Teater, protester, taktiske spekulationer, pauser: Vores liga forbereder ikke spillerne på den fodbold, der nu spilles rundt om i verden. Og hvis Italiens bedste dribler er en back…

Intensitet er som skalotteløg, der indgår i alle opskrifter. Så snart italiensk fodbold snubler, springer ordet »intensitet« til tops på trendlisterne. Det er dens skyld. På alt. Selv på klimaforandringerne. »Vi mangler intensitet«. I går leverede CIES’ fodboldobservatorium imidlertid data, der gør det muligt at tale om emnet på en lidt mindre vag måde. Det definerede begrebet sprint som en hastighed på 25 km/t, der opretholdes i mindst 0,7 sekunder.

Derefter udarbejdede det en rangliste over de europæiske ligaer, hvor der tilbagelægges flest meter i sprint. Det er dét, intensitet er: kontinuerlig hurtig løb. På førstepladsen ligger Premier League med 199,6 meter. Derefter følger den hollandske liga (193,7 m) og den schweiziske (190 m). Italien? Uden for top 10, overhalet af blandt andet Frankrig, Norge, Belgien, Sverige, Spanien, Tyskland og Tyrkiet. Serie A, der er fyldt med teater, protester, taktiske spekulationer og konstante pauser, træner ikke langvarige sprints. Så hvis Norge skifter tempo, ender de italienske spillere som Sinner’s modstandere – et intensitetsmonster: de bliver overvældet og er ude af stand til at holde et højt tempo. Det samme sker for vores klubber i cupkampene. Hvis Roma, der har en trup, der er ringere end mange andres, ligger forrest, er det fordi Gasp allerede har indprentet intensiteten fra Atalanta, det mest revolutionerende italienske hold i de seneste 10 år. Man har aldrig set revolutionære, der går. En modstander skal man enten drible forbi eller overhale i fart. Den landsholdsspiller med flest vellykkede driblinger er en back (Palestra, 17), langt bag Yamal (33) og Mbappé (30). Vi kan hverken sprinte eller drible. Playoff-kampene er ikke en fornærmelse mod vores historie, men et trofast spejlbillede.