Isolde, tidligere verdensmester, driver et chalet i Selva di Val Gardena: »Jeg er allrounderen – jeg står i køkkenet og tager turisterne med ud at stå på ski. Dagens italienske kvindelige skiløbere er ikke stærkere end os. Mine børn? Den ene er kok, den anden hjælper os, og den lille vil gerne blive Ronaldo”

Tre OL-medaljer, tre VM-medaljer, 15 sejre i verdensmesterskabet, 51 podiepladser, vinder af verdensmesterskabet i styrtløb i 2001 og 2002: Isolde Kostner har været blandt verdens hurtigste skiløbere. Nu er hun en succesrig iværksætter.

Isolde, hvordan har disse første 50 år været?

»Slet ikke kedelige. Jeg havde en vidunderlig barndom med to forældre, der gav mig frihed: om sommeren til at lege i skoven og på markerne; om vinteren til at stå på ski, langrend, spille ishockey og stå på skøjter. Man måtte stadig køre på kælk på gaden.«

Derefter fulgte årene som atlet.

»Jeg begyndte at træne seriøst som 11-årig og holdt op som 31-årig. Jeg realiserede den drøm, jeg havde haft som barn, nemlig at stå på ski i tv en dag. Min mor var en stor fan og så alle løbene. Og det gjorde jeg også – min idol var Zurbriggen. Det var ikke skiløb, der var min passion, men sport generelt: volleyball, cykling, klatring, bjergvandring, svømning, langrend. Jeg har lært så meget: Jeg var altid i kontakt med mange mennesker, der kom fra forskellige steder og forskellige familier, og det har beriget mig.”

Hvem er Isolde Kostner i dag?

»Jeg er mor til tre børn på 19, 17 og 9 år. Og jeg ejer to virksomheder: det B&B, hvor jeg blev gift, Garní Residence Soraiser i Selva di Val Gardena, som tilhørte min mands familie, og siden tre år tilbage det luksuriøse chalet Vilaiet i Ortisei« .

Hun har stadig kontakt med mange mennesker.

»Turisterne bliver ikke længere end en uge; det gode er, at de er på ferie og generelt mere afslappede. Men det er et problem, hvis der ikke er wifi…«.

Hvad er din rolle?

“I B&B’en er jeg allround: hvis der mangler en stuepige, er jeg stuepige; hvis min mand mangler, laver jeg morgenmad – jeg er der, hvor der er brug for mig. Jeg tager mig af haverne, bruger hele dage på at passe blomster og beskære buske. Og så vasketøjet og sengene. I hytten tager jeg derimod imod gæsterne, og en dag om ugen tager jeg dem med ud at stå på ski».

Hvor tager man på ferie, når man bor i Val Gardena?

«Vi søger varmen, vi tager af sted for at tanke sol op».

Dagens yndlingsøjeblik?

«Jeg er morgenmenneske. Det klareste minde fra min konkurrencekarriere er morgenene på gletscherne; vi tog af sted meget tidligt, før kl. 5, når der endnu ikke var nogen, og vi så solopgangen.»

Hjælper jeres børn jer?

«Den næstældste har hjulpet os meget, helt fra han var helt lille, men som teenager mistede han lysten. David, den ældste, vil gerne være kok og arbejder i Selva i køkkenet hos en stjernekok. Den yngste vil foreløbig gerne være Cristiano Ronaldo».

I år fylder din ældste søn tyve år: hvordan føles det?

«Utroligt. Livet går alt for hurtigt. I 2024 fejrede jeg 30-årsdagen for min første olympiske medalje, og jeg kunne slet ikke forstå det: Hvordan kan der allerede være gået tredive år?”.

Er børnene anderledes, end du var i deres alder?

“Anderledes, ja. Jeg var allerede meget omhyggelig som 11-årig, en perfektionist, jeg gjorde altid mere, end jeg blev bedt om. De er ikke så målrettede. Den lille spiller harmonika, men er ikke besat af det. Foreløbig er han vild med fodbold, men vi må se om to år.”

Hvilken slags mor er du?

”Meget lig mine forældre. Jeg er ikke bange; da de var små, sendte jeg dem ud på de sværeste pister, jeg skrev mit telefonnummer på deres hjelm, men de kom altid sikkert hjem.”

Hvordan er du som kone? Er du jaloux?

”Nej. Hvis han skulle finde en, han kan lide bedre end mig, så lad ham bare gå. Måske siger jeg det, fordi det indtil videre ikke er sket.”

Var det let at stoppe med at konkurrere?

»Ja, for i 2004 havde jeg taget mig lidt tid til at beslutte mig; jeg havde valgt kun at fortsætte indtil OL i Torino. Jeg var forberedt på at stoppe. Men så i december fandt jeg ud af, at jeg var gravid, så jeg stoppede bare lidt tidligere.«

Du sprang OL over, fordi du ventede et barn: Hvordan tog forbundet det?

”De tog det nok ikke så pænt, men nu var det jo sådan.”

Du vandt fem gange på Olympia delle Tofane i Cortina.

”Det var virkelig min bane. Jeg så Lindsey Vonn som uovervindelig, men nu ved jeg ikke.”

Er de nuværende italienske kvinder stærkere end jer?

»Det vil jeg nu ikke sige. Man behøver bare at tænke på alle vores modstandere.«

Hvad betød OL for dig?

»Lillehammer var en drøm. Jeg var 18 år, havde netop vundet mit første løb, men jeg var rolig og følte slet ikke noget pres. Jeg sagde til mig selv: Jeg kører ned, giver alt, hvad jeg har, hvis jeg ender som nummer 30, er det okay, hvis jeg kommer på podiet, er det så meget desto bedre».

Du virkede altid rolig.

«Men jeg havde maveproblemer: Jeg havde overbevist mig selv om, at det var mit svage punkt, men siden jeg stoppede, har jeg aldrig haft noget igen. Det var åbenbart nervøsiteten.”

Det første løb?

”I første klasse, i skolen, et lille løb. Jeg blev nummer to efter min allerbedste veninde Christine Gruber.”

Hendes bedste egenskab?

”Jeg vil sige balancen. Selv når jeg bliver vred, går jeg aldrig over stregen.”

Har du en drøm, du endnu ikke har realiseret?

”Desværre ikke, jeg har ikke længere store drømme som at vinde konkurrencer. Men jeg vil gerne få folk på 50 år og derover til at dyrke sport. Det er meget vigtigt – det er sundhed.”

Er der noget, der skræmmer dig?

»Visse politikere giver mig bekymringer«.

Er du lykkelig?

»Ja. Efter jeg fyldte 50, har jeg fundet mere ro i mig selv. Jeg har altid været meget omhyggelig, jeg ville have, at alt skulle være perfekt. Jeg har lært at tage det mere med ro«.