Den tidligere Juventus-stjerne fortæller: »Baggio kaldte mig ›Geppetto‹. Da Barbara døde, forlod jeg fodbolden for at være sammen med mine børn; jeg græd alene for at fremstå stærk. Nu har Lucia givet mig nyt håb«

Moreno Torricellis historie er historien om en mand, der har gjort sig vindens slag til ven, idet han har lidt og bevaret den dyrebare gave, som udholdenhed er. Først i smerten, siden i genfødelsen. I de mange stunder af stilhed har han opdaget hemmeligheden bag en ny begyndelse og lært, hvordan man retter det skæve træ, som vi kalder livet. »Uheld rammer alle, ikke kun mig, det afhænger af, hvordan man tackler dem, og hvordan man reagerer.« Torricelli vandt alt med Juventus, efter at være kommet fra amatørrækkerne. Et væddemål, som Trapattoni vandt. Han var tømrer, men opdagede, at han var Serie A-fodboldspiller. Derefter, efter at han havde lagt støvlerne på hylden, måtte han tackle tragedien med sin kone Barbara, der gik bort i 2010. En fulminant leukæmi tog hende fra os. »I mange måneder, mens vi kæmpede mod sygdommen, forsøgte jeg at berolige alle, jeg holdt mange ting inde. Jeg ville ikke have, at hun og vores børn skulle miste håbet«.

Torricelli, lad os starte fra begyndelsen. Din ankomst til Juventus virker som eventyret om en mand, der er velsignet af skæbnen. Fortæl os om det.

“Jeg var 22 år og spillede på amatørplan. Om morgenen arbejdede jeg som tømrer på et møbelfabrik, og om aftenen tog jeg til træning. Det var i ’92, og Juve havde mange spillere, der var optaget af landsholdet på en promoveringsturné for VM i USA, så for at spille nogle venskabskampe kaldte de mig og andre unge ind. For mig var det allerede en drøm at være der. Trapattoni kunne lide mig, og han valgte først at tage mig med på turné til Japan med dem og derefter lade mig debutere i ligaen. ›Hvis de ikke henter Vierchowod, satser jeg på den unge fyr‹, sagde han. Jeg skylder ham alt. Han havde modet til at sætte en ukendt spiller i startopstillingen i Serie A”.

Og hvordan tog omklædningsrummet imod dig?

»Godt, de havde også læst historien i aviserne. Tænk, at Baggio for sjov kaldte mig ›Geppetto‹. Og det kælenavn har jeg stadig i dag. For Trapattoni, der ligesom mig kommer fra Brianza, var jeg ›legname‹. Altså snedker.«

Vi taler om en dreng, der trådte ind i et omklædningsrum fyldt med stjerner: var der nogen, der gjorde dig lidt nervøs?

“I starten ja, jeg var lidt genert. Det var ikke min verden, jeg måtte vænne mig til det. Tænk, at jeg på tre måneder gik fra en løn på 2-3 millioner lire til en på 80. For eksempel var jeg lidt påvirket af Viallis personlighed; vi var kommet sammen: han som italiensk mester med Sampdoria, jeg som en ukendt. Men med tiden blev vi venner. Jeg husker, at han ikke kunne lide at køre bil, så jeg hentede ham hver morgen for at køre ham til banen. Han var som en bror og en fantastisk anfører.”

Der var også en vis Zinedine Zidane.

“Zizou kom senere, ledsaget af en vis skepsis fra tv og aviser. Vi havde solgt Vialli og Ravanelli og kom lige fra en Champions League-sejr. Jeg kendte ikke Zidane, men ved den første træning blev vi alle målløse. Veronica, to driblinger og så var han væk. Det var som at se himlen åbne sig. Vi kiggede på hinanden, som om vi sagde: ›Hvilken planet kommer han fra?‹”.

Selvom hans favorit stadig er Del Piero.

“Selvfølgelig, for mig er han et trin over de andre… og ikke fordi jeg er partisk. Alex og jeg tilbragte meget tid sammen, da vi var blandt de yngste i gruppen. Han var dog allerede en mester. Juve havde betalt meget for ham, og alle talte om ham som fremtiden for italiensk fodbold. Vi fandt straks sammen, han kom tit hjemme hos mig. Min kone, der var frisør, klippede også hans hår. Han blev tit til middag hos os, hvor meget vi dog lo.»

Ja, Barbara. En sygdom tog hende fra os, da hun var 40 år.

«En forfærdelig leukæmi. Det værste var at skulle forklare det for mine børn. De var 15, 11 og 10 år. Lægerne fortalte mig, at situationen var alvorlig lige fra starten, men jeg valgte i første omgang ikke at sige noget til familien. Jeg ville ikke have, at de skulle miste håbet.”

Og mistede du selv håbet?

»Jeg holdt mange ting inde, jeg lod som ingenting ved mange lejligheder og holdt ud ved andre. Jeg græd alene, derhjemme og på hospitalet havde de brug for at se mig stærk. Det var en 10 måneder lang prøvelse. Først i de sidste dage brød jeg sammen og fortalte min kone, hvordan hendes tilstand egentlig var.«

Fodbolden har givet dig meget, men livet har taget hævn med renter…

“Uheld rammer alle, ikke kun mig. Det afhænger af, hvordan man tackler dem, og hvordan man reagerer. I fodbolden har jeg levet et eventyr og vundet meget med Juve. Uden for banen havde jeg Barbara, som jeg tilbragte 20 vidunderlige år sammen med og fik tre fantastiske børn med. Jeg har ingen fortrydelser eller dårlig samvittighed».

Efter sin kones død valgte han at stoppe helt med fodbolden. På det tidspunkt var han træner, men han afslog flere tilbud…

«Ja, jeg havde et vigtigt tilbud fra Crotone i Serie B, men hvordan kunne jeg acceptere det? For mine børn var det allerede et hårdt slag at miste deres mor, så tænk at skulle skifte hus, by og miste alle vennerne. Nu ville jeg gerne tilbage på bænken, måske med de unge.»

Hvad laver Torricelli i dag?

«Jeg er vendt tilbage til det, jeg lavede som dreng: tømrer. Jeg hjælper en håndværker her i Valle d’Aosta, og jeg nyder at bygge min nye kæreste Lucias alpehytte. Hun har spillet en vigtig rolle i min genfødsel, hun har givet mig nyt håb og er kommet ind i mit liv på tåspidser. Hun har også været meget følsom over for Arianna, Alessio og Aurora. For dem er og forbliver moren én og den samme.”