Træneren, der i dag er i Bellinzona: »Jeg kom fra ingenting. Jeg stod op kl. 5, arbejdede syv timer og tog så til banen. I Watford sagde jeg op efter fire sejre og lod pengene ligge«

Meningen med et livs mål kan sammenfattes i få ord: »Jeg rengjorde toiletterne på en sindssygeanstalt og endte med at træne i Serie A«. Beppe Sannino, 68 år, griner tilfreds, mens han udforsker sin globus. I dag står han for Bellinzona i den schweiziske anden division — »klar til endnu et mirakel« —, men efter hvert slag med mejslen har han puttet stykker af klippen i rygsækken. Seks oprykninger, fire mesterskaber, en guldbænk i Serie C og en sølvbænk, plus adskillige fratrædelser.

Ni: hvorfor så mange?

”Sådan er jeg: jeg siger tingene ligeud. Jeg har sagt op af værdighed og efterladt penge. I Watford sagde jeg farvel til 550.000 pund efter 4 sejre i de første 5 kampe. Og efter at have vundet den første kamp i Carpis historie i Serie A, sagde jeg, at det hele var Castoris fortjeneste, ikke min”.

”Jeg vender ikke tilbage til Italien: for mange klichéer”. Hvilke?

”Jeg lever ikke på månen. Jeg ved, at jeg har givet mit bedste, og at jeg er på vej ned ad bakke, men i Italien bliver man en offentlig person. De spørger, om man spiser panettone. Og de sociale medier er sønderlemmende. I min alder vil jeg ikke ind i en centrifuge. Jeg er en, der startede fra ingenting og har skabt mig selv.”

Fortæl os om det ”intet”.

”Jeg er født som gadebarn i Napoli, men flyttede senere til Torino. Jeg var den eneste, der gik rundt i korte bukser og klipklapper, deraf tilnavnet ”ciabattino”. Jeg legede bare og pjækkede ofte fra skolen. En gang satte min far ild til mine fodboldsko på altanen med sprit for at straffe mig.”

Jeg rengjorde toiletterne for det, der svarer til 900 euro i dag. Jeg vaskede gulvene med savsmuld, der var kakerlakker. Og man hjalp patienterne. På sindssygeanstalten lærte jeg lidelsen at kende”

Fik du den karriere som fodboldspiller, du fortjente?

”Jeg var et geni og en vildbasse, jeg har aldrig trænet en som mig. Jeg nåede Serie C, så stoppede jeg som 31-årig og begyndte at træne Voghereses ungdomsspillere. Jeg tog hemmeligt ud for at se Sacchis Milan.”

Og i mellemtiden arbejdede du på hospitalet.

“Vækning kl. 5, vagt ved daggry, syv timer der og så ud på banen for at træne. Det gjorde jeg i ti år, først på et psykiatrisk hospital og derefter på et almindeligt hospital.”

Hvad lavede du?

”Jeg rengjorde toiletterne for det, der svarer til 900 euro i dag. Jeg vaskede gulvene med savsmuld, der var kakerlakker og alt muligt andet. Og så hjalp man patienterne. Desuden lærte jeg på sindssygeanstalten, hvad ægte lidelse er. Jeg husker en dygtig malerinde, der sad der og malede, og man spurgte sig selv, hvorfor. I det civile liv så jeg derimod også venner og Vogherese-fans dø”.

Hvornår begyndte du at dedikere dig udelukkende til fodboldbanen?

“I 1998, hos Biellese. Jeg tog et års orlov. Men vendepunktet var hos Südtirol i 1999-2000, hvor jeg vandt Serie D-mesterskabet. Om sommeren havde jeg sagt op med vilje for at kunne tage derhen. Efter at have vundet to mesterskaber i Lecco og Crema blev jeg hjemme. Og jeg løb. I bakkerne i Monferrato, hver dag, indtil en agent i foråret 2008 rådede mig til at tage til Como for at se Como-Varese i C2. Begge trænere stod på spil…”.

Como vandt 3-2, og du tog til Varese.

”Historien om mit hjerte. Jeg ankom med 500 fans, jeg tog afsted med ti tusinde. Tre år uden nederlag på hjemmebane. Jeg opfordrede straks spillerne til at rende mig i røven. Det blev sloganet for de to oprykninger. Jeg havde en T-shirt med teksten ”fun cool”, men som på italiensk læses som ”sa”. Forholdet til fansene var i top. De sang: ”Oh Sannino, send os til helvede…”. Og det gjorde jeg. Sogliano og jeg mødtes på stationen i Albizzate, og han sagde, at jeg gik ham på nerverne, og derfra opstod et fantastisk forhold. I 2011 var vi tæt på Serie A. Jeg tog afsked med tårer i øjnene og et brev til alle”.

Destination Siena, Serie A.

”På Olimpico, mod Roma, tænkte jeg: ”Jeg har klaret det”. Totti og de andre kom ud fra under Sud-tribunen; de lignede gladiatorer. Jeg spurgte min assistent: ”Hvor mange får vi i dag?”. Det endte 1-1. En af de smukkeste kampe, jeg nogensinde har spillet.”

Er det rigtigt, at Napoli kontaktede dig?

”Jeg sendte De Laurentiis til helvede. Jeg troede selvfølgelig ikke, det var ham, men en spøg. »Har du allerede aftalt det med Zamparini i Palermo?«. Jeg svarede ja”.

Hvordan gik det i rosanero?

“Jeg har aldrig fået så mange henvendelser som ved afslutningen af den sæson, der endte med nedrykning. Genoa, Lazio og mange andre. Det gik dårligt, men vi fortjente det ikke. Jeg var så heldig at træne Dybala, den bedste af dem alle”.

Et glimt af Zamparini?

”Jeg skændtes med ham før en Palermo-Cagliari-kamp, der endte 1-1, med et mål indkasseret i sidste øjeblik. Han lod mig kalde ind i lobbyen for at fortælle mig opstillingen. Jeg svarede ham på min måde. ’Hvem tror du egentlig, du er?’, svarede han. Dagen efter spillede vi uafgjort, og jeg blev fyret, men han var en generøs mand. Hvis vi havde undgået nedrykning, ville han have givet mig 500.000 euro, men jeg sagde til ham, at jeg ikke ville tage imod dem. Sådan er jeg.”

Konsekvent, ligesom i Watford. Hvorfor sagde du op der?

”Det eneste, jeg fortryder: Jeg sagde stop efter 4 sejre i de første 5 kampe. Jeg kunne ikke lide nogle spilleres frihed. Jeg skal være mig selv. Hvis jeg var blevet, ville jeg have skændtes med alle. Ved årets afslutning rykkede holdet op i Premier League.”

De ydmyge, som Gazzi eller Brienza. Jeg har gemt en besked fra en libysk spiller. ›Du har været en far‹”

I Carpi var min sidste oplevelse i Serie A.

”En fiasko. Jeg fik en bøde på ti tusind euro, fordi de sagde, at jeg havde trænet et hold i Eccellenza uden tilladelse. I virkeligheden var jeg kun taget derhen for at heppe på drengene og give dem mod. Det var forfærdeligt. Det er en af grundene til, at jeg valgte at rejse til udlandet: det er bedre at tage derhen, hvor man ikke kender dig. I Ungarn nåede jeg cupfinalen, derefter Grækenland, Schweiz, Libyen”.

Først Al-Ittihad i Tripoli, derefter i Bengasi. Hvordan var det?

”Min formand fik flyttet en kamp på grund af mit bryllup. I Tripoli vandt jeg derbyet, og der skete alt muligt. Militserne var der, men jeg havde det godt.”

Hvilken spiller har du det tættest med?

”De ydmyge, som Gazzi eller Brienza. Jeg har gemt en besked fra en libysk spiller. ’Du har været en far’. Der har du det, mit mesterskab.”