Fra protesterne i sidste sæson til den nye entusiasme, som Rossoneri har skabt omkring sig, til dagens stående ovationer

Det var Max’ hånd. Med en omskrivning af Sorrentino kan man fremhæve, hvor meget og hvordan Allegris ankomst har haft indflydelse på Milan-verdenen og bragt entusiasmen tilbage på alle fronter. Fra banen til tribunen. Ja, for med fansene var opgaven sværere: at få stadionet til at synge for sine idoler igen efter måneder med hårde protester og bannere mod holdet og klubben. Nu er verden vendt på hovedet, og det virker som en evighed siden. I dag slår Rossoneri Verona 3-0 og slutter 2025 i spidsen – i forventning om Inter i Bergamo – og det sker i et festklædt San Siro.

I første halvleg sang stadionet og heppede på holdet. Så, i det 45. minut, efter Pulisics mål ved slutningen af første halvleg, startede den første sang. »Christian Pulisic la la la« og så videre. Derefter, i starten af anden halvleg, var det Nkunkus tur, for første gang som en overraskelse. I ligaen havde franskmanden endnu ikke scoret, men frem for alt havde han aldrig leveret en præstation, der kunne vinde de rossoneri-fans hjerter. Ved det første signal pustede franskmanden sin røde ballon op under sydtribunen og gav den til fansene, som fem minutter senere dedikerede sæsonens første kor til ham.

stående ovation—  Derefter overtog Luka Modric scenen. Først på banen, derefter på tribunen. Kroaten lysede hele kampen op på San Siro med fine spil, to accelerationer og sin sædvanlige klasse. I det 70. minut udskiftede Allegri ham med Jashari. Kurven takkede ham med en stående ovation: Sådan en åben applaus har man ikke set i San Siro i lang tid. Og ikke nok med det. Et minut senere begyndte kurven at synge »mamma mamma mamma, sai perché mi batte il corazòn, ho visto Luka Modric. O mammà, innamorato son« (mor mor mor, ved du hvorfor mit hjerte banker, jeg har set Luka Modric. Åh mor, jeg er forelsket), den berømte sang, som Napoli-fans dedikerer til Maradona. Til sidst sang stadionet også for Saelemakers, inden det igen applauderede Pulisic, da han gik ud. Samme kor som ved målet. Så, ved slutfløjtet, alle under tribunen. Mange smil, Nkunku omfavnede Maignan og bifald. Sådan slutter Rossoneros kalenderår.

En vendt verden—  Hvis man kun tænker på de sidste ti måneder, er scenariet vendt på hovedet. I slutningen af februar i Bologna havde kurven hængt et banner op, der ikke lod nogen tvivl om budskabet. »Vi er ikke her for holdet, for dette hold«. Og igen »tag de k… ud«. Kort sagt, et fjendtligt klima mod spillere og klub. Syv dage senere kom endnu en bekræftelse. Lazio kom til San Siro, og fansene forlod tribunen i de første 15 minutter af kampen. Derefter begyndte de at buhe. Hver fejl, hver unøjagtighed, alt. Og sådan vil det også være i de kommende uger. Det sidste år har været et kompliceret år på alle fronter. Målet var også klubben. »Inkompetente ledere uden ambitioner, I er ikke vores historie værdige«, »Vi er ikke amerikanere« og så videre. Selv ved festen for klubbens 125-års jubilæum manglede der ikke protestkor, bannere og protester, så meget at Ibra og Furlani måtte komme ind ad bagdøren for at undgå fansene. I dag er alt imidlertid ændret. Max og hans drenge har vendt op og ned på Milan-verdenen. Og billedet af holdet under den festende tribune er det bedste bevis på det.