Teater, protester, taktiske spekulationer, pauser: Vores liga forbereder ikke til den fodbold, der spilles i verden i dag. Og hvis Italiens bedste dribler er en back…

Intensitet er som skalotteløg, der indgår i alle opskrifter. Så snart italiensk fodbold snubler, springer ordet »intensitet« til tops på trendlisterne. Det er dens skyld. Alt er dens skyld. Selv klimaforandringerne. »Vi mangler intensitet«. I går leverede CIES’ fodboldobservatorium os dog data, der gør det muligt at tale om det på en lidt mindre vag måde. Det definerede begrebet sprint: en hastighed på 25 km/t, der opretholdes i mindst 0,7 sekunder.

Derefter udarbejdede det en rangliste over de europæiske ligaer, hvor der løbes flest meter i sprint. Det er det, intensitet er: kontinuerlig hurtig løb. På førstepladsen ligger Premier League med 199,6 meter. Derefter følger den hollandske liga (193,7 m) og den schweiziske (190 m). Italien? Uden for top 10, overgået af både Frankrig, Norge, Belgien, Sverige, Spanien, Tyskland og Tyrkiet. Serie A, der er fyldt med dramatik, protester, taktiske spekulationer og konstante pauser, træner ikke langvarig sprint. Så hvis Norge skifter tempo, ender de italienske spillere som Sinner’s modstandere, et intensitetsmonster: de bliver overvældet og er ude af stand til at holde et højt tempo. Det samme sker for vores klubber i cupen. Hvis Roma, der har en trup, der er ringere end mange andres, ligger foran, er det fordi Gasp allerede har indprentet intensiteten fra Atalanta, det mest revolutionerende italienske hold de sidste 10 år. Man har aldrig set revolutionære, der går. En modstander skal man enten drible forbi eller overhale i fart. Den landsholdsspiller, der har flest vellykkede driblinger, er en back (Palestra, 17), langt bag Yamal (33) og Mbappé (30). Vi kan hverken sprinte eller drible. Playoff-kampene er ikke en fornærmelse mod vores historie, men et trofast spejlbillede.