I Rossonero-trøjen oplever Christian – med hans egne ord – det bedste øjeblik i sin karriere, han overvejer en kontraktforlængelse og er en idol blandt fansene. I USA har han derimod modtaget kritik, også fra kendte personer som Lalas, for sin »fravær« ved de seneste landsholdskaldelser. Men landstræner Pochettino kan ikke undvære ham

Vi er ikke nået op på niveauet for det evangeliske »nemo propheta in patria« – ingen er profet i sit hjemland – men én ting er sikkert: Christian Pulisics to fodboldverdener stemmer ikke længere overens. I hvert fald ikke som det var tilfældet tidligere, ikke som det teoretisk set burde være. For på den ene side er der det milanesiske univers, hvor Christian – sammen med Modric og Rabiot – er folkets absolutte idol og holdets bærende søjle, og på den anden side er der den stjernestribede galakse, hvor tilnavnet Captain America – faktisk ikke først i dag – er begyndt at skabe en vis utilfredshed. Det knirker lidt. Populariteten er faldende, blandt andet på grund af nogle udeladelser fra landsholdet, som det amerikanske folk har taget ilde op, især nu, hvor VM på hjemmebane står for døren.

I denne sidste runde af landskampe har Pulisic truffet et klart valg. Han har valgt Milan. Og han har gjort det primært fordi det er en pause, der fører op til derbyet, og fordi han efter oktoberpausen vendte tilbage fra USA med en skade i baglåret, som følge af en håndtering fra det stjernestribede hold, der i Milanello og omegn blev anset for at være ret tvivlsom. En sag, der senere fik landstræner Pochettino til at forsvare sine egne og det medicinske stabs valg (“Han spillede mod Australien, fordi han havde det godt, og fordi alle vores lægers vurderinger var korrekte. Og spilleren var enig med os. Milan har ingen grund til at klage”). Udelukkelsen fra truppen til de to venskabskampe i USA de seneste dage har naturligvis glædet de rød-sorte fans, for med derbyet for øje har Diavolo brug for at få sin målscorer tilbage. Christian er trods pausen stadig den rød-sorte topscorer i ligaen (4) og i denne sæson (6, plus 2 assists). Angriberen, der ikke giver nogen referencepunkter, spilleren, der er i stand til at ændre balancen i angrebsfasen. Han føler sig naturligvis hjemme i Rossoneri, så meget at han for nylig udtalte, at han »oplever sit bedste øjeblik i fodbold«. Et ægteskab, det med Milan, der er bestemt til at fortsætte: snart vil forhandlingerne om at forlænge kontrakten fra 2027 til 2030 nemlig genoptages.

stikpiller—  Et lykkeligt ægteskab, det i rødt og sort. Og i USA? Grundlæggende er der ingen fan i USA, der virkelig kan kritisere Pulisic, men der har uden tvivl i den seneste tid ikke manglet kritik af ham, der ved karrierens afslutning helt sikkert vil blive kronet som den bedste amerikanske spiller nogensinde. Tunge navne i den amerikanske fodboldverden som Landon Donovan og Alexi Lalas har ikke holdt sig tilbage med små stikpiller til Milan-angriberen, som uundgåeligt også har smittet af på en del af offentligheden, især den mest højlydte del på de sociale medier. Donovan tilgav ikke Pulisic i sommer for at have afvist at deltage i Gold Cup og brugte endda hårde ord, som fik et skarpt svar fra Mark Pulisic, Christians far, der kaldte den tidligere kaptajn for det amerikanske landshold for en hykler. Alexi Lalas, der nu er en af de førende fodboldkommentatorer i USA, brød sig derimod ikke om, at Pulisic ikke blev udtaget til november-landskampene, og gik så langt som til at sætte spørgsmålstegn ved hans lederskab. »Jeg tror ikke, at Christian er den anfører, dette hold har brug for, men problemet er, at der ikke er nogen alternativer,« sagde den tidligere Padova-forsvarer i podcasten State of The Union. »Din anfører behøver ikke nødvendigvis at være holdets bedste spiller.«
utilfredshed—  Med VM på hjemmebane lige om hjørnet betaler Pulisic mest af alt prisen for op- og nedture i et hold, der stadig ligner en byggeplads. Hans fravær ved Gold Cup, hjemkomsten til Italien før opgøret med de evige rivaler fra Mexico for et år siden og den manglende udtagelse til en november-landskamp – som i øvrigt blev ”snubbet” af flere andre veteraner – har også forstærket en utilfredshed, der dog synes at være forbigående. Paradokset ligger netop i, at det, der langtfra har været landsholdets bedste præstation i Pochettino-æraen, kom uden Captain America. 5-1-sejren, som et hold fyldt med reservespillere tirsdag aften sikrede sig over Uruguay, er ikke kun et godt udgangspunkt forud for VM, men også en selvtillidsindsprøjtning for et hold, der i de seneste måneder bestemt ikke har begejstret sine fans. En ting er dog sikkert, og Pochettino bliver ved med at understrege det: det amerikanske landshold kan bestemt ikke undvære talentet fra AC Milan.