Den tidligere målmand fortæller: »Jeg var syg, klubben mørklagde det. I Genoa havde vi den værste træner, jeg nogensinde har set; han ydmygede os og hadede italienerne. Jeg var tæt på at dø, men blev reddet af et guddommeligt indgreb.«
Federico Marchetti har altid ladet sig lede af troen. Mellem stolperne, ligesom i livets valg. Han faldt, rejste sig, faldt igen og rejste sig endnu en gang. I dag er han lykkelig og bevidst om den vej, han har tilbagelagt. »Jeg fortryder intet, selvfølgelig de forhandlinger med Milan… jeg ville gerne have spillet i en stor klub«. Men den tidligere målmand er ikke typen, der ser tilbage. Han har overvundet depressionen, mørket og frygten for aldrig at se lyset igen. Også her greb troen ind, afgørende for at komme ud af det og slå alle spøgelser ud til hjørnespark. »Jeg havde mistet mig selv, jeg kunne ikke engang dykke længere.«
Federico Marchetti, lad os starte her. Troen har altid været en del af dit liv.

“Jeg kunne give dig mange eksempler på, hvor den har reddet mig, men jeg vil nævne ét. Da jeg var tyve år, sad jeg i bilen med to holdkammerater, og en lastbil kørte ind i vores vognbane. Jeg så døden i øjnene. Så var der ligesom et lysglimt, og vi blev reddet… Det var en guddommelig indgriben. Vi var midt i flammerne, men uskadt».

Ti år senere måtte du så gennemgå en svær periode. Var troen også vigtig for at komme igennem den?

«Afgørende, helt klart. Jeg var deprimeret, det skammer jeg mig ikke over at sige. Jeg havde mistet mig selv, jeg kunne ikke engang springe mellem stolperne længere.»

Er det rigtigt, at du nægtede at gå på banen?

«Jeg havde det dårligt, jeg var ikke i den rette mentale tilstand til at gå på banen. Det sagde jeg til målmandstræneren. ›Jeg har ikke lyst.‹ Det blev ikke forstået. Jeg spillede for Lazio, og klubben mørklagde det hele: Der blev blot meddelt, at jeg var skadet. I virkeligheden havde jeg brug for støtte, ikke for at blive ladt i stikken. Depression er en sygdom, den skal tages alvorligt.»

Lad os starte med Cagliari. Forholdet til Cellino var kompliceret…

«Jeg blev udsat for skjult mobning. Jeg trænede med førsteholdet, men blev aldrig udtaget. Jeg vendte tilbage fra VM i Sydafrika, hvor jeg endda spillede to kampe, og jeg fik skylden for at have sagt, at jeg gerne ville spille Champions League. Det var alt. Derfra begyndte en endeløs krig. Tænk, at jeg mødte op i retten i et lilla jakkesæt for at irritere Cellino: han stirrede med store øjne.”

Var der nogen forhandlinger den sommer? Du var jo trods alt målmand på det italienske landshold.

»Der var mange, der ville have mig, ja. Under VM var der en snak med Sampdoria, derefter Roma og Milan. Allegri, som jeg har et rigtig godt forhold til, ville have mig med. Men du ved… præsidenten afviste alle tilbud, så det var svært at komme videre.«

Efter et år på tribunen købte Lazio dig. Med de blå-hvide vandt du derbyet i finalen i Coppa Italia. Hvilke minder har du?

“Magiske. Den dag i dag sker det stadig, at jeg møder folk på gaden, der stopper mig og fortæller deres børn: ›Han var målmanden i finalen i 2013‹. Vi blev udødelige med den sejr.»

Også i Lazio mistede du pladsen og endte uden for truppen efter mange gode sæsoner. Var det også lidt Marchetti’s skyld?

«Tja, ærligt talt nej. Rom er et kompliceret sted; begår du en fejl, bliver du korsfæstet. Jeg husker kommentarerne: ›Nu bliver han deprimeret igen‹. Så var der rygter om, at jeg gik ud om aftenen og havde særlige laster: alt sammen løgne. Men jeg forstår godt, at en, der tager kokain, får flere klik end en, der er deprimeret.»

Tårerne under Nord-tribunen fortæller dog om et ægte bånd.

«Selvfølgelig, Roma er mit hjem. Jeg bor der stadig. De tårer var en pligt, selvom jeg havde en anden trøje på i det øjeblik. Det var første gang, jeg vendte tilbage til Olimpico. De rødblå fans tog det ikke pænt, jeg blev kaldt lazialer.»

I 2018 endte han netop i Genoa. Var det en fejl?

«Tænk engang, jeg skulle til Napoli i stedet for Meret. I stedet tager jeg til Genoa og spiller aldrig. En latterlig ledelse fra tvivlsomme personer…»

Henviser du især til Blessin?

«Det, jeg mener, har I allerede læst på Instagram. Han er den værste træner, jeg nogensinde har set. Han behandlede os som l… og ydmygede os konstant, også hver for sig.”

Fortæl os om det.

»Han tog fat i spillerne og fornærmede dem. Han hadede italienerne. Calafiori massakrerede ham, han kaldte ham en ›italiensk bastard‹. Han kunne ikke udstå mig, Criscito og Behrami. Det er faktisk ikke tilfældigt, at Pandev valgte at acceptere Parma i Serie B for at slippe væk.«

Var du også sur på ham?

»Synes du, det er normalt, at en fyr, der har vundet alt i Italien og Europa, ender med at skyde med de små drenge efter træningen? Blessin ydmygede ham hele tiden. Han gik, før han lagde hånd på ham.«

Har du nogen fortrydelser?

»Ja, jeg gik glip af en stor klub. Selvom jeg er glad for den vej, jeg har gået. Jeg var ked af det på Genovas vegne, det var en situation, der blev håndteret meget dårligt…«

Selvom du ikke spillede for en stor klub, lykkedes det dig dog at blive fast udtaget til landsholdet. Du har deltaget i et VM, en Confederations Cup og et EM.
»Ja, jeg kan kun takke Lippi, Prandelli og Conte for deres tillid. Det skal selvfølgelig siges, at for mange var jeg altid ›ham fra Cagliari‹. Selv efter VM var kritikken, at jeg spillede i et mindre hold. Havde jeg været målmand for Milan, havde det været en helt anden historie.«