»Udyret« indrømmer: »I Giallorosso husker man fejlene og ikke overskuddene; folk taler uden at vide noget. På et tidspunkt var jeg fast mand på det brasilianske landshold, men ikke i Rom. Jeg så Totti græde over Franco Sensi. Jeg kunne være gået til Milan og derefter til Inter, men jeg kostede for meget, og de hentede Sneijder…»

Når man siger Julio Baptista, tænker man på baghælssparkene, de tekniske finesser og Rom-derbyet, der blev afgjort med et hovedstød i krydset. «Det mål mod Lazio er lige så meget værd som målet på Camp Nou, der slog Barca ud”. Men der er også den anden side af medaljen: vanskelighederne i de seneste år i Rom, de fornærmelser, der senere blev til memes, og de kultagtige kommentatorudsagn. »Jeg har læst og hørt en masse vrøvl om mig. Mange mennesker, især i Italien, tillader sig at tale uden at vide noget.« »La Bestia« svarer fra Madrid, hvor han studerer til at blive træner. Han åbner erindringsskatten og lader tankerne flyve. Det ene polaroidbillede efter det andet, i rækkefølge. Mourinhos interesse, Gallianis tilnærmelser, de fire mål mod Liverpool, der blev belønnet med stående ovationer fra publikum på Anfield.

Julio, lad os starte med dit italienske eventyr. Få dage efter din ankomst døde Romas præsident Franco Sensi. Hvilke minder har du?

»Jeg endte med at bære hans kiste på skuldrene. Totti forklarede mig, at Sensi var Roma. Og han græd. Han, ligesom så mange andre. Det var en form for kærlighed, jeg sjældent havde set blandt fans, og det gjorde stort indtryk på mig.«

Det første år gik det godt. Et godt samarbejde med Spalletti, målet i derbyet, overskuddet mod Torino.

»Jeg lavede da mange fantastiske aktioner, hva’! Spøg til side, ja, det var en god sæson. For Spalletti ville jeg være gået i krig; han havde sat mig i centrum af sit spil. Jeg skylder ham meget.«

Et glimt fra derbyet? Det var dit første, og du scorede straks under Sud-tribunen.

»Det var vanvittigt. Et indlæg fra Totti, mit hovedstød og mål. Sådan vandt vi. Jeg husker, at publikum var i ekstase. I Rom er de vanvittige… på den gode måde. Men målet i derbyet betyder lige så meget for mig som det, jeg scorede på Camp Nou mod Barcelona. Også der var jeg afgørende.«

Hans tid i Rom sluttede dog i vanskeligheder og kritik. Hvordan gik det?

»Jeg følte mig faktisk lidt forrådt. Jeg havde det godt, var med på landsholdet og var den bedste på banen. I Rom spillede jeg derimod ikke. Ranieri så mig ikke ret meget. Og han tog mig aldrig til side for at give mig en forklaring, aldrig en afklaring. Det var en skam. Jeg rejste, fordi jeg havde brug for nye udfordringer.«

Hvis man søger på hans navn på YouTube, kan man se, hvordan det bliver forbundet med kultkommentarer om hans fejl i Giallorossi-trøjen. Det der »Julio, skrid« er blevet berømt blandt fansene. Har du nogensinde set det?

»Nej, og jeg er ligeglad. Jeg har læst og hørt en masse vrøvl om mig. Jeg var i en svær periode, hvor jeg manglede selvtillid og ikke kunne præstere som den spiller, jeg plejede at være. Jeg forstår godt, at man gerne vil blive ’berømt’, men der skal være lidt respekt. Mange mennesker, især i Italien, tillader sig at tale uden at vide noget.”

Hvordan vurderer du samlet set din tid i Giallorossi?

”Hvis jeg ser på det fra alle vinkler, må jeg sige, at det var vigtige år. Selvfølgelig er jeg ked af, at vi ikke vandt mesterskabet og sluttede på den måde. Det virker som om, at nogle mennesker husker fejlene bedre end målene med baghovedet. Synes du, det er rimeligt? Måske burde man sige til nogen, at de skal gøre deres arbejde bedre og formidle informationerne bedre…».

Lad os nu spole båndet tilbage. Det var Sevilla, der bragte dig til Europa. Så vi den bedste Julio der?

«Ja, jeg er knyttet til alle de hold, jeg har spillet for, men Sevilla vil altid være noget særligt. Jeg scorede 47 mål på to år, jeg var en kampvogn. Derfra begyndte de at kalde mig ’La Bestia’. Halve Europa var ude efter mig.”

Blandt konkurrenterne var det Real Madrid med Galacticos, der løb med sejren.

“Et vanvittigt hold, det var svært at få spilletid. På bænken sad Capello, i angrebet bestod parret af Ronaldo og Raúl med Zidane, Beckham og Figo bag dem».

Derefter valgte han Arsenal på en lejeaftale for at få mere spilletid. Han er en af de få i historien, der har scoret 4 mål på Anfield – vidste du det?

«Det vidste jeg ikke, men jeg ved, at det var en utrolig aften. Jeg scorede fire gange, og vi vandt 6-3. Da jeg blev udskiftet, rejste hele stadionet sig for at klappe af mig. Jeg kiggede op og så en rød mur. Når en tribune som Kop hylder dig – og det endda som modstander – får man gåsehud.”

Lad os tale om de skiftende veje. Der er mindst et par stykker at fortælle om, begge i retning af Milano. Den første skyldtes et ønske fra Galliani…

»Det var i 2007, jeg havde lige haft to middelmådige år i Madrid og London. Jeg ved, at Milan ville have mig. Men til sidst hentede de Pato, og jeg skiftede til Roma. Og tænk, at de vandt Champions League i maj samme år…«

At Champions League-sejren ender der, hvor den skulle, virker som en fast bestanddel af dine transferhistorier. Faktisk skete der noget lignende også før Mourinhos Inter vandt tripletten. Manglede der i det tilfælde kun underskriften?

“Vi var virkelig meget tæt på, ja. Der var endda et opkald med Moratti, og Mou kunne godt lide mig. Så blev det ikke til noget: Roma ville have flere penge. Inter gik derfor efter Sneijder, min tidligere holdkammerat fra Real. Ærgerligt, måske havde jeg kunnet vinde en Champions League med en af de to klubber…».

Afslutningsvis: din fremtid som træner. Du har tidligere sagt, at der er færre muligheder for trænerne med anden etnisk baggrund. Tror du, det skyldes racisme?

«Det ved jeg ikke. Men det er et faktum. Hvor mange trænerne med anden etnisk baggrund ser du i de fem bedste ligaer? Jeg ser kun få. Jeg vil gerne tro, at det bare er tilfældigt, men desværre tror jeg ikke på det. Der er færre muligheder. Men jeg håber, at det bliver mig, der vender tendensen – man skal aldrig sige aldrig…”.