Sangskriveren er en stor sportsentusiast: »Men jeg taler ikke længere om fodbold på sociale medier, siden et hold vendte fansene mod mig. Jeg elsker F1, men Ferrari gør mig deprimeret: det gør mig ondt at se Hamilton i vanskeligheder.«

De steder, Francesca Michielin vender tilbage til i sine minder, er dem, hvor hendes passioner opstod som barn. Det første stadion, hvor hendes kærlighed til fodbold begyndte, de farverige billeder af F1-bilerne, atletikbanen, gymnastiksalen, hvor hun dyrkede kunstnerisk gymnastik. Fotografier, der i dag tegner hende i alle hendes facetter, »der er mange, men de gør mig til den, jeg er«. En kunstner, en sangskriver og en musiker. Og en stor sportsentusiast.

Hvilken sport blev du først passioneret for som barn?

»Jeg vil sige Formel 1. Jeg husker, at jeg som barn sammen med min bror læste aviser og legede med at huske navnene på kørerne og genkende racerbilerne. Det var begyndelsen på en stor kærlighed, der er blevet stærkere med årene«.

Og fodbold?

“Det har jeg også altid haft med mig. Jeg så min første kamp i 1998 eller 1999, og det var Vicenza mod Juventus, da Vicenza stadig spillede i Serie A. Jeg husker stemningen på stadion, spillerne, musikken… Det er noget, der bliver hængende, når man er lille, som en slags prægning.”

Du har dedikeret en sang til Fernando Alonso. Har han altid været din yndlingskører?

»Ja. Han er lidt F1’s antihelt, og jeg har altid gerne heppet på de figurer, der er sværere at forstå, som ikke altid er lige så elskede som måske kørere som Michael Schumacher. Fernando er kantet, og netop derfor fascinerede han mig med det samme.«

Hvordan opstod sangen, der er dedikeret til ham?

»Jeg skrev den mellem 2016 og 2017, i en meget kompleks periode i hans karriere: Han var hos McLaren, intet gik som det skulle, og jeg følte behov for at skrive noget, der beskrev øjeblikket, men også den rejse, der havde ført ham dertil.«

Hvordan var det at møde ham?

»Jeg mødte ham for første gang i Spielberg i weekenden under Grand Prix i 2017, i McLaren-pitten, efter sangen var udkommet: han var meget glad, han blev begejstret for pladen, og derfra begyndte vores venskab.«

Bortset fra Alonso, er der en nuværende F1-kører, der har stjålet dit hjerte?

»Tsunoda! Han er også lidt af en antihelt: han ligner en mangafigur, der kommer til Formel 1 og straks gør sig bemærket med absurde teamradioer fulde af bandeord. Og så kan jeg godt lide, at han har arbejdet så hårdt på sig selv og sin selvkontrol.«

Er du begejstret for denne Formel 1-sæson?

»Nej, ikke særlig meget. Ferraris situation gør mig deprimeret, og det gør ondt at se Hamilton i vanskeligheder. Jeg håber, at han kan trække noget op af hatten, for med den måde, han tabte verdensmesterskabet i 2021, fortjener han at vinde et til, inden han går på pension.«

Hvor kommer din støtte til Juventus fra?

»Jeg er vokset op i en familie, der både er Juventus- og Vicenza-fans. Min mor er mere Vicenza-fan, min far er Juventus-fan, og de har begge overført denne ›dobbelte‹ passion til mig og min bror.«

Kan du lide at gå på stadion?

“Meget. Jeg håber, at stadionet igen bliver et mere populært og tilgængeligt sted for alle, for for mig er det en fantastisk oplevelse at dele.»

Hvordan er dit forhold til fansene på de sociale medier?

«Jeg er holdt op med at kommentere alt, der har med fodbold at gøre. Når jeg hepper, genkender jeg ikke mig selv, jeg er besat… men jeg har haft dårlige oplevelser i fortiden med et fodboldhold, der på sociale medier har ophidset alle fans mod mig efter en kommentar fra mig. Så nu foretrækker jeg at undgå det.»

Hendes fodboldidol er Alessandro Del Piero. Har hun mødt ham, som det var tilfældet med Alonso?

«Nej, og det ønsker jeg heller ikke. Han er en myte, og det vil jeg gerne have, at han forbliver. En gang i Monza under Grand Prix’et mødte jeg ham i pit-lane, og vi hilste på hinanden. Jeg sagde ›hej, du ved, hvad jeg synes om dig‹, og så gik jeg, fordi han er sådan en myte for mig, at jeg ikke ønsker at lære ham bedre at kende: nogle gange skal helte forblive helte.”

Er du også interesseret i andre sportsgrene?

»Atletik, kunstnerisk gymnastik… mange sportsgrene. Jeg dyrkede atletik i mellemskolen og kunstnerisk gymnastik i næsten ti år. Det, jeg kan lide ved atletik, er, at det er en sport, der sætter alle på samme niveau: drenge træner sammen med piger, og det er vigtigt at komme i kontakt med hinanden på sportsbanen i den alder.«

Hvad synes du om kvinders bevægelse inden for motorsport?

»Jeg kan rigtig godt lide at se bevægelsens energi. Startende med Susie Wolff og F1 Academy: De er ved at skabe sig en plads i et miljø, der altid har været overvejende mandligt.«

Et engagement, som du bringer med på scenen: I din koncert i Arena di Verona var alle musikerne kvinder.

»Præcis, jeg besluttede at samle sangskrivere og musikere, som jeg allerede arbejdede med, alle på samme scene. For jeg synes, at repræsentation er afgørende: at give talentfulde kvinder i musikverdenen mere plads hjælper med at sætte dem i rampelyset.«

Hvordan opstod denne store koncert i Arenaen?

»Jeg ville skabe en fest, hvor musikken var i centrum. Samle venner på scenen, kunstneriske og musikalske påvirkninger, tage mig af alle detaljer, fra udseende til arrangementer. Det var en lidt skør drøm, der blev til virkelighed.«

Når vi taler om drømme: Hvis Francesca kunne være atlet, hvilken sport ville hun så gerne udmærke sig i, og hvad ville hun gerne vinde?

»Jeg ville gerne være længdespringer, fordi det er en disciplin, jeg har dyrket, og som jeg havde det rigtig sjovt med. Så jeg vil sige en længdespringer, der vinder OL-guld. Mere end det kan man ikke drømme om.«