Teater, protester, taktiske spekulationer, pauser: Vores liga træner ikke til den fodbold, der nu spilles i verden. Og hvis den bedste dribler i Italien er en back…

Intensitet er som skalotteløg, der indgår i alle opskrifter. Så snart italiensk fodbold snubler, springer ordet »intensitet« til tops blandt de mest populære emner. Det er dens skyld. Alting. Selv klimaforandringerne. »Vi mangler intensitet«. I går gav Cies’ fodboldobservatorium os dog data, så vi kan tale om det på en lidt mindre vag måde. Det definerede begrebet sprint: en hastighed på 25 km/t, der opretholdes i mindst 0,7 sekunder.

Derefter udarbejdede det en rangliste over de europæiske ligaer, hvor der løbes flest meter i sprint. Det er det, intensitet er: kontinuerlig hurtig løb. På førstepladsen ligger Premier League med 199,6 meter. Derefter følger den hollandske liga (193,7 m) og den schweiziske (190 m). Italien? Uden for top 10, foran sig har den også Frankrig, Norge, Belgien, Sverige, Spanien, Tyskland og Tyrkiet. Serie A, der er rig på dramatik, protester, taktiske spekulationer og konstante pauser, træner ikke langvarig sprint. Så hvis Norge skifter tempo, ender de azzurri som modstanderne til Sinner, intensitetens monster: de bliver slået med kugler og er ude af stand til at holde et højt tempo. Det samme sker for vores klubber i pokalturneringen. Hvis Roma, der har en mindre spillertrup end mange andre, ligger foran, er det fordi Gasp allerede har lært Atalanta, det mest revolutionære italienske hold i de sidste 10 år, intensitet. Man har aldrig set revolutionære, der går. En modstander skal enten dribles eller overhalet i hastighed. Den spiller med flest vellykkede driblinger er en back (Palestra, 17), langt fra Yamal (33) og Mbappè (30). Vi kan hverken sprinte eller drible. Playoff-kampene er ikke en fornærmelse mod vores historie, men et trofast spejl.