Repubblica offentliggør nogle beskeder mellem den tidligere sportsdirektør, vice Pompilio og administrerende direktør Chiavelli, som ifølge anklagerne bekræfter viljen til at pynte på tallene i handlen med hjælp fra Lilla

»Vi håber, de afviser… ellers må vi ty til røverier«. Sagen om Osimhen-handlen mellem Lille og Napoli er igen genstand for diskussion i lyset af de chatbeskeder, der er afsløret i dagens udgave af Repubblica, og som har den azzurro-administrerende direktør Andrea Chiavelli, den daværende napolitanske sportsdirektør Cristiano Giuntoli og hans vice Pompilio som hovedpersoner. Disse dokumenter er en del af den information, som Guardia di Finanza har indsamlet i sagen mod anklagerne Lorenzo del Giudice og Giorgio Orano, der har anmodet om at rejse tiltale mod Napolis præsident, Aurelio De Laurentiis, og direktør Chiavelli for regnskabsfusk. Den indledende høring er fastsat til den 6. november. Fra et sportsligt synspunkt havde det italienske fodboldforbund arkiveret sagen i 2022.

Ifølge anklagerne skulle man for at nå op på det beløb, som Lille krævede, nemlig 70 millioner, med godkendelse fra den daværende franske præsident Gerard Lopez, have indskrevet den tredje målmand Karnezis og nogle unge spillere (Luigi Liguori, Claudio Manzi og Ciro Palmieri), der tilsammen blev vurderet til 20 millioner, men som derefter straks blev udlånt til hold i Serie C og D og aldrig engang kom til Frankrig. Det er i dette klima, at Chiavelli og Giuntoli den 17. juli 2020 udveksler de første udkast til en aftale med Lille, og direktøren kommer med ovenstående bemærkning. Få minutter senere sender hans vice Pompilio en besked til den daværende sportsdirektør for Azzurri. »Jeg venter,« skriver Giuntoli, »han bad mig faktisk om at sende den i håb om, at de ikke ville acceptere. Jeg må tale med Aurelio. Sikke en terrorist.« »Det er psykologisk terrorisme,« svarer Pompilio. »Terrorist. Skriv, at vi var heldige, at Amrabat og Kumbulla ikke ville komme,« insisterer Giuntoli og giver dermed udtryk for, hvor begrænset transferbudgettet var. »Ellers skulle vi have spillet mesterskabet med Petagna.« »Du må ikke skrive noget,« advarer Pompilio. »Der må ikke være spor i e-mails. Mundtligt kan du sige, hvad du vil.«

Osimhen-mererværdi-sagen: Lillas tvivl—  Ifølge Repubblica er der dog mange spor i Guardia di Finanzas rapport. Fra den e-mail, hvor den tidligere præsident for Lilla »foreslår« at ›oppuste‹ handlen (»Dette, kære venner, giver jer mulighed for at betale en lavere pris end nogen anden klub, men med en nominel værdi, der er nødvendig for at lukke handlen«) til de lange diskussioner om, hvilke spillere der skal indgå i handlen: det starter med Llorente, går videre til brasilianeren Leandrinho og Ounas og ender med formlen med Karnezis og de tre unge spillere. Der var dog nogen, der var blevet mistænksom. Det er Lillas administrative og juridiske direktør, Julien Mordacq, der sender denne besked til den daværende administrerende direktør for den franske klub, Marc Ingla: »Det er min pligt at advare dig igen om risiciene ved denne handel på baggrund af de elementer, jeg har fremlagt mundtligt. Enhver detalje, der anses for ›mærkelig‹, kan give anledning til spørgsmål om disse transaktioner (aftaler vedrørende 5 spillere), og det vil være nødvendigt at give reelle svar og begrundelser«.
Napoli, advokaterne i Osimhen-sagen—  »Der er ikke tale om en ulovlig handling, men om den normale dynamik i en forhandling om køb og salg af fodboldspillere, som er helt naturlig i branchen og ikke har nogen strafferetlig relevans«, svarer Napolis forsvarere i dag i en pressemeddelelse, hvor de samtidig udtrykker »forbløffelse« over, at pressen har offentliggjort »undersøgelsesdokumenter, der i kraft af deres karakter burde have været fortrolige«, og hvis offentliggørelse »udtrykkeligt overtræder det lovbestemte forbud og strider mod principperne om fortrolighed og beskyttelse af retten til forsvar«. For advokaterne Gino Fabio Fulgeri, Gaetano Scalise og Lorenzo Contrada drejer det sig om »sætninger, der er taget ud af en langt bredere dialektisk sammenhæng, som kun kan forstås i sin fulde betydning, hvis den betragtes i sin helhed og med rolig objektivitet«. Advokaterne understreger desuden, at »som et yderligere bevis på, at de sætninger, der er gengivet i artiklen, er fuldstændig irrelevante for anklagemyndigheden, er det værd at bemærke, at de samme samtalepartnere, som journalisten henviser til, allerede er blevet afhørt grundigt af anklagemyndigheden, og det udelukkende i deres egenskab af personer, der er informeret om fakta«. Og i den forbindelse »gav de præcise, klare og overbevisende forklaringer, der udelukkede enhver reel bevismæssig relevans af disse«.