Sætstillingen er 12-0 til den italienske spiller. Vi hepper selvfølgelig på Jannik – vi ser ham allerede for os ved Trojas mure, hvor han endnu en gang skal dyste mod Alcaraz. Men hvordan kan man undgå at føle sympati for australieren?

I den fellinianske mytologi fra Fusignano, fortalt af Arrigo Sacchi, var der også Lorenzo Zagonari, en velhavende arving, der var vild med billard og overbevist om, at han kunne slå barens bedste spiller. En million lire pr. spil. Han tabte 18 i træk. I betragtning af datidens værdier spillede han tre lejligheder væk på én nat. Modstanderen provokerede ham: »Lad os spille den 19. Jeg er stadig ikke overbevist om, at jeg er bedre end dig…«. Stort set ligesom Jannik Sinner med Alex De Minaur: »Jeg har vundet 12 gange, men jeg er ikke overbevist om, at jeg er bedre. Kom nu, lad os spille en til.« Så i eftermiddag, i semifinalen i Torino, mødes de igen på banen. Fra ATP Finals Next Gen ’19 til ATP-semifinalen i Beijing ’25 lyder stillingen: 12-0. Vi hepper på Jannik, selvfølgelig, vi ser ham allerede ved Trojas mure, hvor han endnu en gang skal duellere med Alcaraz. Men hvordan kan man undgå at føle sympati for De Minaur? Hvordan skal han holde håbet i live mod en modstander, der har slået ham 12 gange? Det kræver den ukuelige stædighed som Willy Coyote, der regelmæssigt styrter ned i bunden af kløften, men ikke giver op i jagten på Beep-Beep.

Tro på egne evner, ud over al fornuft: det er sportens essens. Også australieren har fået leveret kasser fra den legendariske ACME med nye fælder indeni: statistikkerne siger, at han spiller bedre i Torino, at forhåndsslaget langs linjen er mere effektivt, og sejren over Fritz har givet ham ny energi. Willy De Minaur prøver igen. Han vil binde raketter til fødderne, lade sig slynge ud af en slangebøsse og søge hjørnerne med en bold, der aldrig er for tung. Problemet er, at der vil komme stykker af klippen flyvende tilbage mod ham. Beep Beep!