Den tidligere offensive midtbanespiller fortæller: »For Ulivieri var jeg Anatrone. Jeg trænede Bianconeris U23-hold, det var en fejl at skifte til B-serien. Jeg kunne være gået til Inter«

Lamberto Zauli var måske den første italienske prototyp på en stor og kraftig nummer 10. Nummer 10 var typisk en teknisk og hurtig spiller. Zauli introducerede den fysiske styrke, og det var ikke tilfældigt, at man sammenlignede ham med Zidane. En uholdbar sammenligning, men det indledende Z i efternavnet, den massive krop og evnen til at forsvare bolden gjorde ham fascinerende, næsten troværdig.

Lad os starte med fødselsdatoen: I almanakkerne og på Wikipedia står der 19. juli 1971.

»Men jeg blev født den 17. juli. Det er en fejl, der blev begået, da mit første identitetskort blev udstedt, da jeg var 16 år. Medarbejderen skrev dette 19, som så blev videreført.”

Født i Rom, Montesacro.

”Da jeg var to år, flyttede min far Lorenzo, der er anæstesiolog, til hospitalet i Grosseto, og der voksede jeg op. Far spillede for Grosseto i Serie C som offensiv midtbanespiller, ligesom jeg. Vi er Roma-fans. De tog mig med til Olimpico for at se Liedholms Roma fra mesterskabet i 1983, og jeg drømte om at blive Falcao eller Bruno Conti”.

 Mange kælenavne. Lad os starte med det første: Principe.

»Det var mine holdkammerater i Vicenza, der gav mig det, fordi jeg ikke beskidte mine hænder med de praktiske ting. Hvis der skulle arrangeres en middag, dukkede jeg bare op for at spise, og det var det.«

Zauli, de fattiges Zidane.

»Det er ikke helt rigtigt. I Vicenza kaldte de mig Trivenetos Zidane. I Palermo præsenterede præsident Zamparini mig som ’Serie B’s Zidane’. Det er jo ingenting. Zidane var enestående.”

Anatrone?

”Det var Renzo Ulivieri, der opfandt det i Modena. Jeg spillede på Primavera-holdet, var høj og tynd, og af og til trænede jeg med førsteholdet, og træneren råbte: »Giv bolden til Anatrone, for han kan forsvare den!«. Jeg kunne godt lide at have bolden, jeg ville have den, selvom jeg blev markeret, jeg brugte kroppen og mistede ikke kontrollen».

Zaulik?

»Måske i Bologna, men jeg er ikke sikker«.

Zaulì, med tryk på i’et?

”Ja, det stammer fra en avisoverskrift. Det mindede om Platini, der ligesom Zidane er franskmand. Overdrivelser.”

Francesco Guidolin var ”din” træner: Du spillede under ham i Ravenna, Vicenza, Bologna og Palermo.

»Jeg skylder ham meget. Vi talte ikke meget sammen, men vi forstod hinanden. I Ravenna spillede jeg på kanten, fordi jeg stadig kunne løbe. I Vicenza flyttede han mig bag Pasquale Luiso, centerforwarden, i en 4-2-3-1-formation, hvor en ung Ambrosini spillede som midtbanespiller. »Ambro« havde som 20-årig modenheden af en 30-årig«.

Er det rigtigt, at du ved din debut på San Siro, i en kamp mellem Milan og Vicenza, præsenterede dig med en tunnel?

 »Ja, det gjorde jeg mod André Cruz (Rossonero-forsvarer, red.). Jeg troede dengang, og jeg tror stadig, at folk går på stadion for at se fantasifulde finter. Så jeg prøvede det.»

Med Vicenza nåede du helt til semifinalen i Pokalernes Pokal mod Chelsea. Og du scorede sejrsmålet, 1-0, i den første kamp på Menti.

«Efter en aflevering fra Viviani overrumplede jeg alle med en akrobatisk boldkontrol. Bolden røg dog lidt væk mod højre. Jeg holdt den i spil, flyttede den over på venstrebenet og sendte den ind i hjørnet med min svage fod. I returkampen i London kom vi foran med et mål af Luiso efter en aflevering fra mig. Så blev et af vores mål annulleret for en ikke-eksisterende offside – i dag ville det blive godkendt via VAR. Vi tabte 3-1. Det var Viallis og Zolas Chelsea».

En anekdote om Guidolin?

«Han viste os nogle helt vanvittige motivationsvideoer. Han dukkede op i omklædningsrummet iført soldatens camouflagetøj for at motivere os til at kæmpe”.

Og hvad med Zamparini i Palermo?

»Han ville op i Serie A og gennemførte et fantastisk transfervindue, men i starten gik det ikke helt efter planen, og pressen var kritisk. En dag dukkede han op i omklædningsrummet, og vi rejste os alle sammen, som om skolelederen var kommet ind i skolen. Vi forventede, at han ville opføre sig som Zamparini – med torden og lyn. Men nej. Han stillede sig på vores side, forsvarede os, og så vendte det. Vi rykkede op i Serie A. Jeg har set et holdfoto fra Palermo igen: Der var Zaccardo, Grosso, Barone, Toni og Barzagli, verdensmestre i 2006. Kun jeg var ikke med til det VM.“

Af det Palermo-hold var jeg den eneste, der ikke kom med til VM i 2006…

Lamberto Zauli

I 2006 var der Del Piero og Totti på hans position…

»Og før dem havde der været Baggio, Zola og Mancini. En utrolig rigdom. Lige før VM i 2002 havde jeg hørt rygter om, at Trapattoni ville udtage mig, men i Korea tog landstræneren Cristiano Doni med, en nummer 10 på mit niveau, kan man sige. Doni havde dog scoret flere mål den sæson».

Har du aldrig været tæt på at komme til en stor klub?

 « Efter en kamp mellem Vicenza og Juventus kom Lippi hen til mig ved indgangen til omklædningstunnelen: »Jeg har hørt, at du skal til Inter. Godt gået, tillykke.« Men jeg kom aldrig til Morattis Inter, og jeg ved ikke engang hvorfor. Det må have været meningen, at det skulle ende sådan.”

Zauli som træner. Masser af provinsklubber og Juve, mellem Primavera og U23 i Serie C. Hos Juve udviklede han Fagioli, Miretti, Soulé, Iling junior…

»Og Nicolussi Caviglia, Dragusin, De Winter, Barbieri. Miretti ser spillet ti minutter før de andre. Fagioli har fuldstændig kontrol over bolden. Hvad Soulé angår, sagde mange modstandere i Lega Pro til mig efter kampen: »Træner, han er på et helt andet niveau««.

Hvorfor forlod du Juve?

”Fordi Südtirol kontaktede mig angående Serie B, og jeg accepterede tilbuddet af ambition, selvom Manna og Cherubini, mine ledere hos Juve – personer, der har været afgørende for min karriere – bad mig om at blive. Jeg drømte om at rykke op, men hos Südtirol sluttede det hele, før det overhovedet var begyndt, på grund af misforståelser. Set i bakspejlet begik jeg en fejl. Nej, jeg var faktisk vanvittig. Man forlader ikke Juve.”