Også mod Spanien, ligesom mod Australien og Belgien, ventede det italienske par på en »decideret kamp«, som de aldrig kom til at spille. Men de fejrede alligevel: »At være der giver dem selvtillid, og de giver os selvtillid – det er det vigtigste«

Efter den sidste forlængelse af forhånden indser Flavio, at det er lykkedes. Filippo løber hen imod ham, Matteo klatrer over de skilt, der afgrænser bænken, og løber hen for at omfavne ham. Og fra omklædningsrummene vender Simone og Andrea tilbage til arenaen. Italien har vundet 2-0 med singelspillerne, der er ikke brug for dem. Mod Spanien, ligesom mod Østrig og Belgien. I Bologna levede Bolelli og Vavassori i en evig ventetid på at skulle spille en »afgørende kamp«, der aldrig blev til noget. Finalen var frem for alt en følelsesmæssig rutsjebane. Med en lang og stressende ventetid, før de alle sammen kunne løfte Insalatiera-pokalen. Efter det første point, som Berrettini sikrede, var Cobollis kamp nemlig gået meget skidt. Munar virkede som en rasende storm, mens Flavio var helt slukket. Selv faren Stefano troede ikke længere på det. Bolelli og Vavassori, der var udpeget af kaptajn Volandri til den eventuelle afgørende kamp, gik på et tidspunkt ud for at varme op, gennemgå taktikken mentalt og indstille sig på den konkurrenceprægede stemning. Var det alt sammen forgæves? Nej, for alt giver mening i Davis Cup-kemi.

Bolelli og Vavassori udgør et meget samspillet makkerpar: dannet i sommeren 2023 og i stand til at nå tre finaler i Grand Slam-turneringerne (Australian Open 2024 og 2025, Roland Garros 2024), vinde 7 ATP-titler og kvalificere sig for anden gang i træk til ATP Finals, hvor de for få dage siden nåede semifinalen i Torino og også i år sluttede i top ti på verdensranglisten i denne disciplin. Vavassori var på hjemmebane i Torino: Han vender altid tilbage til Ct Pinerolo for at træne, hvor hans far Davide, der er hans træner, moren Dorina og søsteren Sara arbejder. Bolelli er derimod en ægte bologneser og voksede op tennismæssigt på Country Club i Villanova, ikke langt fra messen, der var vært for Davis Cup. Han ville gerne være i rampelyset. Det ville de begge to, også fordi Andrea og Simone, selvom de har opnået mange succeser på touren, endnu ikke har sat deres præg på landsholdet – som par. En lille sidebemærkning: Bolelli, 40 år, kan prale af en længere historie med hele 46 kampe i single og double (24 vundne, 22 tabte) siden 2007. Duoen Bolelli/Vavassori har derimod kun spillet tre kampe i Davis Cup, to nederlag og en enkelt sejr, om end en værdifuld en: 2-1 over Belgien i round robin-fasen i 2024, som var afgørende for at gå videre fra gruppen. Og man skal også medregne udgåelsen i første runde, som nr. 1 på seedingslisten, ved OL i Paris.

PÅ BÆNKEN—  Bolelli og Vavassori var aldrig kommet på banen i de to slutfaser, som Sinner førte an i, i Malaga. Jannik spillede i 2023 sammen med Sonego de afgørende doublekampe mod Holland og Serbien, og sidste år dannede han par med Berrettini for at slå Argentina ud i kvartfinalen. Og det gjorde de heller ikke i Bologna. I modsætning til spanierne Granollers og Martinez, der havde været afgørende for sejrene over Tjekkiet og Tyskland, sad de italienske spillere på bænken og ventede på, at det endelig skulle blive deres tur. »Vi var klar til at spille, men drengene var fantastiske, og Flavio leverede et vanvittigt comeback,« sagde Bolelli efter prisoverrækkelsen. »Vi vidste, at vi skulle være klar og fulde af energi. At være der giver dem selvtillid, og de giver os selvtillid – det er det vigtigste. Det gør ikke noget, hvis holdkammeraterne vinder, og man ikke selv spiller – det er helt i orden,« sagde Vavassori og tilføjede: »Det havde vi også sagt, før vi skulle spille kvartfinalen: Uanset hvem der kom på banen, ville vedkommende give alt. Vi er vokset sammen, og vi har en meget stærk holdånd. Når man har et så sammentømret hold, træder de individuelle ambitioner i baggrunden.”