36 hold på samme tid, som da tv ikke pålagde os at se kampene i små bidder. Og straks kommer »Undskyld, Ciotti…«

Ja, lad os hoppe ombord på denne onsdag som om det var Doc Browns DeLorean og forkæle os selv med en dosis nostalgi. Vi rejser tilbage i tiden til de fjerne søndag eftermiddage, hvor alle kampe startede på samme tid, og tv’et endnu ikke havde magten til at påtvinge os den opdelte transmission, der kun gav mening ved middagsbordet. Udover søndag, messedagen, blev fodbold kun fejret om onsdagen, som var tabernaklet for det mest hellige: Champions League. Det hellige kom af, at hvert mesterskab havde sin egen gud, én eneste. I dag kan et land have op til fem formodede guder. Champions League er en hedensk fest, en ravefest. Kun onsdag og søndag, for ugen var en æske chokolade: søndag aften, tv-serien; mandag, den store amerikanske film; torsdag, Mikes quiz; lørdag, varietéen.

Så væltede æsken, chokoladerne blandede sig, og nu ser vi hver dag alt muligt: fodbold, film, quiz… Men denne onsdag har noget gammelt over sig, den vintage charme, som nutiden har: 36 hold, der spiller på samme tid, resultater, der overlapper hinanden, stillingen, der ændrer sig, følelsen af at have Ameris stemme i ørerne (“Undskyld, Ciotti…”), Provenzali, Ferretti, Cucchi… Intet gulasch, et unikt julemåltid, alt af alt, kun ålen mangler: Inter, Juve, Napoli og Atalanta på jagt efter en plads, Mou mod Real, Tonali mod Kvara, Osimhen mod Haaland… Til sidst, tilbage i nutiden, håber vi, at alle italienske hold stadig er med i kampen. Il Quartetto Cetra.