Den tidligere målmand for Roma bor i Florida og er byggeentreprenør: »Spalletti er et geni, mens jeg aldrig havde noget forhold til Ranieri.«

Når man nævner Colosseum, lyser hans øjne op. »Det var det første, jeg så, da jeg ankom til Rom, og jeg blev målløs.« Alexander Marangon Doni svarer fra USA, hvor han har boet i årevis. Han flyttede med sin familie til Orlando og grundlagde et sandt imperium: paladser, huse, indkøbscentre. Hans firma hedder »D32 invest«, som det nummer, han bar mellem stolperne. Når man taler med ham om fodbold, lyser han op. »Jeg følger ikke så meget med længere, men jeg er stadig en Giallorossi-fan.« Doni var målmand for Roma i seks sæsoner – 150 kampe fra 2005 til 2011 – og når han taler om det, virker det som om han genoplever de følelser. Man kan se det i hans ansigt. »Spalletti var den bedste træner, jeg nogensinde har haft, og hvor har vi grinet med Totti og De Rossi. Ranieri, derimod, det er bedst at lade ligge…«

Doni, lad os starte med nutiden. Hvad laver du i dag?

“Efter fodbolden studerede jeg meget og startede en række virksomheder. Jeg har boet i Florida siden 2017, men rejser rundt i hele verden. Jeg har også et sportscenter tilknyttet Romas fodboldskole, et fitnesscenter, et agentur for atleter og mange aktiviteter inden for ejendomsbranchen. Vi har bygget mere end 3000 huse. Derudover har jeg også åbnet en forlystelsespark sammen med min tidligere partner Fabio Simplicio”.

Det siges, at du sidste år var tæt på at købe Brescia. Hvor meget er der af sandhed i det?

”Ja, forhandlingerne var gået i gang. Jeg var en del af en investeringsgruppe, og jeg var meget begejstret for ideen. Men der var nogle interne dynamikker, der gjorde, at vi ikke gennemførte handlen. Det er en skam.»

Har I planer om at købe andre klubber?

«Med fonden har jeg forhandlet om køb af klubber i Portugal, Brasilien og Italien. Nogle handler er gået godt, og vi håber, at der vil være mulighed for at gøre flere i fremtiden. Måske lige netop i jeres land…”

Lad os gå videre til minder. Når jeg nævner Roma, ændrer dit blik sig. Har du efterladt dit hjerte der?

»Jeg betragter det som mit hjem. Jeg forelskede mig i byen, så snart jeg så Colosseum. Og så Roma, fansene, Olimpico. En drøm.«

Spalletti satte dig ind for første gang i et derby. En ildprøve.

»Det var den 23. oktober 2005, vi spillede 1-1. Jeg havde aldrig spillet i ligaen før, det var utroligt at debutere i en sådan kamp. Jeg var 26 år, og hele min hidtidige karriere passerede revy for mig«.

Med Spalletti var der en god kemi. Var han den bedste, du nogensinde har haft?

»Ja. Et geni. Luciano er en ægte, direkte person. Han siger tingene ligeud. Det var bedst ikke at gøre ham vred, for så kunne han give dig en lussing. Når han råbte, rystede væggene i Trigoria…«

I havde det sjovt i de år, ikke?

»Ja, bestemt. Vi havde et fantastisk hold med mange brasilianere. Vi taler stadig sammen, det er venskaber, man har hele livet. Der skete noget nyt hver dag i omklædningsrummet. Hvor vi dog grinede med Totti og De Rossi.«

En anekdote med kaptajnen?

“Francesco var fantastisk, både på og uden for banen. Et blik var nok til at give os selvtillid. Han er en brasilianer i hjertet, han har tricks, som jeg kun har set Ronaldinho og Kakà, som jeg har spillet med på landsholdet, udføre. Men når vi gik ud, var det et evigt show. En aften tilbød han en tjener tusind euro for at gå forbi bordene, springe i poolen i underbukser og råbe som Tarzan, mens han slog sig på brystet. Jeg griner stadig, når jeg tænker på det.»

Fra et personligt synspunkt oplevede du imidlertid et særligt miljø i Rom…

«Det er et fantastisk sted, men det har også sine skår og mangler. For eksempel radioen. Gennem årene har jeg hørt mange usande ting om mig selv: De sagde, at jeg skabte problemer i omklædningsrummet, at jeg ville væk, at jeg ikke var en seriøs professionel. Alt sammen vrøvl. Heldigvis kunne jeg regne med et fantastisk hold, der altid støttede mig. Det sagde De Rossi også i et interview. Han bad om, at man holdt op med at finde på falske historier…”.& nbsp;

Der er også blevet skrevet meget om Ranieri…

»Jeg foretrækker ikke at tale om det, jeg har ikke så meget at sige. For mig var det en kompliceret sæson, jeg spillede ikke meget. Men træneren og jeg har aldrig haft noget forhold.«

Straffede han dig for at have accepteret en udtagelse til landsholdet, når han mente, at du skulle være blevet i Trigoria for at blive behandlet?

“Jeg havde det godt og havde ikke lyst til at give afkald på landsholdets udtagelse: om sommeren var der VM. Jeg kom tilbage, og ingen tog mig længere i betragtning. Jeg var fjerde målmand og trænede for mig selv. Jeg fik aldrig nogen forklaring.»

Er det rigtigt, at du var tæt på at skifte til Juventus?

«Ja, to gange. En gang efter det første år i Italien og en gang efter min tid i Liverpool. Bianconeri ledte efter en afløser for Buffon, og jeg ville have spillet om pladsen. I 2006 ville Barcelona med Eto’o og Messi også have mig. Jeg var en af Brasiliens målmænd, så det er klart, at de store europæiske klubber var interesserede i mig. Men jeg ville altid spille, og jeg havde det rigtig godt i Rom.

Kommer du nogensinde tilbage?

»Mindre end jeg gerne ville. Min bror Joao bor der, og det samme gør min søster. Jeg ville komme tilbage for at spise en ordentlig carbonara. Jeg er meget knyttet til byen og dens indbyggere, jeg har fantastiske minder.«

Hvilket forhold har du til fodbold i dag? Du blev tvunget til at stoppe på grund af et hjerteproblem.

“Det har ændret sig med tiden. Jeg fik hjertestop og risikerede at miste livet. Så begyndte jeg at spille igen for Botafogo i 2014, men efter en sæson måtte jeg stoppe igen. Det var forfærdeligt. Jeg husker, at jeg i en periode var helt afvisende: Jeg så ingen kampe, tværtimod skiftede jeg kanal, så snart jeg så fodbold i tv. I dag følger jeg ikke så meget med, men jeg vil altid være en Giallorossi-fan”.

Ville du vende tilbage til fodbolden?

”I livet skal man aldrig sige aldrig. Måske vil jeg gøre det som investor, hvem ved…”.