Trænerne for Milan og Lazio mødtes for første gang på bænken for over 20 år siden og repræsenterer to modsatrettede fodboldfilosofier. Gennem årene har de ofte drillet hinanden offentligt: »Karaktemæssigt er vi diametrale modsætninger«

Læg ikke for meget vægt på billedet ovenfor. Det handler mest af alt om høflighedsfloskler. En pro forma-gestus foran kameraet, ligesom det i øvrigt vil foregå lørdag aften på Meazza. »Photo opportunity«, som man siger i sådanne tilfælde. I virkeligheden ville Massimiliano Allegri og Maurizio Sarri næppe bevidst vælge at gå ud og spise middag sammen. Der er intet overdrevet mellem dem, for guds skyld, de går ikke hinanden på nerverne i ordets egentlige forstand. Og de giver ofte hinanden komplimenter. Men lad os sige, at de i fortiden ikke har sparet på et par mere eller mindre smertefulde stikpiller.

ansigt til ansigt—  Deres bekendtskab og samvær på banerne går dog langt tilbage. De første møder på deres respektive trænerbænke skal man tilbage til begyndelsen af 2000-tallet i Toscana, da Allegri trænede Aglianese og Sarri Sangiovannese. Lega Pro-mesterskabet. Max var i begyndelsen af sin karriere, mens Maurizio allerede havde flere års erfaring, som han havde opbygget i Seconda categoria. Tyve år senere viser optællingen 19 indbyrdes opgør, hvor vægten klart tipper i Allegris favør: 11 sejre, 4 uafgjorte og 4 nederlag for den rød-sorte træner. Kampe, der har involveret otte hold: ud over Aglianese og Sangiovannese finder vi også Sassuolo, Verona, Juve, Empoli, Napoli og Lazio. Undervejs har de hver især forfulgt en forskellig filosofi og spillestil, som senere er blevet ekstremiseret og reduceret til »spilfokus« (Sarri) og »resultatfokus« (Allegri). Max er træneren, der sørger for at holde skodderne nede og ikke har noget imod at hente den ene knappe sejr efter den anden; Maurizio er træneren, der er overbevist om, at sejrene kommer – eller i hvert fald bør komme – gennem spillet.

ordveksling—  De forskellige synspunkter på fodbolden har helt sikkert været med til at tænde gnisten mellem de to, men det handler ikke kun om det. Spoler man båndet tilbage, finder man gnister helt tilbage i 2017. For eksempel i forbindelse med en Napoli-Juve-kamp i december, da Sarri havde bragt Inter på banen i forbindelse med hviledagene mellem kampene, men det var netop Allegri, der svarede ham: »Jeg følger ham ikke længere, han har altid noget på hjerte. Efter min mening gør han det for at forvirre mig, så jeg holder op.« Derefter understregede han pointen: »Maurizio… Jeg følger ikke længere med: den ene gang er det banen, den anden gang en uge mindre…“. Lad os bare sige, at det drejede sig om en meget toscansk form for ironi. Endnu en runde i februar 2018. Sarri sagde: »Der er hold, der sætter deres præg på en periode. Jeg er overbevist om, at man om tyve år vil tale om Napoli, og jeg håber også, at vi vinder noget.« Allegri, selvom han ikke svarede specifikt på Maurizio, reflekterede et par dage senere således: »Jeg siger altid, og jeg bliver ved med at sige, at det i sidste ende tæller, om man formår at skrive noget, man har vundet, i vinderlisten, for ellers glemmer vi allerede, hvad der skete for to dage siden, så lad stå, om vi vil huske, hvad der ville være sket for 20 år siden, i den kamp, hvis bolden havde ramt stolpen og var gået ind… I livet skal man være meget praktisk anlagt.“ To måneder senere, op til kampen mellem Juve og Napoli, var stemningen igen blevet ophedet, efter at Sarri strategisk havde flyttet presset over på bianconerierne. Og så sagde Max: »Lad mig forstå det rigtigt. Er der aldrig nogen, der har ansvaret her? Den ene har ikke noget pres, den anden har ikke noget pres, så er det jo kun ret og rimeligt, at Juventus vinder. For i Coppa Italia har Napoli ikke noget pres, i Champions League har de ikke noget pres, i Europa League har de ikke noget pres – de har ikke noget pres nogen steder.“ Og selv uden en direkte ordveksling har deres personlige syn på fodbold altid placeret de to på forskellige planeter. Allegri: »Det er ikke sådan, at jeg skal spille æstet for at gøre folk glade; jeg skal gøre dem glade ved at vinde. Hvis man på et givet tidspunkt er nødt til at spille dårligt for at sikre resultatet, så gør man det.« Sarri, på den anden side af månen: »For mig opnås resultatet gennem spillet; jeg kan ikke tænke anderledes. Vores mål har altid været skønheden”.
Snak—  To spor, der aldrig vil mødes. Bitterheden nåede sit højdepunkt omkring ordet »Juve«, nemlig da Allegri i 2019 blev fyret, og »La Signora« besluttede at satse på Sarri, der ved sin præsentation talte om et mere offensivt spil og om at underholde publikum. Sarri nævnte aldrig Allegri, ligesom Allegri aldrig nævnte Sarri, men kort tid efter sagde han dette: »I sidste ende er det sejren, der tæller, resten er bare snak. Spillerne er som heste, man skal se på, hvordan de bevæger benene. Taktik og spilsystemer er alt sammen vrøvl.« Maurizios modsvar: »Om jeg også tror på disse tanker? Jeg håber bare ikke, at klubpræsidenterne opdager det, ellers vil vores lønninger falde betydeligt… Jeg tror, der er en mellemvej; det er meninger og forskellige måder at opfatte det samme arbejde på.” Vi kan afslutte listen med endnu et citat fra Allegri fra november 2022 før en Juve-Lazio-kamp: ”Karaktemæssigt er vi modsætninger.” En selvfølge, men… det er altid godt at gentage det. For ordens skyld: Før denne Milan-Lazio-kamp sagde Max på pressemødet to dage før om Maurizio: »Han gør et fremragende stykke arbejde, Lazio er et veltrænet hold.« Et fredstilbud?