Præsentator, forfatter, radiovært. Altid i højt tempo. Så traf han en beslutning: at sætte farten ned. Og det har han fortalt om i sin bog, »Un decimo di te« (En tiendedel af dig): »På den måde lever jeg bedre i nuet«

Nogle gange er et skridt nok til at ændre retning. For Marco Maccarini var det skridt reelt og konkret: langs en støvet sti, med rygsækken på skuldrene og byens larm langt væk. Efter år med et hektisk liv mellem kameraer, scener og live-radioprogrammer valgte han at sætte farten ned. Ikke for at flygte, men for at lytte. For at lytte til sig selv. Vandringen blev hans nye kompas: en enkel, daglig handling, der dog kan forvandles til en kraftfuld praksis for fysisk og mental velvære. Ved at vandre lærte han at efterlade ikke kun det overflødige materielle, men også de indre »byrder«, der ofte forhindrer os i virkelig at komme videre. Denne personlige vending blev også en delt fortælling. I bogen Un decimo di te fletter Maccarini praktiske råd, minder og refleksioner sammen, som er opstået skridt for skridt langs gamle veje og landskaber, der har omtegnet hans opfattelse af tid: “Jeg følte behov for at efterlade noget skriftligt, noget varigt: det ligner ikke mig, det er jeg klar over, på grund af min professionelle baggrund. For jeg har altid været vant til at arbejde i radioen: mine budskaber var flygtige. Desuden er jeg ikke vokset op i internettets tidsalder, hvor ord forbliver, på godt og ondt, på verdensomspændende web”.

»Titlen henviser til en gylden regel for vandrere: rygsækken bør aldrig veje mere end en tiendedel af ens kropsvægt. Men hvis man vil udvide betydningen, handler det ikke kun om det fysiske: indimellem kan vi også lade vores problemer blive hjemme og opdage, hvordan man lever og går uden den byrde.«

Hvorfor begynde at vandre?
​”Fordi man har meget tid til sig selv, når man vandrer: det er en lang meditation i bevægelse. Efter et par dage vænner kroppen sig til vandringen, og efterhånden som dagene går, føler man sig mere og mere trænet. Og man indser, at den tid, man har brugt på stilhed, også har ryddet op i ens tanker”.

Bedre alene eller i selskab?

”Det meste af tiden går jeg alene: i de øjeblikke kan jeg fokusere opmærksomheden på mig selv. Min hverdag fører ofte til, at jeg deler dagen med mange mennesker, der er meget forskellige fra hinanden. Derfor foretrækker jeg at opleve disse ting mest alene”.

Men han er ikke altid alene.
​”På nogle etaper har jeg haft selskab af venner som Corrado Fortuna, Roy Paci, Frankie hi-nrg mc og Maccio Capatonda, og det har været rigtig hyggeligt. Og så har der været lejligheder til at dele oplevelsen med ›ikke-vandrere‹ som Fabrizio Biggio og Angelo Pisani: Vi respekterede og hjalp hinanden, forstod hinandens behov og vekslede mellem timer med fuldstændig morskab og introspektive øjeblikke.”

Hvornår indså du, at du havde brug for at »vandre« i en dybere forstand, ikke kun fysisk?

“ Det skete i 2005, da jeg vandrede Camino de Santiago for første gang: dengang var det langt fra det populære fænomen, det er i dag. Jeg delte det ikke med nogen: det forblev min egen oplevelse. Siden 2016 er jeg begyndt at fortælle om disse ruter, og gennem årene har jeg fået tusindvis af mennesker til at vandre.

Hvor kom denne beslutning fra?
​”Jeg var i en lykkelig og tilfredsstillende periode i mit arbejdsliv: jeg havde haft nogle intense år med Trl og Festivalbar. Men jeg havde ikke tid til mig selv. Jeg kørte for hurtigt. En vens far rådede mig til at sætte farten ned. Det var første gang, jeg begyndte at læse de tegn, som vandringen gav mig. Fordi jeg havde givet mig selv tid til det.»

Når vi vender tilbage til 2005, hvad følte du så de første kilometer?

«Jeg var hverken fysisk eller teknisk forberedt. Jeg startede med en for tung rygsæk, og de første kilometer var meget smertefulde. Men jeg mødte straks mennesker, der gav mig værdifulde råd. Den fysiske smerte forsvandt efter få dage og gav plads til opfattelsen og glæden ved det, jeg oplevede. Hvordan var forløbet på den rejse? Der er en uskreven regel, som jeg har lært på den hårde måde: I starten er det behageligt, men ved dagens ende mærker man træthed. Den anden dag samler man kræfter til at fortsætte. Den tredje dag er en hård prøve. Hvis man kommer igennem det, kan situationen kun blive bedre. Og fra den sjette dag og frem kan man gå… for evigt.”

Har din tilgang ændret sig med tiden?

”Gennem årene har jeg lært at træne inden afrejsen. Det er en meget nyttig vane for at undgå de indledende smerter. I de to måneder før en vandretur forsøger jeg at bevæge mig tre eller fire gange om ugen, så jeg kan nyde turen fra første skridt.”

At vandre alene kan være skræmmende: hvordan har du lært at håndtere ensomheden?
​”Jeg kan faktisk rigtig godt lide det. Hvis forholdene er de rette, er ensomheden ikke skræmmende, men bliver tværtimod en allieret. Hvis faren er reel, skal man være forsigtig. Men ofte er frygt et produkt af vores fantasi, og man skal ikke lade sig påvirke af den. Frygt skaber mere frygt. Mit råd? Hvis du skal gøre noget nyt, så gør det bare. Lad dig ikke stoppe af hypotetiske risici.

Hvilke fysiske fordele har du oplevet, siden du begyndte?

”At gå tørrer fedtmasse, selvom man ikke altid taber sig: musklerne styrkes, og kroppen bliver af stål. Jeg definerer mig selv som en livsnydende vandrer, ikke en botfærdig pilgrim: jeg kan godt lide at dele hyggelige stunder med andre vandrere. Nogle ruter, som Magna Via Francigena på Sicilien, får dig til at vende hjem med et par kilo ekstra på grund af lokalbefolkningens gæstfrihed”.

Hvordan håndterer du smerter og forebyggelse af skader?
​”Det er et meget personligt aspekt. På pilgrimsruter, som f.eks. den til Santiago, er ubehag også en del af en renselsesproces. Men jeg forsøger altid at forebygge: Jeg bruger vaseline for at undgå vabler, jeg letter rygsækken for at beskytte knæene og plejer mine fødder hver aften. Jeg arbejder også mentalt: Jeg forsøger at forstå, om en fysisk smerte kan have en psykologisk årsag. At give smerten en betydning hjælper mig med at overvinde den.»

Hvor vigtig er ernæringen?

« Under forberedelsen er jeg ikke særlig streng, men undervejs er jeg det. Der har været rejser, hvor jeg var alene, hvor jeg forberedte maden på forhånd: Jeg tørrede den for at reducere vægten og genoplivede den undervejs. På mindre end et kilo lykkedes det mig at medbringe det nødvendige til fem dage og samtidig opretholde en afbalanceret kost”.

Fremtidsplaner?
“ Jeg vil gerne lære mere om det centrale og sydlige Italien: en Calabria Coast to Coast eller Cammino delle Terre Mutate, for eksempel. Når man går, bliver man klar over vores lands skønhed: det går ofte tabt, når man kører igennem det i bil. Om et par år drømmer jeg også om at tage nogle af de store amerikanske ruter som Appalachian Trail eller Pacific Crest Trail”.