I Rossonero-trøjen oplever Christian – med hans egne ord – det bedste øjeblik i sin karriere, han overvejer en kontraktforlængelse og er et idol blandt fansene. I USA har han derimod modtaget kritik, også fra kendte personer som Lalas, for sin »fravær« ved de seneste landsholdskaldelser. Men landstræner Pochettino kan ikke undvære ham

Vi er ikke nået helt op på det evangeliske niveau »nemo propheta in patria« – ingen er profet i sit hjemland –, men én ting er sikkert: Christian Pulisics to fodboldverdener stemmer ikke længere overens. I hvert fald ikke som det var tilfældet tidligere, ikke som det teoretisk set burde være. For på den ene side er der det milanistiske univers, hvor Christian – sammen med Modric og Rabiot – er folkets absolutte idol og holdets bærende søjle, mens der på den anden side er den stjernestribede galakse, hvor tilnavnet »Captain America« – faktisk ikke lige nu, men allerede i et stykke tid – er begyndt at skabe en vis utilfredshed. Det knirker lidt. Populariteten er faldende, blandt andet på grund af nogle udeladelser fra landsholdet, som det amerikanske publikum har taget ilde op – især nu, hvor VM på hjemmebane står lige for døren.

I denne sidste runde af landskampe har Pulisic truffet et klart valg. Han har valgt Milan. Og det har han hovedsageligt gjort, fordi denne landskampspause fører op til derbyet, og fordi han efter oktoberpausen vendte tilbage fra USA med en skade i baglåret – en håndtering fra det amerikanske trænerstab, der i Milanello og omegn blev anset for at være ret tvivlsom. En sag, der derefter havde fået landstræner Pochettino til at forsvare sine egne og det medicinske stabs valg („Han spillede mod Australien, fordi han havde det godt, og fordi alle vores lægers vurderinger var korrekte. Og spilleren var enig med os. Milan har ingen grund til at klage»). Udelukkelsen fra truppen til de to venskabskampe i USA de seneste dage har naturligvis glædet de rød-sorte fans, for med derbyet for øje har »Diavolo« brug for at få sin målscorer tilbage. Christian er trods pausen stadig den rød-sorte topscorer i ligaen (4) og i denne sæson (6, plus 2 assists). Angriberen, der ikke lader sig kategorisere, spilleren, der er i stand til at ændre balancen i angrebsspillet. Han føler sig tydeligvis hjemme i den rød-sorte trøje, så meget at han for nylig udtalte, at han »oplever sit bedste øjeblik i fodbolden«. Et ægteskab, det med Milan, der er bestemt til at fortsætte: snart vil forhandlingerne nemlig genoptages for at forlænge kontrakten fra 2027 til 2030.

spydigheder—  Et lykkeligt ægteskab, det i rød-sort. Og i USA? Grundlæggende er der ingen fan i USA, der virkelig kan sætte spørgsmålstegn ved Pulisic, men der har uden tvivl på det seneste ikke manglet kritik af ham, der ved karrierens afslutning helt sikkert vil blive kronet som den bedste amerikanske spiller gennem tiderne. Tunge navne i den amerikanske fodboldverden som Landon Donovan og Alexi Lalas har ikke holdt sig tilbage med små stikpiller til Milan-angriberen, hvilket uundgåeligt har smittet af på en del af offentligheden, især den mest højlydte del på de sociale medier. Donovan havde i sommeren ikke tilgivet Pulisic for at have afvist at deltage i Gold Cup og brugte endda hårde ord, hvilket udløste et skarpt svar fra Mark Pulisic, Christians far, der kaldte den tidligere kaptajn for det amerikanske landshold for en hykler. Alexi Lalas, der nu er en af de førende kommentatorer inden for amerikansk fodbold, brød sig derimod ikke om, at Pulisic ikke blev udtaget til november-landskampene, og gik så vidt som til at sætte spørgsmålstegn ved hans lederskab. »Jeg tror ikke, at Christian er den anfører, som dette hold har brug for, men problemet er, at der ikke er nogen alternativer,« havde den tidligere Padova-forsvarer sagt i podcasten State of The Union. »Din anfører behøver ikke nødvendigvis at være holdets bedste spiller.«
utilfredshed—  Med VM på hjemmebane lige om hjørnet betaler Pulisic først og fremmest prisen for op- og nedture i et hold, der stadig virker som en byggeplads. Hans fravær ved Gold Cup, hjemrejsen til Italien før kampen mod de evige rivaler fra Mexico for et år siden og den manglende udtagelse til en november-landskamp – som i øvrigt blev »snubbet« af flere andre veteraner – har forstærket en utilfredshed, der dog ser ud til at være forbigående. Paradokset ligger netop i, at den hidtil klart bedste præstation for landsholdet i Pochettino-æraen kom uden Captain America. 5-1-sejren, som et hold fyldt med reservespillere tirsdag aften sikrede sig over Uruguay, udgør ikke blot et godt udgangspunkt forud for VM, men også et selvtillidsboost for et hold, der i de seneste måneder bestemt ikke har begejstret sine fans. Én ting er dog sikkert, og Pochettino bliver ved med at understrege det: Det amerikanske landshold kan bestemt ikke undvære talentet fra AC Milan.