Giannelli på podiet med trøjen fra den skadede spiller få dage før afrejsen. Træner De Giorgi: »De burde kun ringe til mig til VM. Jeg er helt ødelagt.« Anzani og ›onkelens‹ guld: »Jeg skulle have stoppet med at spille, men i stedet er jeg her.«

Tårerne flyder rigeligt for alle. Det er tid til følelser, og man kan give sig hen. Det er også tid til dedikationer. Den vigtigste er på podiet, hvor Giannelli modtager medaljen med Daniele Lavia’s trøje, den store fraværende, men meget tilstedeværende med holdet, der vandt guld, samt som speciel kommentator på Rai. Den 23. august så den italienske spiker verdensmesterskabet forsvinde på grund af en håndskade, der skete i vægttræningslokalet, og som tvang ham til at gennemgå en delikat operation. Før finalen talte han til hele holdet. »Dani, dette er til dig – det er indledningen fra Simone Anzani, holdets ›onkel‹, der slog den sidste bold ned – du ved, hvor meget vi har savnet dig, og hvor meget vi havde brug for dig. Denne sejr er helt og holdent dedikeret til dig«. Anzani fortsætter: »Jeg har sagt ved en anden lejlighed, at vores mål var VM. Det er en utrolig følelse, det er en særlig kamp. Jeg kommer fra to svære år – fortæller midtbanespilleren, der måtte stoppe to gange på grund af et hjerteproblem – hvor jeg risikerede at stoppe med at spille, jeg jagede en OL-plads, som var mit sidste mål, og nu er det her.«

“Jeg har svært ved at tale – det er tårerne fra Simone Giannelli, kaptajn og guldhænderne på dette hold – det er på grund af sorgen over ikke at have Daniele med os. Jeg ved, hvor meget han holdt af det. Desværre var han ikke med os, og derfor takker jeg ham for at have været tæt på os. Jeg er stolt af at bære hans trøje her – jeg viser den i tv under medaljen – og jeg hilser også Sanguinetti (den sidste, der blev udelukket, red.). Vi er ikke mennesker, der giver op. Der var mange ting, vi ikke kunne lide i denne sæson, men vi fik det til at fungere. Jeg er stolt af dette hold, vi har gjort noget utroligt.” Mister Mondo Michieletto var også rørt: »Vi har gjort noget utroligt. Jeg er målløs. Det var måske ikke den smukkeste kamp, men hvad betyder det? Vi kom ud af vanskelighederne som et stort hold. Jeg kan ikke fatte det. Når jeg er hjemme, har jeg den på natbordet, så jeg kan nyde den lidt.«

Romanos dedikation—  Yuri Romanò, der næste år skal spille i Novosibirsk i Rusland, var en af holdets bærende kræfter: “Det er svært at tale, det er utroligt. Dani, du er smuk – spøger han med Lavia, der er med i tv – du er en vigtig del af denne gruppe. På trods af alt det, der skete under forberedelserne, har vi vist, at når vi spiller på vores måde, er det virkelig svært at slå os. Polen er det mest komplette hold i verden, og det var ikke nok. Jeg dedikerer det til Marta og Bianca (kæreste og datter, red.), jeg elsker jer så højt, jeg kommer snart.»
Bottolo—  Felice Bottolo: «I dag kunne man se, at vi havde ekstra energi, og den kom hjemmefra. Vi fandt styrken indeni os selv. Vi kan stadig ikke helt forstå det. Vi lever det, men vi forstår det stadig ikke. Det har været en lang og anstrengende sommer, der har taget meget af vores energi. At starte i maj og slutte i slutningen af september er uendeligt.”
Rekordtræneren—  Til sidst står Fefè De Giorgi, manden med rekord i fem verdensmesterskaber, også med pokalen i armene: »De burde kun ringe til mig til verdensmesterskaberne,« spøger den italienske træner. “Jeg er ødelagt, det har været en lang sommer, ikke helt nem, men jeg siger det igen og igen: Det er nogle specielle fyre. De har accepteret mange ting for at kunne arbejde bedst muligt. De har været fantastiske, med deres evne til at inkludere. Og Daniele har været rigtig god. Han har givet os en god energi.» Derefter hilsen til Julio Velasco, træner for kvindernes landshold: «Vi har gjort gode ting sammen med Julio denne sommer. Vi håber at kunne begejstre mange unge.”