Manden bag den historiske sejr for tre år siden skal nu møde dem igen i Udine: »Italien er blevet bedre. Jeg vil gerne møde All Blacks igen«

Han var der for tre år siden. Han var på banen, på tribunen, derhjemme og endda foran skærmen. I sin hjemby Firenze var Niccolò Cannone manden overalt, den mest forbløffede og rørte af alle ved slutfløjtet i den historiske 28-27-sejr, som australierne stadig ikke har glemt. Og som de i morgen i Udine – den første af de tre testkampe, der venter de italienske landshold: lørdag den 15. er det Sydafrika, lørdag den 22. er det Chile – straks vil hævne.

Niccolò, lad os starte derfra, fra den 12. november 2022. Hvad kan du huske?

”Alt, jeg husker det hele. At jeg havde det forfærdeligt før kampen, men på den måde, der næsten er smuk, fordi det var første gang, jeg spillede på hjemmebane, og der var en trillion venner og familie på Franchi-stadionet. Og på banen var min bror Lorenzo også med, hvilket jeg ikke engang havde drømt om… Det er følelser, som kun sporten, netop denne sport, kan give dig».

Har du tænkt tilbage på det her på tærsklen til Italien-Australien?

«Selvfølgelig, jeg har været inde på min telefon for at se billederne fra den bedrift igen. Faktisk tænker jeg altid på det; i baggrunden på min smartphone er der jo de flagviftende med Firenzes lilje, som jeg så den dag”.

Før rugby spillede han fodbold i ni år som målmand. Derefter gennemgik han ungdomsrækkerne, Accademia, Petrarca og er endelig, siden 2018, i Treviso. Har du nogensinde sagt til dig selv »jeg har klaret det« efter succesen i Firenze?

»Aldrig. Den succes var helt sikkert en vigtig milepæl i min karriere, men jeg sigter meget, meget højere.»

Landstræner Quesadas periode er nået halvvejs, og der er cirka 700 dage tilbage til VM. Har hans italienske landshold allerede fundet sin form?

«Helt fra starten. Han har altid været meget tydelig over for os: Vi skal fremhæve vores italienske identitet og vores passion og være en inspiration for børnene og ikke kun dem. På den måde lykkedes det os hurtigt at skabe vores identitet. Nu har vi det rigtig godt; vi kunne næsten ikke vente med at samles og vise, hvad vi er i stand til, startende med Australien. Vi bliver nødt til at være gode til at begrænse deres dynamik og deres individuelle styrker”.

I de seneste dage har du også inviteret din ven, landstræner Julio Velasco, med på træningslejren…

»Det var et meget motiverende møde; jeg kunne have lyttet til ham i timevis uden at blive distraheret. Der var også tid til at stille nogle spørgsmål, og jeg spurgte ham, hvordan volleyballspillere træner, samt andre ting, som dog forbliver mellem os.«

Han bliver som regel rørt, når nationalsangen spilles. Hvor mange af disse tårer skyldes indflydelsen fra hans første træner, »Ciafo« Ghelardi, og hvor mange skyldes en ungdom, der også blev vanskeliggjort af forældrenes skilsmisse?

»Det er helt sikkert en blanding af følelser hver gang. Skilsmissen var en meget hård periode, der hjalp mig med at vokse og styrkede båndet til min bror endnu mere, men hvis det ikke havde været for bedsteforældrene, ville det have været meget værre. Desuden elsker jeg mine forældre vildt meget, og jeg er ikke på krigsstien med nogen. Heldigvis mødte jeg i samme periode »Ciafo«, den træner, der mellem tårer og hovedstød mod væggen har betydet mest for mig følelsesmæssigt.»

Har du foreviget noget gennem tatoveringerne?

«Ja, med en indskrift på siden. I alt har jeg elleve; dem i maori-stil fik jeg lavet i New Zealand, andre i en hytte på øen Samoa, hvor Tuilagi-brødrene også har været. Men frem for alt har jeg fået tatoveret tre citater fra Leonardo Pieraccionis *Ciclone*: *The rhythm is magic*, *feel it in your soul* og *Dos los ramatos! Tappamis!*.

Det er også en stor passion for en anden florentinsk sportsudøver, vægtløfteren Leonardo Fabbri. Kender I hinanden?

»Ikke personligt, men vi har skrevet til hinanden et par gange for at rose hinanden. Jeg betragter ham som en kilde til stolthed for Firenze og Italien, og jeg ville meget gerne møde ham, måske over en lækker fiorentina.«

Grillfester er en anden af hans store lidenskaber. Sammen med jagt.

»Og for min bror er det fiskeri. Når vi vender tilbage til Firenze, handler det om at være ude i naturen sammen med venner og familie. Sådan er vi bare – enhver anledning er god nok. Men ikke i Treviso; der er jeg hundrede procent fokuseret på rugby, og hvis jeg går ud i skoven, ender jeg med at fare vild…«

Er det Lorenzo, der er den udvalgte af jer to?

»Det vil jeg sige: han debuterede før mig på landsholdet efter kun et år i Eccellenza. Han har også altid været mere atletisk end mig; jeg var lidt mere klodset i starten.«

Men det var dig, der først blev udpeget som en af de fire kaptajner på det italienske landshold.

»Jeg er taknemmelig for den tillid, som landstræneren og holdkammeraterne har vist mig, og jeg håber snart at kunne påtage mig denne rolle. Når jeg ser tilbage, tænker jeg på, at jeg ikke blev udtaget til kampen mod Namibia ved det sidste VM – det var helt sikkert det sværeste øjeblik, men jeg formåede at reagere på det og endte med at lede holdet på den seneste turne i Sydafrika. Og jeg er stadig meget sulten efter mere.«

Italien har for nylig besejret Sydafrika og Australien. Vil det før eller senere lykkes at besejre All Blacks?

»Det ville være en drøm. Jeg er en stor fan af det newzealandske hold fra for nogle år siden, med Sonny Bill Williams og Brodie Retallick, og jeg vil gerne møde dem igen.«