Den tidligere angriber fortæller: »Da Giovanni Galli fra Fiorentina ringede til mig, troede jeg, det var en spøg, og jeg lagde på. Landsholdet er stadig en skuffelse; jeg håbede på det i Messina, da jeg var topscorer, men Donadoni udtog mig ikke«

I Fiesole-kurven har der i nogle år vajet et banner, der fortæller om den betydning, han havde i den sværeste tid. ’Gud tilgiver, Riga-no’. Christian var helten bag genopstigningen, den angriber, der hjalp Firenze med at vende tilbage på kortet over den betydningsfulde fodboldverden. Han ankom i 2002, klubben var i Serie C og hed Florentia Viola. Det var andre tider. »I byen herskede der en stemning af sportslig nedtrykthed. Et hold med den historie, der gik konkurs for en slik.« Riganò scorede mål i massevis lige fra starten. »Det første år scorede jeg 30 mål, og derfra tog det hele fart.« I dag bor den tidligere angriber der og arbejder som murersvend, det job, han havde, før han debuterede som professionel.

Christian er stadig et idol i Firenze.

»Nej da, jeg er en helt almindelig person. Jeg arbejder på byggepladsen fra morgen til aften. Folk i byen holder af mig, det er rigtigt. Jeg er glad for at have givet dem noget. De stopper mig, fordi jeg altid har opført mig ordentligt, ikke fordi jeg var en stjerne. Og det er det, der gør mig mest glad.«

Hans historie er præget af revancher og opstigninger. Han har scoret i alle kategorier, før han nåede helt til tops.

»I min tid var det ikke let, man måtte kæmpe hårdt. Mange siger til mig, at jeg kom sent i gang… jeg svarer, at jeg er heldig at have klaret det. Ved du, hvor mange dygtige der er, men som forsvinder i de lavere divisioner? Især i min tid. I dag scorer du fem mål, og så er du allerede 20 millioner værd. Jeg har spillet og scoret i alle divisioner, jeg mangler kun den tredje. Men jeg er ligeglad med rekorderne, de tjener kun til at minde mig om, hvor jeg kommer fra, og hvilken rejse det har været. Jeg har altid haft det sjovt, selv i amatørrækkerne. Og jeg har aldrig spillet mig selv op.”

Har du noget at fortryde?

”Jeg er en, der aldrig ser tilbage, det kan jeg ikke lide. Men jeg vil sige, at jeg er ked af, at jeg ikke fik en udtagelse til landsholdet. Det ville have været afslutningen på en fantastisk rejse. I slutningen af 2006 spillede Italien en venskabskamp, mens jeg var topscorer i Serie A med Messina. Jeg håbede på det, men landstræner Donadoni udtog mig ikke. Sådan er det. Dengang jeg spillede, måtte en angriber håbe på en epidemi for at komme på landsholdet… alle skulle jo blive syge. Foran mig var der Del Piero, Totti, Toni, Di Natale, Iaquinta, Inzaghi. Og nogle blev endda hjemme.”

Har det kostet dig noget at være en ægte person?

”Det ved jeg ikke, men for mig er det en ære. Jeg har aldrig bøjet mig for noget eller nogen. Jeg er en, der startede fra bunden, uden at skjule mig. Tænk, at jeg røg foran trænerne…”

Har de aldrig taget dig i det?

”En gang, på træningslejr med Fiorentina, så Prandelli mig tage to sug: ’Hvor mange cigaretter ryger du?’. ’Få’. ’Så ryger du færre’. Men det var det. Også over for præsidenterne har jeg altid været ærlig og direkte, jeg har aldrig haft problemer med nogen”.

Hos Fiorentina holdt fansene et banner frem med teksten ’Gud tilgiver, Riga-no’.

”Straffesparksfeltet har altid været mit naturlige habitat. Jeg tog ingen fanger. Derfra kommer det, at jeg ikke tilgiver. Når bolden kom ind i de sidste seksten meter, var der en kemisk, unaturlig tiltrækning. I Firenze, ligesom i Taranto og Messina. Og tænk, at jeg i Lipari startede med at spille i forsvaret”.

Hvad skete der så?

”Jeg var tyve år, og vi havde problemer i angrebet: nogle var gået, andre var væk på grund af arbejde. Den faste centerforward blev skadet, og jeg gik ind som erstatning. Jeg havde det rigtig sjovt, jeg scorede med det samme, og de tog mig aldrig ud igen. Det var heldigvis godt, vil jeg sige.”

Da du kom til Fiorentina, hed holdet Florentia Viola og spillede i Serie C. Det var andre tider.

”Jeg kom fra en sæson i Taranto, hvor jeg havde scoret mange mål, og jeg ville gerne rykke op i divisionen, men opkaldet fra Fiorentina var noget helt særligt. Formand Della Valle kontaktede mig og gjorde det klart, at målet var tydeligt: hurtigt at vende tilbage til toppen. Og sådan blev det. Faktisk fik jeg i starten et opkald fra Giovanni Galli; jeg troede, det var en spøg, og lagde på. Men de ville faktisk have mig. I byen herskede der en stemning af sportslig nedtrykthed. Et hold med en lignende historie, der var henvist til fodboldens udkant, gået konkurs for en bagatel. Det første år scorede jeg 30 mål, og derfra tog det hele fart igen”.

Det var en vidunderlig rejse.

”To fantastiske sæsoner – florentinerne har taget mig til sig. Nu bor jeg stadig her, og indimellem kommer der sætninger på toskansk dialekt ud af min mund. Og jeg kommer fra Lipari, tænk engang.”

Efter Firenze kom Messina, endnu et lykkeligt kapitel.

”Jeg oplevede nogle fantastiske følelser, jeg scorede 19 mål i Serie A og var i en periode ligaens topscorer.”

De mål førte ham helt til La Liga. I 2007 blev han hentet af Levante.

”Vi mødte Barcelonas hold med Eto’o, Messi, Xavi og Iniesta. Leo var ung, men allerede utrolig stærk. Han scorede også i den kamp. Jeg tog Henrys trøje med hjem, et minde. Det gør mig trist, at jeg ikke spillede på Bernabéu, det ville have været en stor tilfredsstillelse”.

Hvad laver Riganò i dag?

”Jeg er vendt tilbage til det, jeg lavede som dreng, nemlig at være murer. I livet er der to ting, jeg er god til: mål og huse. Og det er jo ikke sådan, at man som fyr i fyrrerne kan genopfinde sig selv og blive en anden. Jeg ville blive vanvittig af at sidde stille, det kan jeg slet ikke. Men jeg gør det også for at tjene til livets ophold, det benægter jeg ikke. Jeg har ikke tjent nok til at leve af min formue. Kort sagt, hvis jeg havde ti millioner på banken, ville jeg leve mere roligt.”