»Den lille Medvedev« fra Pisa røg ud i Melbourne mod legenden, men det var en slags indvielsesritual. Ligesom med mål glemmer man aldrig de første…

Hvis du er nummer 141 i verden, spiller din første Grand Slam og møder den tidligere verdensetter, der har vundet 24 titler, er chancen for, at du taber, stor. Og faktisk blev Francesco Maestrelli besejret af Novak Djokovic i anden runde af Australian Open. Men ordet »nederlag« er malplaceret. For Nole var det blot en rutinepræget overgangskamp, for Francesco en indvielsesritual – mødet med legenden. Da han fra en journalist fik at vide, hvem han skulle spille mod, rystede han som et seismograf. Til sidst gav han den serbiske stjerne hånden med et vindersmil: »Tak for lektionen. Den glemmer jeg ikke…«. Det eneste, der manglede, var, at han skulle forbi klubbens sekretariat for at betale for de to timers baneleje. Nole ærede ham med oprigtige komplimenter: »Du har spillet godt.« Hvordan kan den »lille Medvedev« fra Pisa føle sig besejret? Præmiepengene fra Australien, som for Sinner og Alcaraz nok vil virke som en drikkepenge, vil hjælpe den 23-årige Francesco med at planlægge en sæson i udvikling, der vil føre ham ind blandt de 100 bedste. Men frem for alt er der glæden ved den første gang. Det første kys er uden sidestykke.

ligesom Rossi—  Under VM i 2006 rådede Pablito Rossi Toni: »Nyd målene mod Ukraine, dine første i et VM. Ikke engang det mål, du scorer i finalen, vil røre dig så meget.« En dag i 1937 kom Angelo Moratti hjem og viste sin kone nogle bundter med tusind-lire-sedler: »Erminia, min første million.« De millioner, der senere ville give ham mulighed for at købe Grande Inter, ville ikke gøre ham lige så stolt. Det er i drømmens begyndelse, at man virkelig er lykkelig. Kipling har ret: sejr og nederlag lyver. Francesco har vundet.