Den tidligere Giallorossi-målmand bor i Florida og er entreprenør i byggebranchen: »Spalletti er et geni, mens jeg aldrig havde noget forhold til Ranieri«

Når man nævner Colosseum, lyser hans øjne op. »Det var det første, jeg så, da jeg ankom til Rom, og jeg blev helt målløs.« Alexander Marangon Doni svarer fra USA, hvor han har boet i årevis. Han flyttede med familien til Orlando og har opbygget et veritabelt imperium: højhuse, huse, indkøbscentre. Hans firma hedder »D32 invest«, ligesom det nummer, han bar mellem stolperne. Når man taler med ham om fodbold, lyser han faktisk op. »Jeg følger ikke så meget med længere, men jeg er stadig en Giallorossi-fan.« Doni var målmand for Roma i seks sæsoner – 150 kampe fra 2005 til 2011 – og når han taler om det, ser det ud til, at han genoplever de følelser. Man kan se det i hans ansigt. »Spalletti var den bedste træner, jeg nogensinde har haft, og hvor har vi dog grinet sammen med Totti og De Rossi. Ranieri, derimod, det er bedst at lade det ligge…«. 

Doni, lad os starte med nutiden. Hvad laver du i dag?

»Efter fodboldkarrieren har jeg studeret meget og startet en række virksomheder. Jeg har boet i Florida siden 2017, men rejser rundt i hele verden. Jeg har også et idrætscenter tilknyttet Romas fodboldskole, et fitnesscenter, et agentur for atletmanagement og mange aktiviteter inden for ejendomsbranchen. Vi har bygget mere end 3.000 huse. Derudover har jeg også åbnet en forlystelsespark sammen med min tidligere holdkammerat Fabio Simplicio”.

Der gik rygter om, at du sidste år var tæt på at købe Brescia. Hvor meget er der om det?

»Ja, forhandlingerne var gået i gang. Jeg var en del af en investeringsgruppe, og jeg var meget begejstret for ideen. Men der var nogle interne dynamikker, der førte til, at vi ikke fik handlen i hus. Det er en skam.”

Har I planer om at købe andre klubber?

”Med fonden har jeg forhandlet om opkøb af klubber i Portugal, Brasilien og Italien. Nogle handler er gået godt, så vi håber, der bliver mulighed for at gennemføre flere i fremtiden. Måske netop i jeres land…”.

Lad os tale om minder. Når jeg nævner Roma, ændrer dit blik sig. Har du efterladt dit hjerte der?

”Jeg betragter det som mit hjem. Jeg forelskede mig i byen, så snart jeg så Colosseum. Så Roma, fansene, Olimpico. En drøm.”

Spalletti satte dig på banen for første gang i et derby. En ilddåb.

»Det var den 23. oktober 2005, vi spillede 1-1. Jeg havde aldrig før spillet i ligaen, det var utroligt at få debut i en sådan kamp. Jeg var 26 år, og hele den vej, jeg havde tilbagelagt indtil da, fløj forbi mig.«

Med Spalletti var der også en god kemi. Var han den bedste, du nogensinde har haft?

»Ja. Et geni. Luciano er en ægte, direkte person. Han siger tingene lige ud. Men man skulle helst ikke gøre ham vred, for han kunne godt finde på at give dig en lussing. Når han råbte, rystede væggene i Trigoria…«.

I havde det dog sjovt i de år…

”Det kan du tro. Vi havde et fantastisk hold med mange brasilianere. Vi taler stadig ofte sammen – det er venskaber, man bærer med sig hele livet. I omklædningsrummet skete der noget hver dag. Hvor har vi dog grinet sammen med Totti og De Rossi.”

En anekdote om kaptajnen?

»Francesco var et fænomen, både på og uden for banen. Et enkelt blik var nok til at give os selvtillid. Han er en brasilianer, der aldrig blev det, han kunne, han har finesser, som jeg kun har set hos Ronaldinho og Kakà, som jeg spillede sammen med på landsholdet. Men når vi gik ud, var det et konstant show. En aften tilbød han en tjener tusind euro for at få lov til at gå tæt forbi bordene, springe i poolen i underbukser og brøle som Tarzan, mens han slog sig på brystet. Jeg får stadig lyst til at grine, når jeg tænker på det”.

Set fra et personligt synspunkt oplevede du derimod et særligt miljø i Rom…

”Det er en fantastisk by, men den har også sine skarpe kanter og mangler. For eksempel radioerne. Gennem årene har jeg hørt mange usande ting om mig selv: De sagde, at jeg skabte problemer i omklædningsrummet, at jeg ville væk, at jeg ikke var en seriøs professionel. Alt sammen vrøvl. Heldigvis kunne jeg regne med en fantastisk holdgruppe, der altid støttede mig. Det sagde De Rossi også i et interview. Han bad dem om at holde op med at finde på falske historier…”.& nbsp;

Der er også blevet skrevet meget om Ranieri…

»Jeg foretrækker ikke at tale om det, jeg har ikke så meget at sige. For mig var det en kompliceret sæson, jeg spillede ikke meget. Men træneren og jeg havde aldrig noget forhold.«

Straffede han dig for at have accepteret en indkaldelse til landsholdet, når han mente, at du burde være blevet i Trigoria for at komme dig?

»Jeg havde det fint og havde ikke lyst til at sige nej til landsholdet: Der var VM om sommeren. Da jeg kom tilbage, tog ingen længere hensyn til mig. Jeg var fjerde målmand og trænede for mig selv. Jeg fik aldrig nogen forklaring.”

Er det rigtigt, at du var tæt på at skifte til Juventus?

”Ja, to gange. En gang efter mit første år i Italien, en anden gang efter min tid i Liverpool. Bianconeri ledte efter en afløser for Buffon, og jeg ville være taget dertil for at kæmpe om pladsen. I 2006 var Eto’o og Messis Barcelona også interesseret i mig. Jeg var en af Brasiliens målmænd, så det er forståeligt, at de store europæiske klubber var interesserede i mig. Men jeg ville gerne spille hele tiden, og jeg havde det rigtig godt i Rom.”

Kommer du nogensinde tilbage?

”Mindre end jeg gerne ville. Min bror Joao bor der, og det samme gør min søster. Jeg ville gerne vende tilbage for at spise en ordentlig carbonara. Jeg er meget knyttet til byen og folket, og jeg har fantastiske minder.”

Hvordan er dit forhold til fodbold i dag? Du blev tvunget til at stoppe på grund af et hjerteproblem.

”Det har ændret sig med tiden. Jeg fik hjertestop og var tæt på at miste livet. Så begyndte jeg at spille for Botafogo igen i 2014, men efter en sæson måtte jeg stoppe endnu en gang. Det var forfærdeligt. Jeg husker, at jeg i en periode helt afviste det: Jeg så ingen kampe, tværtimod skiftede jeg kanal, så snart jeg så fodbold på tv. I dag følger jeg ikke så meget med, men jeg vil altid være en Giallorossi-fan.”

Ville du vende tilbage til fodbolden?

”I livet skal man aldrig sige aldrig. Måske gør jeg det som investor, hvem ved…”.