Han er den eneste italiener, der har vundet tre turneringer i denne sæson: »Jeg drømmer om at komme i top 20. Min bror spiller også tennis, han kan regne med min erfaring.«Den venetianske træner mindes sine klubber og det næsten opnåede landshold: »Takket være mig fik Robi ikke flere problemer med ryggen. I 2016 kontaktede det italienske fodboldforbund mig efter Conte…«

Om sommeren kan Villasimius blive et farligt sted: »Forleden oplevede jeg brande tæt på mit sommerhus.« Gianni De Biasi nyder havet på Sardinien. Blåt vand, rødt ild: »Det gik godt, ingen kom til skade, men…« De Biasi, tidligere midtbanespiller og nu træner, venter på et opkald: »Erfaring gør mig stærk, jeg har stadig meget at give.«

Gianni De Biasi fra Sarmede, Treviso.

“I nærheden af San Martino di Colle Umberto, landsbyen hvor Ottavio Bottecchia, cykelrytteren der vandt Tour de France og blev slået ihjel, boede, har man aldrig rigtig forstået hvorfor. Nogle siger, at de slog ham, fordi han tog en drueklase, andre fortæller noget andet. Som barn gjorde denne historie stort indtryk på mig. Jeg var alterdreng i Veneto i 1960’erne, og dem, der gik i kirke, måtte lege på oratoriets legeplads”.

Som barn var han Juventus-fan, men så…

“Jeg holdt op den dag, jeg spillede mod dem for første gang, mod Pescara. De Juventus-fans (Juve under den første Trap, slutningen af 70’erne, red.) var totalt antipatiske. På banen følte de sig som herrer og herskere og opførte sig snobbet. Fra da af faldt min Juventus-tilhænger. I dag hepper jeg kun på de hold, jeg træner.”

Også Inter var en skuffelse for dig.

“I sæsonen 1975-76 var jeg en lovende midtbanespiller, og jeg blev sat på værelse med Sandro Mazzola, en legende. Mazzola lod lyset være tændt til langt ud på natten, fordi han skulle skrive sin selvbiografi (La prima fetta di torta, udgivet i 1977, red. ›Gianni, generer lampen dig?‹. Og jeg svarede: ›Nej, slet ikke‹. Men det gjorde det faktisk, det forstyrrede min søvn meget. Den virkelige bitterhed er dog en anden, nemlig at jeg ikke fik min debut i Serie A. I Perugia var jeg ved at komme på banen, men så kom en spiller til skade, og træneren, Chiappella, ændrede sin beslutning og satte Acanfora ind. Resultatet: nul kampe for Inter i den store liga, kun for Primavera”.

De Biasi, en kæmpende midtbanespiller.

“Jeg er faktisk født som midtbanespiller. Brescia var det hold, hvor jeg spillede mest, og hvor jeg havde Gigi Simoni som træner. Han kaldte mig sin ›cavallino‹ (hest), jeg ville have kastet mig i ilden for ham. En mester. Jeg kom til Brescia som modydelse i Beccalossi-handlen. Det var umuligt at markere ›Becca‹, man kunne aldrig tage bolden fra ham, for at stoppe ham måtte man slå ham. Jeg sender ham en stor kram”.

De Biasi som træner.

»Jeg har virkelig arbejdet mig op fra bunden i den dybe provins. Jeg har aldrig haft en agent, jeg har to gange sagt nej til Gea. Jeg har besteget bjerget uden at bruge helikopter. Den, der når toppen med isøksen, nyder den bedste udsigt«.

I Brescia trænede han Robi Baggio.

“I 2003-04, hans sidste sæson. Det var meget nemt at træne ham: ›Folk vil se Robi Baggio‹, sagde jeg til ham, og det var det. Han havde ødelagte knæ, og det gav ham problemer med ryggen. Jeg kørte på scooter og havde en elastisk neoprenbælte omkring maven for at beskytte mig mod træk. En slags bælte fra Dr. Gibaud. En dag sagde jeg til ham: ›Robi, prøv denne bælte‹. Han tog den, tog den på, legede med den og gav den ikke fra sig igen: hans rygproblemer var løst, og hans holdning var stabiliseret. Nu når jeg tænker over det: ›Robi, du har aldrig givet mig den tilbage! Bare rolig, jeg laver sjov‹. Baggio var en ubeskrivelig stjerne, drevet af en ustoppelig passion. Jeg kunne se, at han led: ‘Robi, hvis du ikke kan klare det…›. Og han svarede på venetiansk dialekt: ‘Mister, io zogo (jeg spiller, red.)‹.

Torino, endnu et smukt kapitel.

“Oprykning til Serie A i første forsøg, fyring, tilbagevenden og redning. Derefter endnu en omgang og endnu en redning. Der har været nogle misforståelser med præsidenten, Urbano Cairo, men de er alle blevet løst. Det glædede mig meget, at han inviterede mig til sin fødselsdag og sagde fra scenen: ›I begyndelsen af min tid hos Toro gjorde jeg noget vanvittigt, jeg fyrede De Biasi‹. Han sagde, at jeg ville blive hans Ferguson, og det har jeg også været lidt, selvom det har været i små bidder. Cairo formår at skabe værdi i enhver virksomhed”.

Albanien, De Basi’s mesterværk.

“Kvalificeret til EM i 2016 med sejr i Portugal mod CR7. Og venskabet med præsident Edi Rama, en Juventus-fan, men det gør ikke noget. Rama har moderniseret Albanien og ført landet ind i fremtiden. I dag er Tirana en ung og dynamisk by. Da Rama overrakte mig Scanderbeg-korset, landets højeste udmærkelse, truede han med at inddrage mit italienske pas, hvis jeg skrev under for en anden… Rama har givet mig et albansk diplomatpas, som jeg kan bruge overalt og som har løst mange problemer for mig i vanskelige lande. Hver gang der er kø, går jeg lige igennem.”

I 2016, før EM, var du tæt på at blive træner for Italien.

“Michele Uva, der dengang var generaldirektør for det italienske fodboldforbund, ringede til mig. Landstræner Conte havde meddelt, at han efter EM ville skifte til Chelsea, og jeg var favorit til at afløse ham. Det er rigtigt, at præsidenten for det albanske fodboldforbund, Armando Duka, sagde til mig, at jeg ikke måtte forlade dem, at hvis jeg tog til Frankrig som afgående træner, ville jeg svække Albanien, men jeg tror, der var noget andet, jeg ved det ikke. Jeg har stadig store beklagelser, ja, jeg er faktisk meget vred.”

Har de ikke forsøgt at få dig til at erstatte Spalletti?

»Nej, og det er jeg ked af. I dag føler jeg mig tredive gange bedre, jeg har lært meget af de slag, jeg har fået. Erfaring giver dig større viden«.

»Min datter Chiara, øjenlæge og oftalmolog på Civile-hospitalet i Pordenone, blev gift i juni, og jeg håber, at hun gør mig til bedstefar. Jeg har den rette alder!«

p>

Han er den eneste italiener, der har vundet tre turneringer i år, og det er en af de mange bedrifter i et Italien, der hver uge giver os tennisglæde. Luciano Darderi har viet sit liv til tennis. Sammen med sin far, den eksplosive Gino, og sin yngre bror Vito har han gjort alle mulige ofre. Da han kom til Italien fra Argentina, var han 14 år og spillede i Serie C: »Alle hjalp mig, mange mennesker gav mig husly, venner, som jeg skylder meget og som altid vil være en del af mit liv«. Ofre, der er blevet belønnet med en tilbagevenden til top 40, et skridt fra den bedste placering som nummer 32 i verden og frem for alt en seedning i New York. Den seneste succes i Umag, i finalen mod spanieren Taberner, efterlod ham med en øm ankel, men intet kan stoppe denne dreng fra 2002, der har stadig større tillid til sit tennis og sin fremtid.

Luciano, at blive skadet for at fejre en sejr er en fin rekord, hvordan har du det?

»Ja, det er rigtigt… Jeg forstuvede anklen i slutningen af kampen. Jeg kan ikke spille i Toronto, men det er ikke noget alvorligt, og jeg regner med at begynde at forberede mig til turneringerne på hardcourt snart.«

Du har vundet din tredje titel i sæsonen og er nummer et blandt italienerne. Havde du forventet det i starten af året?

“Ærligt talt nej. Efter at have vundet i Marrakech indså jeg, at jeg har niveauet til at vinde turneringer, men de to uger i Bastad og Umag med to titler i træk var virkelig specielle. Jeg har fået mere selvtillid for hver kamp.»

Hvad synes du, du har forbedret mest i de seneste år?

«Alt, vil jeg sige. Både fysisk og teknisk, men især mentalt. At spille to uger i træk på grus og hele tiden være på toppen er en udfordring. Nu er jeg bedre til at forvalte min energi, det er noget, man lærer med erfaring.”

Græsbanen er, som hans fire titler i karrieren viser, hans foretrukne underlag. Beton er den næste prøve. Hvad er dine forventninger?

“Jeg tror, jeg har gode chancer for at klare mig godt her også. Sidste år havde jeg fysiske problemer i den amerikanske sæson og kunne ikke opnå resultater, men nu har jeg det bedre. Hvis anklen holder, vil jeg prøve. Hård bane er anderledes, men jeg kan udvikle mig.»

Som du sagde før, har du kun få point at forsvare fra nu og til slutningen af sæsonen, og din bedste placering nogensinde er inden for rækkevidde: Er top 20 et realistisk mål?

«Ja, absolut. Jeg vil rigtig gerne nå det, og jeg arbejder på det. Der er ikke langt igen, og jeg vil gerne sætte farten op.”

Der er mange spillere med på turen. Hvordan er stemningen i gruppen?

»Fantastisk. Vi er vokset op sammen, vi er alle unge, vi kender hinanden godt. I London gik vi alle sammen ud at spise på Macellaio, en italiensk restaurant, der var vores hovedkvarter. Det er vigtigt at have den støtte også uden for banen«.

Sinner var den sidste italiener, der vandt Umago. Motiverer det jer at have nummer 1 »i huset«?

“Selvfølgelig, han er et stort forbillede og en inspirationskilde for os alle. Det, han gjorde i Wimbledon, hvor han vandt titlen efter at have tabt finalen i Paris, er vanvittigt. At vende tilbage så stærkt i en anden kamp mod Alcaraz kan kun betyde én ting: at han mentalt er den bedste i verden.»

Din far er også din træner, og din bror Vito er et lovende talent i tennis. Hvordan er det at dele arbejde og familie?

«Det er dejligt. Min far og jeg har stadig lang vej at gå, men fire titler på tre år er et godt udgangspunkt. Vi elsker denne sport, vi arbejder hårdt, og for min bror er det vigtigt at kunne stole på min erfaring på touren. For mig var det hele nyt, ligesom det var for min far. Hvis jeg er her i dag, er det takket være ham. Nogle gange skændes vi, vi er begge temperamentsfulde, men målet har altid været at blive professionelle tennisspillere, og det er vi ved at opnå.”

Er det rigtigt, at du var tæt på at dø i en bilulykke?

“Ja, en gang var vi i bil med Marcello Macchione efter en kamp i Rimini på vej til en anden turnering. Vi var ude på en bjergvej, hvor en bil forsøgte at overhale os på en farlig måde, og under os var der kun tom luft. Passagererne i bilen bag os døde, det var ikke vores tid. Men at have oplevet sådan en frygt gør bestemt, at man sætter mere pris på alting.»

Du er argentiner og italiener. Hvad tager du med dig fra begge kulturer, både på banen og udenfor?

«I livet er det helt sikkert det italienske mad, og på banen er det den argentinske ›garra‹, viljen til altid at kæmpe. Da jeg var lille, blev jeg meget vred, hvis tingene ikke fungerede under kampen, men nu er jeg mere moden og rolig.»

Vi ved, at du er Napoli-fan. Er det Maradonas fortjeneste?

«Selvfølgelig, Diego forener alt. Napoli er mit hjem.»

Men du har ikke tatoveret nummer 10, vel?

«Nej, jeg har min bedstemor, Elisa, tatoveret på armen. Hun er ikke her mere, men jeg tænker altid på hende. Når jeg spiller, kigger jeg på den tatovering og føler mig tæt på hende. Alt, hvad hun havde, sin pension, sine opsparinger, brugte hun på at hjælpe mig med min karriere, så jeg kunne blive tennisspiller. Hun gav mig min første ketcher, og hver gang jeg vinder, sender jeg hende et kys deroppe.”