36 hold på samme tid, ligesom dengang tv’et ikke tvang os til at se kampene i små bidder. Og straks lyder det: »Undskyld, Ciotti…«

Ja, lad os hoppe ombord på denne onsdag i de gamle glansdage, som var det Doc Browns DeLorean, og forkæle os selv med en dosis nostalgi. Lad os rejse tilbage i tiden til de fjerne søndagseftermiddage, hvor alle kampe startede på samme tid, og tv’et endnu ikke havde magten til at påtvinge os de spredte kampe, som kun gav mening ved middagsbordet. Udover søndagen, messedagen, blev fodbolden kun fejret om onsdagen, som var helligdommen for det mest hellige: Mesterligacupen. Det hellige kom af, at hvert mesterskab havde sin egen gud, én eneste. I dag kan et land endda have fem påståede guder. Champions League er en hedensk fest, en ravefest. Kun onsdag og søndag, for ugen var en æske chokolade: søndag aften var der tv-serien; mandag den store amerikanske film; torsdag Mikes quiz; lørdag underholdningsprogrammet.

Så væltede æsken, chokoladerne blandede sig, og nu ser vi alt muligt hver dag: fodbold, film, quiz… Men denne onsdag har noget gammeldags over sig, den moderne tids vintage-charme: 36 hold, der spiller på samme tid, resultaterne, der overlapper hinanden, stillingen, der ændrer sig, fornemmelsen af at have Ameris stemme i ørerne („Undskyld, Ciotti…»), Provenzali, Ferretti, Cucchi… Ingen gryderet, men et enestående festmåltid som en julemiddag, lidt af det hele – det eneste, der mangler, er ål: Inter, Juve, Napoli og Atalanta på jagt efter en plads i næste runde, Mou mod Real, Tonali mod Kvara, Osimhen mod Haaland… Til sidst, når vi er vendt tilbage til nutiden, må vi håbe, at alle de italienske hold stadig er med i kampen. Il Quartetto Cetra.