Et liv hos Roma, et mesterskab hos Milan. Alessandro fortæller: »Jeg startede med at kopiere Pizarros spil, hos Barça et mål, der tæller for to. Og hvis jeg skal i kamp, tager jeg Nainggolan med«

Hvis det er sandt, at livet er en rejse, er der altid steder, man gerne vender tilbage til. Alessandro Florenzis steder har mere jord end græs, hvor bolden kan rulle, børns skrig og højhuse overalt. Der sagde han farvel til fodbolden for et par måneder siden med en video lavet med hjertet, der begyndte hans eventyr. »Mine forældre drev en sportsplads i Acilia, tæt på Rom. Når jeg kom ud af skolen, gik jeg bag de containere, der fungerede som omklædningsrum. Der var en lille grusplads, hvor jeg tilbragte mine dage med en bold. Min mor gav mig det tredobbelte fløjt, når hun råbte, at vi skulle lukke og gå hjem. Jeg var et lykkeligt barn, jeg var lille, og alle kaldte mig Sandrino.«

En glad og talentfuld dreng. Både Lazio og Roma ville have ham.

“Mine forældre sagde til mig: Vælg selv det sted, hvor du føler dig mest tilpas. Og så snart jeg kom ud af Trigoria, sagde jeg straks: ›Jeg vil spille her‹. Jeg troede da ikke, at jeg ville tilbringe næsten hele min karriere her…».

Hans navn optræder i 1039 overskrifter i Sports Prediction, den første: «Florenzi, Roma har den nye Pizarro».

«Jeg spillede som den bagerste i et midtbanetrio, og dengang var det ›Pek‹, der bestemte. Jeg stjal bevægelser og spil fra ham. En anden, jeg elskede, var Fabregas. Derefter spillede jeg mange forskellige roller; jeg var fantasifodboldspillernes yndling, de købte mig og vandt».

Han havde to debutkampe i professionel fodbold.

«Debuten i Serie A i stedet for Totti, uforglemmelig. Og udlånet til Crotone, som ændrede mit liv. For første gang boede jeg alene og oven i købet i en ny by, jeg skulle handle ind, lave mad… ting, der gør dig til en mand.»

Florenzi, fodbold og videospil. Den gang i Sverige med U21…

«Kalmar, 2013, kvalifikationsplayoff til EM. Vi var en overtroisk gruppe, og på hver eneste udebanetur måtte en omgang på Playstation ikke mangle. På hotellet så vi hinanden i øjnene, efter vi var kommet ud af værelserne, der var et problem: tv’erne var gamle, de havde ikke stik til kabler. Men det ritual kunne vi ikke give afkald på, vi samlede penge sammen, sendte pressemedarbejderen ud for at købe et fjernsyn, og han kom tilbage med et kæmpe apparat. Overtroen virkede, dagen efter vandt vi, jeg, Insigne og Immobile scorede. På en eller anden måde tog vi det kæmpe tv med os, og så snart vi ankom til lufthavnen, fik vi at vide, at vi ville afgå med forsinkelse på grund af en storm. Vi satte det op der, mellem ventestolene, tog konsollen frem og begyndte at spille. Videospilene var nødvendige».

Hvad?

«Det var en rigtig god måde at være sammen på. I et værelse var vi nogle gange op til 12-13, vi lavede sjov, fortalte hinanden historier, blev venner. Hvis jeg har lært noget i min karriere, er det, at det er hemmeligheden bag at vinde. En enkelt spiller kan lave det afgørende mål, men det er holdet, der vinder mesterskabet.”

Florenzi, manden med de smukke mål. Han scorede på et baghovedsslag mod Genoa, og Totti sagde: »Hvis jeg laver et sådan et, holder jeg op.«

»Francesco kan sige hvad han vil, han har scoret uforglemmelige mål, og set ud fra det synspunkt kan jeg ikke engang drømme om at sammenligne mig med ham.«

I 2015 scorede han med et lob fra midtbanen mod Barcelona, og så gik Puskas-prisen til den ukendte Wendell Lira…

»Jeg var skuffet, efter min mening er reglerne forkerte. Man taler om objektivitet i forhold til turneringen, men jeg havde scoret i Champions League, og han i Brasilien i Goiano-mesterskabet… Jeg har stadig glæden ved at have

scoret et mål, der er mindst to værd«.

Florenzi, bedstemors hjerte.

“Bedstemor Aurora var aldrig kommet på stadion, dagen før kampen mod Cagliari (21. september 2014, red.) sagde jeg til hende: ›Hvis jeg scorer, kommer jeg op og giver dig et kram, jeg er ligeglad‹. Det, der stadig står klart i min erindring, er De Rossis blik, da jeg kom tilbage på banen, og dommeren gav mig et gult kort. Han kom hen til mig og sagde: ›Du har gjort noget virkelig utroligt. Men hvis du nu laver noget dumt og får endnu et gult kort, slår jeg dig ihjel foran alle sammen‹. Det løb mig koldt ned ad ryggen, når Daniele talte, talte en sherif… Efter kampen brød vi ud i latter.”

I hans år har Roma altid været tæt på sejren uden nogensinde at opnå den. Hvorfor? 

»Jeg ser det ikke som vores skyld. Med Garcia og Spalletti var vi der næsten, vi var super godt rustet. Men vi spillede mod et Juve-hold, der fik 100 point i ligaen…«

Du skiltes ikke ligefrem i god forståelse med miljøet i Roma.

»Der har været mange misforståelser, men jeg har aldrig svaret på alt det, der er blevet sagt om mig. Jeg har altid ønsket at lade banen tale og vise respekt for trøjen: jeg har svedt for den til sidste dråbe, og det kan ingen nogensinde sige noget om. Jeg vil gerne understrege, at jeg aldrig har skændtes med nogen, og når jeg møder fansene, husker de mig med kærlighed«.

De fem stærkeste, han har spillet sammen med?

“Totti, Ibrahimovic, Neymar, Mbappé og Di Maria. Jeg sidder på bænken og klapper.»

Den skøreste?

«I positiv forstand Nainggolan, han er fem mand værd. Han lever på en utrolig måde, altid på toppen. Uden for banen kan man gøre, hvad man vil, det vigtige er, hvad man gør på banen. Og man så ham med den der beslutsomhed, den der vildskab, den der lyst til at hjælpe holdkammeraterne… Ja, hvis jeg skal i kamp, tager jeg Radja med.»

Hvem klædte sig dårligst?

«Mig, men jeg er blevet bedre. Faktisk var Manolas værre end mig: jeg husker ham med en sort skuldertaske…”

Florenzi som numerolog: hvordan opstod denne passion?

»Ved at lytte til en podcast og læse nogle bøger. Hvis man lægger tallene i sin fødselsdato sammen, får man et tal mellem 1 og 9: for mig blev det 7, og det eneste år, hvor jeg vandt mesterskabet, i Milan, havde jeg nummer 25, 2+5 giver 7. Ser du? Man kan forbinde mange ting…«