Journalisten fra Emilia, ansigtet for fodbold på Mediaset: »I mellemskolen drømte jeg om at blive sportsjournalist: det lykkedes mig. Mit job er dejligt, jeg er privilegeret, jeg arbejder jo ikke i en mine…«

Monica Bertinis historie starter i Traversetolo i provinsen Parma, hvor hun vender tilbage for at slappe af, når hun kan, og hvor hendes familie har en restaurant. Skærebræt med pålæg og torta fritta som forretter, og så må man ikke røre cappelletti i bouillon; en passion som den for fodbold, der altid har fulgt hende, fra den første kamp, hun så på stadion (en Champions League-kamp med Milan sammen med sin far og bedstefar) til dem, hun fortæller om i sin magiske kasse, der er blevet til et drømmehus. »Tv’en var min babysitter, når mine forældre arbejdede, den fangede mig. I 7. klasse skrev jeg i en stil, at jeg ville være sportsjournalist på tv«. Ønsket gik i opfyldelse. Hun startede på en tv-station i Emilia, derefter Sportitalia, SkySport, og nu er hun ansigtet for Mediaset, men bed hende ikke om at spille fodbold, medmindre det er for en god sag: »Jeg er ikke særlig selvironisk, så hvis jeg skal gøre folk til grin, undgår jeg det. Jeg har kun gjort det til velgørenhedsarrangementer. Som pige dyrkede jeg først kunstnerisk gymnastik og derefter atletik, jeg har altid været starter i hækkeløb; jeg var ganske god på regionalt niveau, men ikke mere end det. I sidste ende har fodbold altid domineret mit liv.«

Hvordan har din karriere været?

“Da jeg startede, var der ikke mange kvinder i sportsudsendelser. Jeg synes ikke, at det skal være en forpligtelse at øge antallet af kvinder i studierne, for ellers belønner man ikke fortjeneste, men tvinger noget igennem, som ikke er godt. Og tro mig, det miljø, jeg arbejder i, er ikke macho, bare mere maskulint. Til drenge og piger, der ønsker at udøve dette erhverv, siger jeg: I skal ikke have nogen illusioner, men hvis jeg har klaret det, efter at være startet i en lille landsby og have arbejdet mig op, så kan I også klare det.”

I et gammelt interview sagde du, at skønhed alligevel havde spillet en rolle i din tv-karriere.

“Ja, men jeg har altid været klar over, at det æstetiske udseende kun er en del af det og frem for alt den del, der forsvinder først. Med årene vil der altid komme en, der er smukkere og yngre end dig, men for at slå dig ud skal der komme en, der er dygtigere. Måske ja, med et mere anonymt ansigt ville det have været sværere for mig at sætte mit præg i starten, jeg er ikke hyklerisk, men så kommer kompetencerne frem. I en periode var jeg vært for et program på en skammel, og jeg sagde til mig selv: okay, jeg risikerer at blive set mere end hørt, men med den ambition, jeg altid har haft, kunne en skammel da aldrig bremse mig? Jeg vidste, at jeg i sidste ende ville blive bemærket for mit indhold, som ville blive beundret mere end mine ben.”

Har nogen betragtet dig som smukkere end dygtig?

»Sandsynligvis ja, men de har aldrig sagt det til mig. Også på de sociale medier finder man dumme eller vulgære kommentarer, men heldigvis er der kun få, og man har faktisk sagt til mig, at jeg er næsten et ›tilfælde‹, fordi jeg har en meget lav procentdel af negative vurderinger.«

Har du nogensinde modtaget upassende beskeder fra folk i din verden?

»Jeg har altid taget dem med et smil og lethed, men ja, jeg har modtaget dem, også fra fodboldspillere.«

Du giftede dig med Giovanni La Camera.

»Vi var unge, og efter brylluppet begyndte jeg min ›klatring‹. Måske har jeg forsømt ham, men vi har altid støttet hinanden. Til sidst indså vi, at vi var mere venner end mand og kone. Nu har vi andre liv, Giovanni har en dejlig familie, og jeg er glad på hans vegne.«

Er du også lykkelig i dit privatliv?

»Meget. Livet har givet mig en ny chance, og nu er jeg sammen med en person, der har gjort mig til et bedre menneske og har givet mig mulighed for at se en ny regnbu efter stormen.«

På Google søger brugerne sammen med dit navn efter: privatliv, alder, løn, fan.

»Min alder er ikke noget mysterium, jeg er stolt af mine 42 år. Med hensyn til lønnen vil jeg gerne sige, at jeg aldrig forhandler, jeg tager imod det, de beslutter at give mig. Det er et spørgsmål om taknemmelighed, jeg synes, jeg har en pligt til at være sådan over for de mennesker, der gerne ville være i min sted. Mit job er dejligt, jeg er privilegeret, jeg arbejder jo ikke i en mine…«

At være en offentlig person betyder dog også, at man udsætter sig for ubehagelige ting som de frække fotomontager med hendes ansigt. Første reaktion?

“Jeg vil starte med at sige, at det hele begyndte sidste år med billeder af mig i håndjern, med et blåt øje, omgivet af pengesedler, ledsaget af absurde overskrifter: »Monica Bertini anholdt«, »Sådan blev hun rig«. På det tidspunkt var jeg på skærmen hver dag med ›Diario del giorno‹ og tænkte, at det var indlysende at betragte dem som falske. Jeg anmeldte det dog til postpolitiet. Desværre blev de efterfølgende fotomontager meget eksplicitte, og mit ansigt var på nøgne kvinders kroppe. Her blev jeg bange og vred. Jeg gik til advokaterne, efterforskningen blev indledt, og de fandt billederne på den forfærdelige hjemmeside. Jeg udstillede mig selv, da politiet rådede mig til det, og jeg gjorde det, fordi jeg ved, at mit vidnesbyrd kunne gøre gavn for andre kvinder, der følte sig beskidte og var bange for at anmelde det. Men det er aldrig for sent.»

Findes der venskab på arbejdspladsen?

«Selvfølgelig. Jeg har i årevis chattet med nogle kolleger, vi er meget tætte og støtter hinanden og glæder os over hinandens succeser.”

Juni 2014, hendes første opslag på Instagram: hende i hvidt jakkesæt som studievært på Sky. Hvis du kunne gå tilbage, hvad ville du så sige til den Monica?

»At hun var dygtig, og at jeg ikke sagde det nok til hende. Jeg har altid stillet store krav til mig selv, måske for store. I dag ville jeg give hende et kram og sige, at de komplimenter, hun får, er fortjent takket være hendes studier, seriøsitet og passion.«