Den tidligere centrale forsvarsspiller for Lazio er en del af Inzaghis tekniske stab i Al-Hilal: »Vi bor i lejrene og tilpasser os deres kultur, vi beder 5 gange om dagen og træner om eftermiddagen. I Formello kaldte de mig i starten for spion, fordi jeg havde været i Roma, det er bare synd, at jeg ikke spillede på landsholdet.«

Sebastiano Sivillas historie lærer os, at hvis det gamle liv rækker hånden ud, så tager man imod den, selvom det betyder, at man skal gå en tur i ørkenen og skifte vej. »›Seba, hvad laver du? Følger du med mig?‹, spurgte Simone mig i begyndelsen af juni. Og jeg fulgte med ham.« Den tidligere Lazio-midterforsvarer er blevet teknisk assistent for sin ven Inzaghi i Al-Hilal og er vendt tilbage til Riad efter tre års pause. 

Hvordan er livet i Saudi-Arabien?

“Vi bor i et kompleks, hvor der er alt. Riad er en åben byggeplads, hvor der hele tiden bygges. Man skal tilpasse sig deres kultur. Her træner man om eftermiddagen og ikke om morgenen, og der bedes fem gange om dagen.»

Hvorfor har du holdt pause i tre år?

«Efter Potenza fik jeg nogle tilbud, men intet konkret. Da Simone ringede til mig, tøvede jeg ikke et øjeblik.”

Hvor meget har du ændret dig i forhold til Inzaghi som fodboldspiller?

»Meget. I Lazio var det en konstant strøm af vittigheder og latter. Han og Tare drillede hinanden. En gang drak Igli to liter te på fem minutter, fordi han havde tabt et væddemål.«

Hvor starter historien om Sevilla?

“I Palizzi, en lille by i provinsen Reggio Calabria. Far var arbejder, mor var husmor. De sagde til mig, at fodbolden ikke kunne brødføde mig. Jeg studerede til revisor, og hvis jeg ikke havde spillet, havde jeg arbejdet i ejendomsbranchen. Men denne ›manglende interesse‹ gav mig frihed. Jeg startede i Interregionale, så blev jeg hentet af Parma, men mellem 18 og 19 år, efter at have været i militæret, overvejede jeg at give op”.

Hvorfor?

“Jeg var tilmeldt Audax Ravagliese. Parma havde lånt mig. Men præsidenten døde, og jeg stod uden agent. Et og et halvt års pause. Jeg tænkte: ›Hvad skal jeg spille for?‹. En dag ringede jeg til Salvatore Matrecano og tilbød mig selv til Nocerina i C2. De tog mig. Sådan begyndte min genfødsel. En af mange. To oprykkelser på to sæsoner, den sidste i B med Delneri.»

Til sidst sprang han op i A med Verona i sommeren 1996.

«Og jeg ville slet ikke med. ‘Nu pakker du dine ting og tager til Bentegodi. Med det samme’, sagde Delneri. På det mærkelige dialekt, som kun han forstod. Det var afgørende.”

Først Atalanta, så Roma. Hvorfor gik han ikke derhen?

“West Ham og Betis ville have mig, men Giallorossi havde vundet mesterskabet. Jeg havde debut i Serie A mod Batistutas Fiorentina, som senere endte i Roma. For mig var det som at lukke en cirkel, men jeg spillede ikke meget. Set i bakspejlet var det et forkert valg. Jeg valgte selv at gå.»

Parma og Atalanta før den anden genfødsel, men: Lecce.

«Der mødte jeg min kæreste, og mine døtre blev født. Jeg havde brug for varmen fra syd. Jeg husker Corvino, en god gammel surmule, som man måtte flygte fra, når han blev sur, og en returkamp med mere end 30 point.»

Endelig Lazio. Hvordan opstod aftalen?

«Turne i Valencia med Parma. Det var sent om natten, omkring klokken to. Telefonen ringede. ›Hej, er det Sevilla? Vil du komme og spille for os?‹. Jeg spurgte, hvem det var. ›Det er præsident Lotito‹. Jeg var en af hans ni køb på én dag”. 

Blev du mødt med skepsis i starten?

“Ja, også på grund af min fortid i Roma. Nogle kaldte mig spion. Men tiden har slettet alt. Lazio var mesterværket i min karriere. Den partner, jeg ville være blevet gammel sammen med.»

Det bedste minde?

«Hælscoringen mod Fiorentina i 2010, som jeg kalder ›Guds hæl‹. Det sidste mål i Serie A i mit sidste år som fodboldspiller. Jeg slettede det forrige års buh-råb, da jeg fejrede et mål mod Torino ved at lægge hænderne på ørerne.»

Hvorfor gjorde du det?

«Det gik dårligt for os, og fansene var vrede. Jeg ville sige til kurven, at de skulle støtte os, men stadionet buhede ad mig. Jeg var på jorden, skuffet. Den hæl mod Fiorentina satte tingene på plads. Men hvis det havde været op til mig, havde jeg spillet et år mere i Lazio.»

Spredte anekdoter. En om Lotito?

«Aftenen før finalen i Coppa Italia i 2009 ringede han til mig igen. ›Sebastiano, vi skal vinde‹. ›I morgen er det os, der løfter trofæet‹. Det var det første under hans ledelse, efterfulgt af Supercoppa året efter i Beijing. Jeg takker Matuzalem, fordi han fik mig til at vinde et mesterskab ved at score… med næsen. Et fænomen. En gangster med teknik og garra. Lidt Pirlo og lidt Gattuso, med de nødvendige proportioner”.

Han bar også Nestas nummer 13.

“En ære, men Sandro er Sandro. Jeg var et af symbolerne på et arbejderhold fra Lazio, som på det tidspunkt også fik folk til at drømme lidt. I 2007 spillede vi i Champions League mod Real. Mig, Mutarelli, Ballotta, Mudingayi. På den anden side var der Raul, Sneijder, Van Nistelrooy. Men det endte 2-2”.

Et andet navn: Paolo Di Canio.

»Før derbyet den 6. januar, som vi vandt 3-1, og som jeg ikke spillede, tog han holdet med hjem for at se Braveheart for at pumpe alle op til kampen.«

Når vi taler om derbyet. Du kaldte Totti for ›bustet‹.

»Fordi han kaldte mig ›bøsse‹. Det var bare for sjov, men det endte der.« .

Har du noget at fortryde?

»Jeg ville gerne have spillet en kamp for landsholdet. I 2005, med Lippi, var jeg tæt på: Jeg var kommet på en liste med 36 navne med henblik på en turné i USA. Jeg kom ikke med, men jeg fik det, jeg fortjente. Og så fik jeg Lazio. Og Lazio var mit liv.«