Den store angriber og senere leder Kalle fylder 70 år. »Traps pressemøde i Bayern kom i nyhederne. I 80’erne var verden mere smilende.«

»Da vi var børn, byggede vi vores egne baner i Lippstadt; vi klippede græsset, samlede træmålene, og når skolerne lukkede for seks ugers ferie, spillede vi fodbold hver dag.« Karl-Heinz Rummenigge fylder 70 år på torsdag og har levet med fodbolden i syv årtier: fra dreng til »fodboldhåndværker« til stjerne af første rang som fodboldspiller og derefter internationalt anerkendt leder: »Fodbold morer mig stadig.«

Og hvad morer dig ved fodbold?

»Selve fodbolden, fordi jeg ser nye ting, som nogle gange virker og andre gange ikke, men fodbold har altid været mit liv, lige siden jeg var barn, og jeg nyder at se det. Da jeg spillede som ung, var det det bedste, der fandtes, også på et stadion som San Siro, hvor et mål udløste eksplosioner af glæde for fansene, for mig selv og for mine holdkammerater.«

Hvad angår mål, hvilket var det smukkeste?

“Det, de annullerede, et akrobatisk mål i Inter-Rangers i 1984. Jeg har set et foto, hvor min fod var en halv meter fra forsvareren. Så scorede jeg et andet mål, et let hovedstødsmål, men det andet havde været et mesterværk, som blev stjålet af en tysk dommer.»

De hårdeste modstandere?

«Der var mange, især i Italien. Men blandt de hårdeste vil jeg nævne Beppe, altså Bergomi, som i VM-finalen i 1982. Claudio Gentile var heller ikke en nær ven på banen. Og så mærkeligt nok en tysker, Karl-Heinz Förster, meget hurtig, koncentreret; men i min sidste sæson i Bayern scorede jeg to mål, han var rasende. Så husker jeg en ret hård kamp med Franco Baresi.»

Hvordan hård?

«Derby i Milano, vi spillede uden benskinner, en tackling fra Milan-spilleren, snit i skinnebenet. I omklædningsrummet ville doktor Benazzi give mig en smertestillende indsprøjtning, men så kunne jeg ikke spille onsdag i pokalturneringen i Köln. Jeg fik syet uden bedøvelse og med et håndklæde i munden for at dulme smerten. Onsdag spillede jeg med en speciel benskinne, scorede to mål, og vi vandt 3-1. Stingene havde gjort mig godt.

Hvornår indså du, at Italien var din skæbne?

“Jeg kom i 1984, men allerede før havde jeg Italien i tankerne, hvis jeg forlod Bayern. Barcelona ville have mig ved siden af Maradona, men jeg havde været på ferie i jeres land og havde været meget glad for det. Jeg havde også tæt kontakt med hr. Boniperti, der af og til kom forbi Monaco for at drikke kaffe med mig og min kone. En gentleman med stor klasse. Han ville have mig til Juve, og jeg sagde, at hvis jeg besluttede at rejse, ville jeg give ham besked.»

Og hvordan forrådte du ham til fordel for Inter?

«Nej, jeg forrådte ham ikke. Jeg har altid opført mig seriøst. Sandro Mazzola kom til Monaco for at tilbyde mig kontrakten med Inter, så jeg informerede Boniperti. Han havde brug for tid, fordi han skulle tale med advokat Agnelli, men han sagde til mig: »Hvis du vil, finder vi en løsning«, men i mellemtiden havde jeg allerede kontakt med Ernesto Pellegrini. Jeg besluttede mig, fordi jeg kunne lide Milano som by og Inter som klub, og jeg følte mig straks godt tilpas, også på grund af den måde, folk tog imod mig på stadion.”

Så var der Mazzolas berømte roser til sin kone, ifølge legenden. Er det sandt?

»Sandro var snu, han kom hjem til mig, gik ind på mit kontor for at ringe til Pellegrini, kom så tilbage i stuen og sagde til mig: «Præsidenten er enig, vi kan gøre det.”

Og hvordan overbeviste han Trapattoni, i en tid hvor italienske trænere ikke rejste til udlandet, om at komme til Bayern i 1994?

“Franz Beckenbauer, Uli Hoeness og jeg tager hjem til ham i Cusano. Vi diskuterer, og så beder han mig om at gå med ham alene ud i køkkenet. Han forklarede mig, at han ikke forstod min opførsel, fordi han var min træner i Inter, da jeg skadede min sene og gik glip af kontraktforlængelsen, selvom der allerede var en foreløbig aftale. Han følte sig ansvarlig og spurgte mig, om jeg var sur på ham. Jeg svarede nej, fordi det var en professionel beslutning. Han sagde, at en italiener ikke ville have opført sig sådan. Vi gav hinanden hånden, og så kom han til Bayern.

Det var en moderne idé for den tid.

Ja, han havde svært ved sproget, han kom til mig og sagde, at han ikke kunne klare tysk, og jeg som vicepræsident gik på banen for at hjælpe ham som tolk, for jeg forstod, at han havde svært ved det. Det gik godt med ham, især i hans andet eventyr hos Bayern. Og han blev en favorit blandt fansene efter den berømte pressekonference.”

Ja, den om »Strunz« og spillere som »Flasche leer«, tomme flasker. Var du på kontoret?

“Ja, pressemedarbejderen kom og sagde, at vi skulle tænde for tv’et, fordi Trap havde holdt en utrolig pressekonference. Franz var også der, det var første gang, at en pressekonference med en træner også blev vist i nyhederne. Vi grinede lidt, men vi sagde også: Endelig er der nogen, der taler klart til spillerne.»

Hvilke spillere kunne du bedst lide?

«Angriberne er saltet i suppen, som vi siger. Især fløjene, som Ribery, Robben og nu Olise. Og centerangriberne. Også Luca Toni. Han var ikke så overbevist om at komme til Bayern.”

Hvordan blev han overbevist?

»Vi tog til Brescia, til hans agents hjem, og til sidst grinede vi alle meget, også Beckenbauer, der ikke forstod italiensk. Vi tog derfra glade. Luca var et godt valg, både på grund af hans mål og hans attitude i omklædningsrummet.«