Det hele startede i 1994, da vi eliminerede hans meget stærke U21-landshold. For et par dage siden kom de seneste udtalelser: »I finalen i 2006 spillede Italien kun 10 minutter. Og Sinner er østriger.«

Der er ikke noget at gøre. Så snart han ser spaghetti eller noget, der minder om Italien, mister Raymond Domenech kontrollen over sine nerver, ligesom inspektør Dreyfus, når han ser inspektør Clouseau i Den lyserøde panter. Det hele begyndte i 1994, da han var træner for et meget stærkt U21-landshold (Zidane, Dugarry, Makelelé…) tabte Domenech i straffesparkskonkurrencen mod Italiens Colonnese og Delli Carri. Cesarone Maldini gentog bedriften to år senere: han overgik Vieira, Wiltord, Pires og førte Brambillas og Ametranos Italien til finalen, hvor de vandt deres andet EM. I Raymonds øjne sås de første bekymrende glimt. Nederlaget i 1999 mod Tardellis U21-landshold forværrede situationen. Han beskyldte os for korruption og blev diskvalificeret.

Springet til A-landsholdet komplicerede den nervøse situation. I finalen i Berlin var han tæt på at opnå storhed, men så: Zidanes hovedstød, Grossos straffespark og farvel. Det var sammenbruddet. Udgået i første runde ved VM 2010. Nantes (2020) gav ham sin sidste trænerpost og tog den fra ham efter 4 kampe. Astrolog, anholdt for billethandel i USA ’94, reciterede Tjekhov i teatret, mobbede Frey, fordi han spillede i Italien. Vi havde næsten glemt det, vi troede, han var kommet sig, men forleden gik Domenech igen amok: “I finalen i 2006 spillede Italien kun 10 minutter. Også for FIFA endte kampen uafgjort. Gattuso spiller dårligt. Sinner er østrigsk.” Obsessiv mani. Problemet er, at det snart er 20 år siden Berlin. Han vil huske Materazzi og Grosso, han vil se Cannavaro løfte pokalen tusind gange. Han risikerer virkelig at ende på Dreyfus’ klinik. Vær der for ham, hjælp ham.