En af tidernes stærkeste kickboxere går på pension lørdag med en sidste kamp: »Jeg ankom til Italien i en lastbil: 13 år og 13.000 slagsmål. Jeg stod op kl. 6, løb en tur, tog så på byggepladsen for at arbejde og bad om at få de tunge opgaver for at blive stærk. Ved den første kamp fik jeg 1.700 euro, senere vandt jeg en million, men træk skatten fra…”
Giorgio Petrosyan tilhører samme slægt som Sinner, Tomba og Vale Rossi: i sin sport, kickboxing, har han vundet alt og regnes for en af de stærkeste nogensinde. I sit træningscenter sørger han for, at man ved det med det samme: Så snart man træder ind, er der en udstillingsvindue med alle de bælter, han har vundet, og det tager kun et minut at se dem alle igennem. Han har besluttet at trække sig tilbage, og når en konge trækker sig tilbage, nøjes han ikke med at sige det, men ser sine folk i øjnene: Petrosyan gør det lørdag aften i Allianz i Milano. En sidste kamp mod portugiseren José Sousa, en sidste chance for at se »doktoren« — de kalder ham det, fordi han slår præcist som en skalpel — i aktion. Hans historie er en historie om ubeskrivelige ofre, man kan læse dem alle i hans to øjne, der er sorte som natten, mens han viser dig arrene.
Petrosyan, hvorfor stopper du?
»Lysten er der, men at forberede en kamp er blevet et helvede. Ved du, hvor mange skader jeg har haft?«.
Nej, opregninger.
“Jeg har brækket min venstre hånd 11 gange, den højre ved jeg ikke engang hvor mange gange, så tre brud på kæben, knæene, fødderne, en diskusprolaps i nakken, en brækket næse, hvilket for mig er normalt. Jeg er altid blevet opereret i tide og har løst problemerne, men når hovedet vil presse på, siger kroppen: ›Åh, stop, du er jo ikke 20 år‹”.
Men han siger farvel med en kamp. En ædel gestus.
»Ja, jeg kommer til at være superforberedt trods alt. Det var min brors drøm at arrangere min sidste kamp, og at gøre det foran mit folk fylder mig med stolthed. Vi fejrer det med en flot sejr«.
Petrosyans historie begynder i Armenien. Hans første minde?
»Min far, der, når skolen slutter, tager hele familien med på ferie til Sevan-søen, hvor vi spiser godt og er lykkelige. Der er allerede krig, soldaterne er overalt, og jeg bliver venner med nogle af dem; til gengæld for mad lader de mig skyde med en kalashnikov i vandet«.
Allerede som barn har Petrosyan kampen i tankerne.
»Før jeg tager i skole hver morgen kl. 6, løber jeg en tur, så henter jeg en sæk frem fra under sengen og begynder at slå på den. Jeg efterligner filmene. Den ene dag er jeg Bruce Lee, den næste Van Damme…«.
Krigen, som vi sagde. Få år senere gemmer du, din far og din bror Armen jer på en lastbil og ankommer til Italien.
“Jeg husker en kamp mellem Italien og Brasilien i tv et par måneder før. Jeg heppede på Brasilien og tænkte, at det ville være fantastisk at tage dertil, min bror Armen heppede på Del Piero og sagde, at Italien var bedre. I sidste ende gik hans drøm i opfyldelse. Men de første minder om Italien er forfærdelige: Milanos hovedbanegård, iskold kulde, vi ved ikke, hvor vi skal sove, jeg har 40 i feber og halsen i brand, min far søger hjælp”.
Så endte I hos Caritas i Gorizia.
“Og også der trænede jeg, alene. Jeg bandt madrasser fast til en pæl og øvede spark og slag. En armensk ven tog mig med til Paolo Vidoz’s fitnesscenter, men han var i Sydney til OL, og jeg måtte vente på, at han kom tilbage, før jeg kunne melde mig ind. At blive bedre er en besættelse for mig, jeg står op ved daggry, løber kilometer efter kilometer, så tager jeg på arbejde på byggepladsen og får bevidst tildelt de tungeste opgaver for at opbygge styrke. Som tyveårig holder jeg op med at være murersvend, fordi det ikke længere er nok for mig at gå i fitnesscenteret en gang om dagen”.
I 2004 kommer de første penge med kickboxing.
»I Bologna kæmper jeg mod en thailænder, jeg får 1.700 euro, og så snart jeg får dem, giver jeg dem til min far, familien har brug for dem«.
Hans karriere: 115 kampe med kun 3 nederlag, hvoraf det ene var snyd.
“Ja, i Thailand. Der er mange væddemål bag kampen, de putter diuretika i mit vand, så jeg kommer op i ringen fuldstændig dehydreret. Jeg kunne give op, men jeg bærer det italienske flag, og der anses italienere for at være upålidelige, folk der går ned med det samme eller giver op. ›Selvom du ikke kan stå op, skal du kæmpe af stolthed‹, siger jeg til mig selv”.
Du er hverken thailandsk eller hollandsk, altså kommer du ikke fra et land med tradition for denne sport: du kom ud af det blå og vendte op og ned på det hele, dobbelt så hårdt arbejde.
“For at motivere mig sagde min far altid: ›Gorizia er en lille by, jo stærkere du bliver, jo mere vil verden kende dig‹. Jeg har valgt den hårdeste vej, men netop derfor har det været dobbelt så dejligt»
Du og din bror fik først pas i 2014 på grund af jeres sportslige meritter.
«Det irriterede mig lidt, jeg har altid haft ét flag, det italienske: og det er helt rigtigt, jeg er vokset op her. Men uden pas havde jeg mange problemer. For at rejse til udlandet havde jeg kun rejsebeviset, et dokument, som de ikke kender i andre lande. I tolden stod jeg i kø i timevis for at forklare, og helt indtil sidste øjeblik vidste jeg ikke, om jeg kunne deltage i stævnerne som normalt eller ej.»
Hvordan er Italien for dem, der kommer udefra?
«Noget fungerer ikke. Den, der begår en fejl, betaler ikke. De, der kommer hertil, er ikke alle ens; for dem, der handler med narko, stjæler og laver ballade, er der brug for strengere regler. Det kan ikke passe, at de kommer ud efter to dage og begynder at lave det lort, de vil.”
Han vandt det, der minder mest om handlingen i en Van Damme-film: One Championship Tournament, verdens bedste i en knockout-turnering med en million på højkant.
»Jeg fandt ud af, at Van Damme var danser, og det ødelagde lidt myten for mig… Filmene laves af skuespillere, jeg kæmper. Jeg startede takket være dem, men jeg har været bedre, fordi jeg virkelig har forvandlet en drøm til virkelighed. Den million? Træk skatten fra…«.
Hans hårdeste modstander?
“Netop den thailandske fyr i Bologna i 2004. Jeg havde kun haft 25 kampe, han næsten 300. Ingen ville kæmpe mod os. Det endte uafgjort, og jeg led meget, fordi jeg ikke var stærk nok. Hvis jeg mødte ham i dag, ville han ikke holde en eneste runde.»
Hvor meget betyder teknikken, og hvor meget betyder hovedet i kampsport?
«Teknikken betyder meget, men for at bruge den skal man bruge hovedet. Du kan have en Ferrari, men den nytter intet, hvis du ikke kan køre den.»
Du træner mange unge, ser du den samme ild, som du selv havde?
«Nej. Jeg ved, det er en fejl at lave sammenligninger, men hvis jeg i fitnesscentret foreslog den træning, jeg lavede som 16-årig, ville en almindelig person ikke holde tre dage.”
Hvorfor det?
»Da jeg kom hertil, var jeg 13 år og havde været i 13.000 slagsmål i Armenien – en helt anden mentalitet. Man ser mange, der kun træner for at tage et billede, lægge det på de sociale medier og vise deres venner, at de kan slås. Det er bare sådan, at man har det godt i Italien. Hvis man har det godt, hvor skal man så finde den aggressive energi?«
