Han blev nummer tre ved Panchina d’oro-uddelingen bag Conte og Gasp, han bombarderede Atalanta uden at slå dem, og han så sin stjerne brænde et straffespark. Men deroppefra er der nogen, der følger med…

Det italienske fodboldforbunds tekniske afdeling tildelte i går Cesc Fabregas, træner for det mirakuløse Como-hold, tredjepladsen på podiet ved Panchina d’oro, bag Antonio Conte, der vandt mesterskabet med Napoli, og Gian Piero Gasperini, der førte Atalanta tilbage til Champions League. En stor tilfredsstillelse for en træner, der stadig står ved karrierenes begyndelse, men som måske kom på det forkerte tidspunkt – netop den dag, hvor det faldt ham mest naturligt at forbanne sit erhverv. Få timer forinden havde han bombarderet Atalanta, gennemboret dem som Sankt Sebastian med omkring tyve skud, set sin bedste spiller (Nico Paz) brænde et straffespark i sidste sekund, og i stedet for de mere end fem mål, som statistikkerne forudsagde, havde han ikke scoret et eneste. Og mod Milan var det gået endnu værre.

Hvis fodboldguden højt oppe over Coverciano havde fornemmet det, ville Cesc sandsynligvis have spurgt ham: »Hvorfor, Herre? Jeg spiller jo godt, ligesom du vil have det. Jeg lukker ikke af, jeg går ikke i kontrast.« Og fodboldguden ville, mens han rev de florentinske skyer itu, sandsynligvis have svaret: »Tænk, hvor kedeligt fodbold ville være, hvis det altid og kun var dem, der fortjente det, der vandt… Jeg har skænket spillet det mest værdifulde: friheden. Friheden til en tilfældighed, til et dårligt opspring, til et forspildt straffespark, friheden til at vinde, selvom man spiller dårligt. Men du er på den rette vej, Cesc, den bedste, den der fører langt væk, ud i lyset. Hold fast uden tvivl og trøst den dreng, der spiller som en engel. Et brændt straffespark vejer mindre end en fjer. Sandelig siger jeg dig: Om et år vil du stadig være her, med en Panchina d’oro i armene”.