Filippo, der arbejder med tilrettelæggelsen af Internazionali, fortæller: »Frokosten i Paris med Manolo Santana, spøgene med Panatta, tante Leas kærlighed. Sinner’s tavshed? Det vil jeg helst ikke svare på«

»Det er svært at fortælle om min far, men samtidig også let.« Sådan indleder Filippo Pietrangeli i et smertefuldt, men alligevel befriende telefonopkald. I sorgens timer kan det at slå op i erindringsbogen aflede opmærksomheden fra følelsen af tab og give mulighed for, om end kun flygtigt, en rejse tilbage i tiden.

Filippo, hvordan var Nicola Pietrangeli som far?

»Det kan måske lyde mærkeligt, men han var en far som alle andre. Han elskede os, opdragede os og sørgede for, at vi aldrig manglede noget. Selvfølgelig var han en dominerende far, i den gode forstand. Han lod os leve i en verden, der var helt anderledes end alle andre børns. Da han rejste rundt i verden, først som spiller og senere som kaptajn for Davis Cup-holdet, var han altid væk. Så slog han sig ned i Rom, og vi begyndte at dele hans passioner”.

Tennis?

”Faktisk har vi børn alle dyrket forskellige sportsgrene. Jeg red, Marco spillede amerikansk fodbold, og Giorgio surfede.”

Den klassiske oprør mod forældrenes ønsker?

”Nej, slet ikke. Han lod os altid vælge frit. Han pressede os aldrig til at spille tennis, også fordi efternavnet var en stor byrde…”

Hvilke interesser delte I så?

»Jeg spillede sammen med ham på Canottieri Romas fodboldhold. Jeg var back, han spillede på midtbanen, selvom han egentlig var født som centerforward. Vi deltog i Caravella, den historiske turnering mellem klubberne, og på grund af venskabet med prins Alberto blev der også arrangeret kampe mod holdet fra Fyrstendømmet Monaco.«

Var der nogensinde småskænderier på banen?

»Nej, nej, men en gang arrangerede vi et afsnit af Scherzi a parte. Min bror Marco og jeg lod som om vi rørte hinanden og faldt til jorden, dommeren fløjtede for ikke-eksisterende frispark, og far blev sur.«

Hvilke minder har du om Nicola Pietrangeli som spiller?

»Da han vandt Roland Garros og Internazionali, var jeg endnu ikke født (Filippo er født i 1963, red.). Jeg så finalen i det italienske mesterskab mod Adriano Panatta i fjernsynet.«

Bologna, 27. september 1970: Det var en slags stafettestafette.

»Adriano var meget til stede i vores hjem. Forholdet til min far var fra første dag, de mødtes, præget af konstante drillerier. Og sådan var det helt til slutningen. De kunne begge lide at drille hinanden på en venlig måde: Det var en leg.«

Hvordan oplevede du begivenhederne omkring Davis Cup-finalen i 1976? Protesterne i Italien, det politiske pres for ikke at spille i Chile under Pinochets diktatur og din fars beslutsomhed om alligevel at føre holdet derned?

»Jeg var teenager: I familien var det en ret intens periode, vi kunne også mærke, at stemningen slet ikke var afslappet. Mine brødre og jeg lagde altid mærke til en politibil eller en karabinierbil, der holdt parkeret under vores hus døgnet rundt. Et par år senere fortalte min far om trusler, han havde modtaget i de uger.“

Hvilke kampe husker du med størst glæde?

„Vi børn levede af brød og tennis: vi var statister i den verden. En gang deltog jeg i en frokost i Paris sammen med min far og Manolo Santana, altså den spiller, der forhindrede ham i at vinde sin tredje titel i træk ved Roland Garros, men som senere blev en af hans nære venner. En anden stor rival, Rod Laver, mødte jeg i Rom, da far overrakte ham Racchetta d’oro. Og så McEnroe, Federer, Djokovic, Nadal…”.

Og Lea Pericoli?

»Hun var som en tante: tante Lea. Hun holdt utroligt meget af os, og hendes forhold til min far var helt særligt. Da hun døde, græd jeg meget.«

Du endte med at gøre tennis til dit erhverv.

»Jeg kom ind i organisationen bag Internazionali i 1999. Jeg husker en dejlig rejse med min far og min søn til San Diego for at se finalen i Fed Cup 2010. I de seneste år har vi stået hinanden meget nær: På grund af hans helbredsproblemer fulgte jeg med ham på rejserne. Jeg har haft det privilegium at være ved hans side gennem mit arbejde, og det takker jeg FITP for.“

I var også med i Málaga.

»Ja, for 23 år siden vandt vi Davis Cup igen efter 47 år, og han var overglad for at kunne løfte pokalen sammen med drengene. Han var stolt af dem.«

For et par måneder siden døde Giorgio alt for tidligt.

»En tragedie. På halvandet år har jeg mistet min mor, min bror og min far.“

I disse dage hylder tennisverdenen offentligt en af sportens ikoner. Der er ingen indlæg på de sociale medier fra Jannik Sinner, vor tids idol. Er du ked af det?

„Jeg vil helst ikke svare.“