Den italienske landstræner fortæller om den italienske cykelrytters triumf ved VM i hans afskedsløb: »Vi er vokset op sammen, og Italien er nu et system«

Hans kone Elena Cecchini har beskrevet ham som »den mest utrolige mand, jeg nogensinde har kendt«. Matteo Trentin har kaldt Elia Vivianis VM-guld i udskilningsløbet søndag på banen i Santiago de Chile for »orgasmisk«. Men hvordan beskriver Marco Villa, den italienske landstræner, det? »En anekdote? Det ville kræve en hel bog…«, smiler Villa roligt. De mange år sammen, udviklingen og triumferne, indtil de blev til »det italienske system«: Elia og Marco har været et enestående makkerpar. Dagene omkring »Profetens« afsked med konkurrencen, hvor han siger »farvel til cykelsporten«, giver anledning til at se lidt tilbage på alt det, der er sket, især på banen, mellem Villa og mesteren, der også havde skabt sin egen guldmedalje i VM-finalen. Følelser, der ikke ser ud til at være forsvundet tre dage efter afskedsløbet.

Villa, lad os starte helt fra slutningen.

»Det var virkelig smukt. Elias kvaliteter og værdi var ubestridelige; det så ud til, at han ikke havde flere overraskelser i ærmet, men i stedet skete det, han drømte om. Han sagde: ’Det ville være dejligt at kunne vinde VM i det afskedsløb, han selv havde valgt’ – et VM-løb, ikke et hvilket som helst kriterium. Han sejrede i en absolut sammenhæng. Desuden gentog han for et år siden, da han stod uden hold, over for mig: ’Jeg vil ikke slutte sådan her, jeg vil ikke annoncere min tilbagetræden på den måde.’ Han valgte kort sagt selv måden at afslutte sin karriere på, han skabte den, præcis som han ønskede. Når man taler om at realisere en drøm…”.

Fra den sidste til den første Viviani: hvilke forskelle ser du?

“Han har altid været moden. Allerede fra mit første år som træner så jeg en 19-årig, der vidste, hvad han skulle gøre, og hvor han ville hen. Nogle gange tænkte jeg: ›Hvordan kan Elia være så selvsikker, når han endnu ikke har kørt et VM for eliten?‹. Men han klarede sig godt og fik en andenplads i scratch-løbet”.

Et svært øjeblik, han aldrig vil glemme?

“Han havde forberedt sig godt til London 2012, og ved starten af den sidste Omnium-prøve lå han på førstepladsen, men i kilometerløbet, der var for specialister, endte han på sjettepladsen. Det var hans første olympiske løb; han startede med en sjetteplads, men lod sig ikke slå ud. Faktisk fulgte der fire intense og succesrige år, også på landevejen: Elia vandt, han gav ikke afkald på noget på landevejen og forberedte sig til baneløbene. Han sprang aldrig en træning over og undervurderede aldrig noget.”

Elia vandt, og du opbyggede et stærkt landshold: Var der en »Viviani-effekt«, og hvordan var den?

“Ja, hvad angår omnium, lange og korte løb samt gruppeløb, har han været en stor hjælp for mig og gjort det muligt for mig at udvide min erfaring. Jeg var blevet udnævnt til landstræner og havde ikke gået på en skole, der lærte, hvordan man vinder OL i firer. Elia har været enestående, for ud over sine evner gav han mig også værdifuld feedback. Den metode, vi bruger nu, er blevet standard for det italienske landshold. Den opstod under de træninger i mørket, vi gennemførte sammen med Elia på velodromen i Montichiari, når der ikke var andre på banen de aftener. Kun ham. Vi fandt sammen ud af, hvad der skulle til for at sammenligne landevej og bane. Og jeg fandt i ham en meget modtagelig person. Det er, som om vi havde trænet sammen; vi tilpassede træningerne til os. Det var en fælles udvikling.”

Forresten, hvilken rolle ser du ham i efter karrieren?

”Jeg ser ham klare sig godt overalt: som træner har han allerede erfaring, han har altid haft gode kontakter til sponsorerne, som holder meget af ham. Han er rigtig god til at fremme sit image.“

Hvordan oplevede I sammen dagene, hvor Elia var flagbærer til Tokyo 2021?

”Mange rejser, han var meget på farten: men Elia tog straks ansvaret på sig. Allerede om morgenen planlagde han sine aftaler og forpligtelser. Og den oplevelse gjorde ham endnu mere strålende bagefter. I Tokyo-perioden kom han først sammen med mig og senere sammen med Ganna, der skulle køre enkeltstart. Han trænede med os på landevejen og på banen. Han kunne have været med i kvartetten, og til sidst var han gladere end mig over at se den guldmedalje om de andre drenges hals. Så vandt han selv også en medalje. Jeg gentager: han lod sig aldrig slå ud, men deltog fuldt ud i holdets liv. Han har altid været en stor leder.” 

Hvordan oplevede du det fald i Rio 2016?

»Den koreanske rytter skiftede pludseligt retning. Vi havde aftalt, at Elia skulle beslutte, om han ville skifte hjul eller cykel – han vidste altså allerede, hvad han skulle gøre – og han sagde til mekanikeren: ›Jeg tager den anden cykel‹. Han gik hen og vandt. Også det var det sidste løb.«

Et sidste minde?

»Lamon kaldte ham Profeten, og kvartetten improviserede en messe, men Elia var der også efter middagen og spillede PlayStation med kvartetten sammen med Scartezzini, der var i Italien. Han var sammen med dem indtil kampen var slut, langt over midnat. Det viser, hvor stærkt han følte sammenholdet i gruppen. Derfor siger jeg, at han vil forblive et forbillede i mange år fremover.«

Vil Italien være svagere uden Viviani, ligesom da Nibali trak sig tilbage?

»Også Milan og Ganna stoler meget på ham og drøfter ofte med ham, hvordan de skal håndtere bestemte situationer. Det gælder også for mig. Før VM i Rwanda eller Vueltaen ringede de til os. Han vil altid være en af os.«