Skuespillerinden er fra i dag i biograferne med Milani’s »La vita va così« »Den handler om tilhørsforhold, som jeg også ser i stadionerne. Jeg ville så gerne have været fan, det er en magisk forening«

Fodbold har aldrig rigtig formået at begejstre hende. Netop derfor savner hun det. Virginia Raffaele er fuld af passion og hjerte, hun ville have haft det godt på stadion, det ved hun også: »Jeg ville virkelig gerne være en rigtig fan. Når jeg ser alle de mennesker samlet på samme sted, tænker jeg altid: ›Hvor er det fedt, at noget kan forene mennesker på den måde‹. Selvfølgelig ser man også forfærdelige ting, og så undrer jeg mig over, hvordan en så smuk situation kan føre til så umenneskelige reaktioner.« Fodbold handler også i høj grad om tilhørsforhold. I Riccardo Milanis film La vita va così, hvor hun spiller hovedrollen sammen med Aldo Baglio og Diego Abatantuono (i biograferne fra i dag med Medusa), er der glimt af Cagliari og »Giggirriva«, der markerer sardernes stærke bånd til deres hjemegn. »Tilhørsforhold er et centralt tema i filmen, ligesom mod og værdighed. Riccardo berører det sociale ved at få os til at smile, en opskrift, der har en gammel skole, den italienske komedie, med strejf af neorealisme, hvis man tænker på, at jeg spillede sammen med en 84-årig hyrde«.

Filmen, der er baseret på en sand historie, viser tidens gang gennem begivenheder, der har præget vores land. Som sejren i VM i 2006. Er du i det mindste fascineret af landsholdet?

»Ja, jeg hepper på Italien, det er dejligt at være sammen foran tv’et, det er et magisk øjeblik, som heldigvis ikke går tabt, selvom alt har ændret sig. Der er poesi i det, og det har vi brug for. Vi håber virkelig, at Italien denne gang kvalificerer sig!«

Nogle særlige minder?

»Min mor, der under VM i USA i 1994 fik trykt en T-shirt med teksten ›Signori sei Mondiale‹ (Signori, du er verdensmester). Vi var i Luneur, hvor vi havde en skydestand og en guldfiskestand, og hun gik stolt rundt med denne T-shirt med et billede af Beppe Signori.«

Er din mor Lazio-fan?

»Ja, men det var en hyldest til det italienske landshold.«

Lazio-fans tror, at du også er Lazio-fan.

“Fordi jeg engang lavede noget med Ferilli, hvor hun var Roma-fan, og det kunne ikke være anderledes, og jeg var Lazio-fan. Men som jeg sagde, har jeg desværre aldrig fulgt fodbold så meget, halvdelen af min familie er Lazio-fans, den anden halvdel er Roma-fans, de trak mig fra den ene side til den anden… Bedre at holde sig udenfor! Desuden er jeg født den 27. september, samme dag som Totti, som mine Giallorossi-venner minder mig om hver gang jeg har fødselsdag.”

De siger, at du er tennisentusiast.

»Der var en periode, hvor jeg var helt besat af det og spillede fra middag til klokken to, også i juli og august. Jeg elskede det… Nu har jeg ikke spillet i et stykke tid, men jeg synes, det er en fantastisk sport, selvom det er djævelens spil! Det gør mig virkelig sur, men det får dig til at koble af på en helt unik måde.«

Følger du det også på tv?

»Ja, især Sinner. Jeg fulgte den 18 timer lange finale mod Alcaraz i Roland Garros og heldigvis også dem, han vandt, startende med Wimbledon. De to er falske… Ligesom Djokovic, der ikke engang sveder, han er lidt som en alien.«

Nu vi talte om tilhørsforhold, hvordan tog du Sinner’s afbud til Davis Cup?

“Bah, jeg ser ham som en meget sund fyr. Jeg kan lide hans forhold til familien, jeg kan lide det, han siger, han er en rigtig god fyr. Og så har jeg uendelig respekt for de store mestre. Når de spiller, kan jeg ikke lade være med at tænke på de ofre, de bringer med hensyn til kost, fysik og liv, der ligger bag de atletiske præstationer.»

Favorittennisspiller?

«Da jeg var lille, var jeg fascineret af Andre Agassi. Jeg har også læst hans bog, Open, og jeg synes, den er fantastisk.”

Hvordan var dit møde med Adriano Panatta?

“Hvor var det sjovt! Han var den første, der fik mig til at slå en bold med en ketcher, jeg kom ind i tennisverdenen gennem hoveddøren. Vi var i et turistby for at arbejde, og jeg sagde til ham: ›Adria, hvis du ikke giver mig en lektion, er der ingen, der gør det‹. Som den ægte romer, han er, og den ægte romer, jeg er, fandt vi straks tonen. Han kaldte mig Olivia, som i Braccio di ferro, lang og tynd, og drillede mig. Adriano er virkelig sympatisk, en gentleman, fuld af ironi.”

Han har ofte arbejdet sammen med Bolle.

»Roberto er enestående, en vidunderlig person med en dejlig karakter. Han er også en stor professionel og en arbejdsnarkoman, det har vi til fælles. Vi stræber manisk efter perfektion. Jeg ønsker alle at blive løftet af Roberto Bolle mindst én gang i livet: det er en vidunderlig oplevelse, man føler sig let som en fjer, man flyver!«

Han har også danset med Carla Fracci.

»En kvinde med en overlegen ironi og intelligens. På grund af min imitation af hende fortalte hun mig en historie: ›En gang mødte jeg Chaplin‹, og jeg var allerede lamslået, ›du bliver virkelig berømt, når nogen imiterer dig, så tak‹. Genialt.«

Hun har også imiteret Federica Pellegrini.

»Ja, i bassinet… Men jeg har aldrig vidst, om hun kunne lide det, jeg har faktisk aldrig mødt hende.«

Med den type shows, hun laver, hvor hun står op i to timer med snesevis af kostumeskift, må hun være trænet.

“Da jeg var lille, dansede jeg altid, og det hjælper mig. Nu vil jeg gerne lære at svømme godt. Sidste sommer prøvede Paola Cortellesi, men det gik ikke. Jeg går under, og så kommer kun min bagdel op, som en bøje, men hvorfor? På arbejdet tager jeg det dog alvorligt med funktionel og metabolisk træning. Sport er virkelig vigtigt, både fysisk, men også kulturelt, mentalt og socialt.»

Er du konkurrenceminded?

«Jeg er vokset op i en skydeklub, så spændingen ved sportskonkurrencer er en del af mig. Jeg har lidt af den der skurkagtige side…” I betragtning af resultaterne er den skurkagtige side velkommen.