Tv-vært, forfatter, radiovært. Altid i højt tempo. Så traf han et valg: at sætte farten ned. Og det har han fortalt om i sin bog, »Un decimo di te«: »På denne måde lever jeg bedre i nuet«

Nogle gange er et enkelt skridt nok til at skifte retning. For Marco Maccarini var det skridt reelt og konkret: ad en støvet sti, med rygsækken på skuldrene og byens larm langt bag sig. Efter år i et hektisk tempo mellem kameraer, scener og radioudsendelser valgte han at sætte farten ned. Ikke for at flygte, men for at lytte. For at lytte til sig selv. Vandringen er blevet hans nye kompas: en enkel, dagligdags handling, der dog kan forvandle sig til en kraftfuld praksis for fysisk og mental velvære. Gennem vandringen har han lært at efterlade ikke kun det overflødige materielle, men også de indre »byrder«, der ofte forhindrer os i virkelig at komme videre. Denne personlige vending er også blevet en historie, han deler med andre. I bogen *Un decimo di te* fletter Maccarini praktiske råd, minder og refleksioner sammen, der er opstået skridt for skridt langs gamle veje og gennem landskaber, der har omformet hans opfattelse af tid: »Jeg har følt behovet for at efterlade noget skriftligt, noget varigt: Det er ikke min stil, det er jeg klar over, på grund af min professionelle baggrund. For jeg har altid været vant til at arbejde i radioen: Mine budskaber var flygtige. Desuden er jeg ikke vokset op i internettets tidsalder, hvor ordene, på godt og ondt, forbliver på verdensnettet”.

»Titlen henviser til en gylden regel for vandrere: rygsækken bør aldrig veje mere end en tiendedel af ens egen kropsvægt. Men hvis man vil udvide betydningen, handler det ikke kun om det fysiske: indimellem kan vi også lade vores problemer blive hjemme og opdage, hvordan man lever – og går – uden den byrde.«

Hvorfor begynde at vandre?
​”Fordi man får masser af tid til sig selv, når man vandrer: det er en lang meditation i bevægelse. Efter et par dage vænner kroppen sig til vandringen, og i takt med at dagene går, føler man sig mere og mere i form. Og man indser, at den tid, man har brugt på stilheden, også har renset ens tanker”.

Bedst alene eller i selskab?

»Det meste af tiden går jeg alene: i de øjeblikke kan jeg fokusere opmærksomheden på mig selv. Min hverdag indebærer ofte, at jeg deler dagen med mange mennesker, der er meget forskellige fra hinanden. Derfor foretrækker jeg at opleve disse oplevelser for det meste alene.«

Men det er dog ikke altid alene.
​»Det er sket, at jeg på nogle etaper har haft selskab af venner som Corrado Fortuna, Roy Paci, Frankie hi-nrg mc og Maccio Capatonda, og det har været absolut behageligt. Og så har der været lejligheder, hvor jeg har delt oplevelsen med ’ikke-vandrere’ som Fabrizio Biggio og Angelo Pisani: vi respekterede og hjalp hinanden, forstod hinandens behov og vekslede mellem timer med ren og skær munterhed og introspektive øjeblikke”.

Hvornår indså du, at du havde brug for at ”vandre” i en dybere forstand, ikke kun fysisk?

“ Det skete i 2005, da jeg for første gang begav mig ud på Jakobsvejen: dengang var det langt fra det populære fænomen, det er i dag. Jeg delte det ikke med nogen: det forblev en oplevelse, der var helt min egen. Fra 2016 begyndte jeg så at fortælle om disse ruter, og gennem årene har jeg fået tusindvis af mennesker til at vandre”.

Hvor kom dette valg fra?
​”Jeg var i en lykkelig og tilfredsstillende periode rent arbejdsmæssigt: Jeg havde haft nogle intense år med Trl og Festivalbar. Men jeg havde ikke tid til mig selv. Jeg havde for travlt. En vens far rådede mig til at sætte farten ned. Det var første gang, jeg begyndte at læse de tegn, som vandringen gav mig. Fordi jeg havde givet mig selv tid til det.”

Når vi vender tilbage til 2005, hvad følte du på de første kilometer?

”Jeg var hverken fysisk eller teknisk forberedt. Jeg tog af sted med en alt for tung rygsæk, og de første kilometer var meget smertefulde. Men jeg mødte straks mennesker, der gav mig værdifulde råd. Den fysiske smerte forsvandt efter få dage og gav plads til oplevelsen og glæden ved det, jeg var i gang med.”

Hvordan forløb den rejse?
”Der er en uskreven regel, som jeg har lært på egen krop: I starten er det behageligt, men ved dagens ende mærker man træthed. Den anden dag samler man kræfter til at komme af sted igen. Den tredje dag sætter en på en hård prøve. Hvis man kommer igennem det, kan det kun gå bedre. Og fra den sjette dag og frem kunne man gå… for evigt”.

Har din tilgang ændret sig med tiden?

”Gennem årene har jeg lært at træne, før jeg tager af sted. En meget nyttig vane for at undgå de indledende smerter. I de to måneder op til en vandretur forsøger jeg at bevæge mig tre eller fire gange om ugen, så jeg kan nyde turen lige fra det første skridt”.

At vandre alene kan være skræmmende: hvordan har du lært at håndtere ensomheden?
​”Jeg kan faktisk rigtig godt lide det. Hvis man finder de rette omstændigheder, er ensomheden ikke skræmmende: tværtimod bliver den en allieret. Hvis der er en reel fare, skal man være forsigtig. Men ofte er frygten et produkt af vores fantasi, og man skal ikke lade sig påvirke af den. Frygt skaber mere frygt. Mit råd? Hvis du skal gøre noget nyt, så gør det bare. Uden at lade dig lamme af hypotetiske risici.”

Hvilke fysiske fordele har du oplevet, siden du begyndte?

»At vandre reducerer fedtprocenten, selvom man ikke altid taber sig: musklerne styrkes, og kroppen bliver stærk som stål. Jeg betegner mig selv som en livsnydende vandrer, ikke som en botfærdig pilgrim: jeg nyder at dele hyggelige stunder med andre vandrere. Nogle ruter, som f.eks. Magna Via Francigena på Sicilien, får en til at vende hjem med et par kilo mere på grund af de lokale folks gæstfrihed.”

Hvordan håndterer du smerter og forebyggelse af skader?
​”Det er et meget personligt aspekt. På fromme vandreture, som f.eks. til Santiago, er selv ubehag en del af en renselsesproces. Men jeg forsøger altid at forebygge: Jeg bruger vaseline for at undgå vabler, letter rygsækken for at skåne knæene og plejer fødderne hver aften. Jeg arbejder også mentalt med det: Jeg prøver at finde ud af, om der bag en fysisk smerte ligger noget psykologisk. At give smerten en betydning hjælper mig med at overvinde den.”

Hvor vigtig er ernæringen?

“ I forberedelsesfasen er jeg ikke særlig streng, men under selve vandringen er jeg det. Der har været ture, hvor jeg var alene, hvor jeg forberedte maden på forhånd: Jeg tørrede den for at reducere vægten og genopfriskede den undervejs. På under et kilo lykkedes det mig at medbringe det nødvendige til fem dage, samtidig med at jeg opretholdt en afbalanceret kost”.

Fremtidige projekter?
“ Jeg vil gerne lære det centrale og sydlige Italien bedre at kende: for eksempel en »Calabria Coast to Coast« eller »Cammino delle Terre Mutate«. Når man vandrer, bliver man klar over, hvor smukt vores land er: det går ofte forbi os, når vi kører igennem det i bil. Om et par år drømmer jeg desuden om at tage nogle af de store amerikanske ruter i angreb, såsom Appalachian Trail eller Pacific Crest Trail».