Også mod Spanien, ligesom mod Australien og Belgien, ventede det italienske par på en »decideret kamp«, som de aldrig kom til at spille. Men de fejrede alligevel: »At være der giver dem selvtillid, og de giver os selvtillid – det er det vigtigste«

Efter den sidste forlængelse af forhånden forstår Flavio, at det er lykkedes. Filippo løber hen imod ham, Matteo klatrer over de skilt, der afgrænser bænken, og går hen for at omfavne ham. Og fra omklædningsrummene vender Simone og Andrea tilbage til arenaen. Italien har vundet 2-0 med singelspillerne, der er ikke brug for dem. Mod Spanien, ligesom mod Østrig og Belgien. I Bologna har Bolelli og Vavassori levet i en evig ventetid på at skulle spille en »deciderende kamp«, der aldrig blev til noget. Finalen var frem for alt en følelsesmæssig rutsjebane. Med en lang og stressende ventetid, før alle sammen løftede Insalatiera-pokalen. Efter det første point, som Berrettini sikrede, var Cobollis kamp nemlig gået meget skidt. Munar virkede som en rasende storm, Flavio var slukket. Selv far Stefano troede ikke længere på det. Bolelli og Vavassori, der var udpeget af kaptajn Volandri til den eventuelle afgørende kamp, gik på et tidspunkt ud for at varme op, gennemgå taktikken mentalt og indstille sig på den konkurrenceprægede stemning. Alt sammen forgæves? Nej, for alt giver mening i Davis Cup-kemi.

Bolelli og Vavassori udgør et meget samspillet makkerpar: dannet i sommeren 2023 og i stand til at nå tre finaler i Grand Slam-turneringerne (Australian Open 2024 og 2025, Roland Garros 2024), vinde 7 ATP-titler og kvalificere sig for anden gang i træk til ATP Finals, hvor de for få dage siden nåede semifinalen i Torino og også i år sluttede i top ti på verdensranglisten i disciplinen. Vavassori var hjemme i Torino: for at træne vender han altid tilbage til Ct Pinerolo, hvor hans far Davide, der er hans træner, hans mor Dorina og hans søster Sara arbejder. Bolelli er derimod en ægte bologneser og voksede op tennismæssigt i Country Club i Villanova, ikke langt fra den messe, der var vært for Davis Cup. Han ville gerne være hovedpersonen. Det ville de begge to, også fordi Andrea og Simone, selvom de har opnået mange succeser på touren, endnu ikke har sat deres præg på landsholdet – som par. En lille sidebemærkning: Bolelli, 40 år, kan prale af en længere historie med hele 46 kampe i single og double (24 vundet, 22 tabt) siden 2007. Duoen Bolelli/Vavassori har derimod kun spillet tre kampe i Davis Cup, to nederlag og en enkelt sejr, om end en værdifuld en: 2-1 over Belgien i round robin-fasen i 2024, som var afgørende for at gå videre fra gruppen. Og man skal også medregne elimineringen i første runde, som nummer 1 i seedningen, ved OL i Paris.

PÅ BÆNKEN—  Bolelli og Vavassori var aldrig kommet på banen i de to slutfaser, som Sinner førte an i, i Malaga. Jannik spillede i 2023 sammen med Sonego de afgørende doublekampe mod Holland og Serbien, og sidste år dannede han par med Berrettini for at slå Argentina ud i kvartfinalen. Og det gjorde de heller ikke i Bologna. I modsætning til spanierne Granollers og Martinez, der havde været afgørende for at besejre Tjekkiet og Tyskland, sad de italienske spillere på bænken og ventede på, at det endelig blev deres tur. »Vi var klar til at spille, men drengene var fantastiske, og Flavio leverede et vanvittigt comeback,« sagde Bolelli efter prisoverrækkelsen. ”Vi vidste, at vi skulle være klar og opladede. At være der giver dem selvtillid, og de giver os selvtillid, det er det vigtigste. Det gør ikke noget, hvis holdkammeraterne vinder, og man ikke spiller, det er fint nok,” tænkte Vavassori, for derefter at tilføje: ”Vi havde også sagt det før kvartfinalen: hvem der end kom ind, ville give alt. Vi er vokset sammen, vi har en meget stærk holdfølelse. Når man har et så sammentømret hold, kommer de individuelle ambitioner i anden række.”