Den tidligere midtbanespiller, der nu er træner for Serie D-udvalget: »Luiso i Sora drillede mig med min teknik, men jeg kompenserede med min vilje. Baggio fik mig til at score to mål, og Messi, da han var 18 år, fik mig til at gøre mig til grin…«
Giannichedda har gjort den berømte sang af Ligabue til sin egen: »Glem midtbanespilleren, ’et liv som… Giuliano’. Stefano Fiore nynnede den altid for mig i min tid hos Udinese, når jeg løb over hele banen for at erobre bolde. Jeg har aldrig haft de store stjerners talent, min opgave var at vælte modstanderne«. Den tidligere midtbanespiller, født i ’74, startede som amatør i sin hjemby Pontecorvo i provinsen Frosinone og nåede helt til Champions League i trøjerne for Lazio og Juventus: »Jeg har markeret Ronaldo, Henry, Totti og endda en meget ung Messi. I Lazio blev jeg anfører, og ved at lytte til Del Piero forstod jeg, hvad det vil sige at være en leder.« For nogle år siden valgte Giannichedda at vende tilbage til det sted, hvor det hele begyndte: »Jeg træner drengene på Rappresentativa Serie D, amatørernes ungdomslandshold. Sammen med vores talentspejdere udvælger vi de bedste U18-spillere blandt de 162 hold i ligaen. I løbet af året arrangerer vi venskabskampe og deltager i Viareggio-turneringen, som er den bedste mulighed for spillerne til at blive bemærket.«
Fra Gatti og Acerbi til Cambiaso og Lucca: Der er mange, der er startet i Serie D og har slået igennem.
»Amatørverdenen har udviklet sig markant. Klubberne investerer meget, og trænerne ved, hvordan man får drengene til at udvikle sig. Hver søndag er en kamp, og de unge lærer at modstå stød og bliver bedre.«
Man siger ofte, at fornyelsen af den italienske fodboldbevægelse skal starte med de unge. Er du enig?
»Det kræver mod. Man skal investere i træneruddannelsen og i infrastrukturen. De unge skal følges i deres fodboldmæssige og personlige udvikling. Cham fra Verona, Iannoni fra Sassuolo, Prati fra Cagliari: De er alle kommet gennem Rappresentativa. De, der kommer fra ungdomsafdelingerne, er mere teknisk dygtige, mens dem, der har slået sig igennem i Serie D, ved, hvad det vil sige at have gåpåmod og kæmpe om hver eneste bold.”
Fiore og jeg skiftede sammen fra Udinese til Lazio. Han sang for mig: ’Una vita da Giuliano…’
Giuliano Giannichedda
Du har bygget en karriere op ved at satse på vedholdenhed.
”Da jeg spillede i C2 for Sora, sagde Pasquale Luiso for sjov til mig: ’Du har fødder som strygejern’. Teknikken var ikke min styrke, men jeg kompenserede med beslutsomhed. Som 21-årig endte jeg i Zaccheronis Udinese. I de år var vi en frygtindgydende modstander for alle, vi kæmpede altid om en plads i Europa”.
Hvem var den mest sympatiske i gruppen?
”Giovanni Stroppa, han lavede hele tiden drillerier. En gang kørte han sin Fiat 500 ind i omklædningsrummet og dyttede i hornet. Vi kunne slet ikke få bilen ud derfra”.
Han udfordrede de største: fra Ronaldo til Baggio, via Rui Costa og Zidane.
»Ronaldo var en fra en anden planet, umulig at stoppe. Jeg dækkede Zinedine i min første kamp mod Juventus, det var i 1997. For at irritere ham prøvede jeg alt: spark, glidende tacklinger. Han reagerede ikke. I anden halvleg ramte han min ankel med en meget hård tackling. I det øjeblik indså jeg, at jeg ikke skulle gøre ham vred.”
To år senere kom indkaldelsen fra Zoff til landsholdet.
”Jeg spillede tre kampe for Italien. I en kvalifikationskamp til EM 2000 mod Danmark fik jeg endda et rødt kort i slutningen. Den bedste anekdote er dog den med Roby.”
Fortæl os om det.
»Vi var både modstandere og holdkammerater på det italienske landshold. I løbet af min femten år lange karriere scorede jeg fire mål. Baggio formåede med to oplæg at få mig til at score et dobbeltmål under en træningskamp.«
Fodbolden har givet dig mange venner: en af dem er Stefano Fiore.
»I 2001 skiftede vi sammen fra Udinese til Lazio for 88 milliarder lire. Han havde klasse, ikke som mig. Ved afslutningen af hver kamp, når jeg kom ud dækket af mudder og fuld af blå mærker, nynnede han Ligabue for mig: ’Una vita da… Giuliano. ’ Alt andet end en midtbanespiller’. Jeg var også så heldig at lære Borgonovo og Mihajlovic at kende, to mestre, som jeg bærer i mit hjerte”.
I Lazio debuterede han i Champions League og blev endda anfører.
»Der var Nesta, Crespo, Inzaghi. Vi vandt Coppa Italia ved at slå Juventus i finalen i 2004. Et år senere scorede Di Canio det første mål foran Curva Sud i det derby, vi vandt 3-1 mod Roma. Der blev udvekslet et par ord for meget med Totti. For os var det en stor fest”.
Capellos Juventus var det sidste vigtige kapitel i hans karriere.
»Til den første træning i den sort-hvide trøje mødte jeg op en time for tidligt. Jeg troede, jeg var den første, men alle var der allerede: Buffon, Trezeguet, Ibrahimovic. Den følgende dag mødte jeg op to timer før.«
Den sommer opdagede han Messis talent.
»Vi spillede Trofeo Gamper mod Barcelona. Leo var 18 år. Jeg forsøgte at stjæle bolden fra ham med en tackling, men han drejede for at undvige mig. Jeg faldt klodset, og Messi var allerede på vej mod målet. Capello sagde: ’Han bliver verdens bedste’. Han havde ret».
Han valgte at blive i Serie B efter Calciopoli.
»De arrangerede et møde mellem de mest erfarne spillere, og Del Piero sagde: ’Juventus er altid Juventus, det spiller ingen rolle, hvilken række vi spiller i.’ Vi var alle enige.«
I dag er Giannichedda begyndt forfra med de unge.
”Jeg har været så heldig at opleve en fantastisk karriere: Serie A, Champions League, landsholdet. Jeg troede ikke, jeg ville klare det, men det lykkedes. Til de unge siger jeg: Giv aldrig op med at tro på jeres drømme.”
