Serberen scorede sit andet mål i sæsonen, og hans jubel med bolden under trøjen afslører: Han bliver far til foråret. Allegri kalder ham »målscorer« og smiler: Mod Juve, Roma og Napoli har han kun indkasseret ét mål på 270 minutter

Massimiliano Allegri siger, at man skal forestille sig Pavlovic om to eller tre år. Han mener, at det er den tidshorisont, hvor Strahinja vil fuldføre sin modning – han er nu 24 – og blive pålidelig i alle de facetter, der udgør en forsvarsspiller. I mellemtiden nyder Max dog også ham allerede nu, for hans nummer 31 har sat et markant aftryk i Milans mesterskab. Tre point taget fra en direkte konkurrent om Champions League-pladsen og tre point venligt givet til et hold, der – efter tre uafgjorte i de foregående fire kampe – var ved at trække lidt for hårdt i håndbremsen. Det var en central forsvarsspiller, der afgjorde kampen, og det er en god nyhed på mange måder. For serberen personligt er det indlysende: Det er allerede hans andet mål i denne sæson (det første i Diavolos eneste nederlag, mod Cremonese), og i denne sammenhæng gør det endnu større indtryk at se nul i Gimenez’ målstatistik. Men frem for alt set i et større perspektiv, for det er sandt, at dette stadig er et Milan-hold, der ofte ligger alt for tilbagetrukket på sin egen banehalvdel, men når det kommer frem til modstanderens mål, er det i stand til at levere den afgørende aflevering til hvem som helst.

Pavlovic er uden tvivl en 2.0-version af sig selv, fordi Allegri har forvandlet ham til en fræk angriber. Det er ikke tilfældigt, at han efter kampen spøgefuldt kaldte ham »bomber«. Det skyldes først og fremmest tre-mandsforsvaret, det er klart: I en firer-kæde ville visse friheder ikke være tilladt, og derfor ser serberen ud til at more sig kosteligt, når han deltager i angrebsfasen. Nogle gange galopperer han ned ad kanten som en ren kantspiller. Andre gange, som i dette tilfælde, følger han spillet ind mod midten. Han scorede et mål som en ægte centerforward ved at komme ind på det rigtige tidspunkt og løsrive sig fra markeringen. Et endda raffineret venstrefods-touch, selvom han ikke ligefrem er kendt for sin »raffinement«: bolden blev listigt spillet under El Aynaouis ben, hvor han måske modstod instinktet om at bruge for meget kraft. Pavlovic er med disse nye taktiske opgaver en af Allegris mest vellykkede kreationer, og Allegri beder ham selvfølgelig først og fremmest om det, Strahinja er bedst til: at stille sig stædig som en klippe, med et ansigt som en marinesoldat, over for modstanderens angribere.

Pavlovics signatur—  Det er hans visitkort, mens man afventer forbedringer på andre områder. Pavlovic er nogle gange ude af position, andre gange får han timingen i sine udløb forkert, og andre gange igen skyder han ved siden af som en tredjerangs stopper. Men så er der de meget smukkere mål: »Jeg er meget glad for dette mål og sejren. Jeg er også meget glad, fordi jeg skal være far.” Han fejrede det da også ved at stikke bolden ind under trøjen. Så vender han tilbage til at tale om fodbold: ”Træneren sætter pris på den slags indløb, han giver mig masser af anvisninger. Og mens jeg løb, tænkte jeg på det, han sagde: Når Leao løber, skal du forsøge at skabe plads og skabe chancer. Og det var præcis, hvad jeg gjorde.” Pavlovic er et dobbelt symbol på denne kamp. I den forstand, at han er det perfekte symbol på Allegris stil: en forsvarsspiller, der sætter sit præg på sejren og samtidig bidrager til at holde målet lukket. Diavolos sidste clean sheet var for over en måned siden, den 5. oktober på udebane mod Juve. Efter kampen på Stadium fulgte tre kampe med indkasserede mål, hvor holdet lukkede fire mål ind, og Allegri havde da også påpeget det med en vis bekymring dagen før kampen. Men hans Milan har kun indkasseret ét mål mod Napoli, Juve og Roma, og det er en kendsgerning, der bringer smilet tilbage og fjerner den bekymring. Selvom der er gode grunde til at få et nervesammenbrud, når man tænker på, at det samme hold har indkasseret fire mål mod Cremonese og Pisa. Der bagved er der stadig noget, der skal ordnes.