Stillingen er 12-0 til italieneren. Vi hepper på Jannik, selvfølgelig, vi ser ham allerede under Trojas mure, hvor han endnu en gang duellerer med Alcaraz. Men hvordan kan man ikke synes om australieren?

I Fusignanos fellinianske mytologi, fortalt af Arrigo Sacchi, var der også Lorenzo Zagonari, en velhavende arving, der var vild med billard og overbevist om, at han kunne slå den bedste spiller i baren. En million lire pr. spil. Han tabte 18 i træk. I betragtning af tiden spillede han tre lejligheder på en nat. Modstanderen provokerede ham: »Lad os spille den 19. Jeg er stadig ikke overbevist om, at jeg er stærkere end dig…«. Lidt ligesom Jannik Sinner med Alex De Minaur: »Jeg har vundet 12 gange, men jeg er ikke overbevist om, at jeg er stærkere. Kom, lad os spille en mere«. Så i eftermiddag, i semifinalen i Torino, mødes de igen på banen. Fra ATP Finals Next Gen ’19 til ATP-semifinalen i Beijing ’25 lyder stillingen: 12-0. Vi hepper på Jannik, selvfølgelig, vi ser ham allerede under Trojas mure, hvor han endnu en gang duellerer med Alcaraz. Men hvordan kan man ikke synes om De Minaur? Hvordan kan han bevare håbet mod en modstander, der har slået ham 12 gange? Det kræver den ukuelige stædighed, som Willy Coyote udviser, når han regelmæssigt styrter ned i bunden af kløften, men ikke giver op i jagten på Beep-Beep.

Tro på egne evner, ud over det fornuftige: det er meningen med sport. Også australieren har fået leveret kasser fra den legendariske ACME med nye fælder i: statistikkerne siger, at han serverer bedre i Torino, at hans forhånd langs linjen er mere effektiv, og sejren over Fritz har givet ham energi. Willy De Minaur prøver igen. Han vil binde raketter til fødderne, lade sig slynge ud af en slangebøsse og søge vinklerne med en bold, der aldrig er for tung. Problemet er, at han vil få stykker af klippen tilbage. Beep Beep!