Han blev nummer tre efter Conte og Gasp i Panchina d’oro, han gav Atalanta en ordentlig omgang uden at slå dem, han så sin stjerne brænde et straffespark. Men deroppefra er der nogen, der holder øje…

Det tekniske udvalg under det italienske fodboldforbund tildelte i går Cesc Fabregas, træner for det mirakuløse Como, tredjepladsen i Panchina d’oro-prisen efter Antonio Conte, der vandt mesterskabet med Napoli, og Gian Piero Gasperini, der førte Atalanta tilbage til Champions League. En stor tilfredsstillelse for en træner, der stadig er i begyndelsen af sin karriere, men som måske kom på det forkerte tidspunkt, på en dag, hvor det var mest naturligt for ham at forbande sit job. Få timer tidligere havde han fået en ordentlig omgang af Atalanta, der havde gennemhullet ham som San Sebastiano med omkring tyve skud, og han havde set sin bedste spiller (Nico Paz) brænde et straffespark i slutningen af kampen, og i stedet for de fem mål, som statistikken havde forudsagt, havde han ikke scoret et eneste. Og mod Milan var det gået endnu værre.

Hvis fodboldguden højt over Coverciano havde fornemmet det, ville Cesc sandsynligvis have spurgt ham: »Hvorfor, Herre? Jeg spiller jo godt, som du kan lide det. Jeg lukker mig ikke inde, jeg starter ikke forfra.« Og fodboldguden ville sandsynligvis have svaret ham, mens han rev de florentinske skyer op: “Tænk, hvor kedeligt fodbold ville være, hvis det altid var dem, der fortjente det, der vandt… Jeg har givet spillet det mest værdifulde: frihed. Friheden til en episode, en dårlig aflevering, et fejlagtigt straffespark, friheden til at vinde, selvom man spiller dårligt. Men du er på rette vej, Cesc, den bedste vej, den der fører langt, mod lyset. Fortsæt uden tvivl og trøst den dreng, der spiller som en engel. Et brændt straffespark vejer mindre end en fjer. Sandelig siger jeg dig: om et år vil du stadig være her med en Panchina d’oro i armene.”