Tatanka fortæller om sit liv mellem bænke, børnebørn og nostalgi. Fra debuten på San Siro mod Inter til beklagelsen over landsholdet: »Når man ser, hvem der spiller i dag, fortjente jeg i det mindste en venskabskamp.«
Dario Hübner havde kun brug for to ting for at være lykkelig: familien og en fodbold. »Nogle gange burde jeg gøre som Dario Hübner«, synger Calcutta i en sang dedikeret til ham, fordi ›Tatanka‹ eller »Bisonte«, som alle kaldte ham, i 2001 sagde nej til Premier League og en millionkontrakt for at blive tæt på sin kone og sine børn. »Det ville have ændret mit liv, men jeg havde det godt i Romagna og ville ikke forstyrre min familie«, fortæller han. Så han valgte Piacenza, det hold, der lå tættest på hans hjem i Crema. Det var netop der, at han som 35-årig blev topscorer i Serie A 2001-02 sammen med David Trezeguet og satte en rekord, som han stadig deler med Igor Protti: at have været topscorer i alle italienske professionelle kategorier. I dag lever han som dengang: med sine børnebørn, i skoven på jagt efter svampe og på bænken hos Zeta Milano.
Hvordan er livet som træner?
“Jeg har det sjovt. Vi er i Seconda Categoria, og med de drenge, jeg har, er jeg relativt engageret. Jeg ved ikke engang, om jeg ville være i stand til at træne på højeste niveau. Jeg ser mig mere som en assistent.»
Hvem ville du gerne være assistent for?
«Jeg kan godt lide Chivus Inter, men jeg tror også, det ville være en god oplevelse at arbejde med Gasperini eller Allegri, som har sin helt egen måde at træne på. Der er mange dygtige trænere i italiensk fodbold, og derfor følger jeg det meget. Jeg ser også Serie B og Serie C… nogle gange er de mindre kedelige end Serie A.»
I år blev der sat en negativ rekord for scorede mål på en dag…
«Holdene har forstået, at pointene tæller med det samme. Førhen endte de første kampe 3-1, 4-2, og så betalte man i maj for de tabte point i oktober. Nu lægger man mere vægt på forsvaret, og de små klubber spiller uden at tage chancer: hvis man ikke vinder, taber man i det mindste ikke. Problemet har mere at gøre med spillet… nogle gange ser jeg for mange boldomløb: 15 afleveringer for at komme over midten af banen, og så i de sidste tre minutter, når man er bagud med et mål, lange afleveringer, som om kampen aldrig slutter. Det kan jeg ikke lide.”
Tror du ikke, at der mangler målscorere?
“Vi bør bringe niveauet tilbage til 90’erne: I Serie A var der fænomener, men også i Serie B var der meget stærke angribere: Paci i Lucchese, Cobra Tovalieri, Marulla i Cosenza… Uanset hvor man gik hen, fandt man en angriber, der kunne spille i Serie A, men der var fænomener, og man kunne ikke finde en plads. I dag er den rene centerforward, den der uanset hvad scorer, langsomt ved at forsvinde.”
Vi havde en, og han tog til Arabien.
»Retegui traf et livsvalg, som jeg aldrig ville have truffet. Bedre med 4 millioner i ti år i Italien end 20 i to år i Arabien, især når man er 26 år.«
Modric kom derimod til vores liga som 40-årig…
“Luka er imponerende. Han viser os, at det ikke altid handler om fysik og løb. Han løber ikke 100 meter på 10 sekunder, men han tænker 100 gange bedre end alle andre, fordi han allerede ved, hvad han skal gøre, når han får bolden. Jeg har spillet med Pirlo: Han var ikke lynhurtig, men mentalt var han et sekund foran de andre.»
Hvor ville Dario Hübner have spillet i dag?
«Som sympatisør siger jeg Inter, jeg kunne godt have set mig selv der. På et tidspunkt i min karriere var jeg også tæt på: Det var sommeren 1995, året hvor Moratti kom til. Jeg spillede i Cesena, og de ville have mig som tredje angriber. Ideen var, at Marco Delvecchio skulle skifte fra Venezia til Cesena, mens jeg skulle til Milano. Men Roma kom ind i forhandlingerne, og Delvecchio valgte Giallorossi. Så jeg blev i Cesena, han tog til Roma, og Inter endte med at hente Branca. I dag som dengang ville jeg have haft svært ved at finde plads: i hierarkiet ville jeg have været bag Pio Esposito (smiler, red.).»
Det var netop mod Inter, at han fik sin debut i Serie A.
«Natten før kampen (31. august 1997) tændte jeg klokken 12 om natten for tv’et på mit værelse: Lady Diana var kommet ud for en ulykke. Jeg sad klistret til fjernsynet indtil klokken tre. Den næste dag var jeg rolig, jeg kunne næsten ikke fatte det: som 20-årig spillede jeg i Prima Categoria, som 35-årig var jeg i Serie A. Jeg har arbejdet hårdt, uden gaver og uden agenter, der har hjulpet mig med at springe fem kategorier over. Jeg kom ind på San Siro klokken halv to, 85.000 mennesker, og jeg scorede 1-0. På banen var jeg ikke klar over det; efter brusebadet, inden jeg steg på bussen, tændte jeg en cigaret og sagde til mig selv: ›Bravo Dario, efter 15 år har du scoret i Serie A‹. Det var faktisk Recobas to mål, der gjorde min aften mindre mindeværdig. På grund af ham tabte vi 2-1. Hver gang jeg ser ham, driller jeg ham og siger: ›I løbet af ti år hos Inter har du spillet tre kampe, hvoraf den ene var mod mig. Kunne du ikke bare have siddet på bænken?‹”
Den samme kamp, hvor Ronaldo, »Fenomenet«, debuterede…
“Jeg har kendt mange stærke spillere, jeg vil sige de bedste nogensinde, men kun ét fænomen: Ronaldo. En enkelt gang i løbet af 90 minutter forsøgte jeg at presse ham: Jeg så, at han ikke havde kontrol over bolden, og jeg gik efter at stjæle den fra ham. Så snart jeg bevægede benet, var han allerede halvanden meter foran. Jeg kan ikke forklare, hvor stærk han var, men også menneskeligt utrolig. Efter kampen gav han mig sin trøje, og jeg bad ham om et foto. Apropos… Må jeg fortælle en anekdote?”
Ronaldo, et fænomen. En gang prøvede jeg at presse ham: han havde ikke kontrolleret bolden ordentligt, og så snart jeg bevægede benet for at stjæle den, var han allerede halvanden meter foran mig.
Dario Hubner
Værsgo.
“Brescia-Milan: Paolo Maldini kommer ind i undergangen. ›Dario, vil du være sød at give mig din trøje?‹. Jeg troede, han lavede sjov. Ved slutningen af første halvleg stod han der og ventede på mig. Måske gav han den til en ven (griner, red.), men hvis Maldini beder om din trøje, er det som at score et hattrick i Serie A. Jeg må indrømme, at jeg før store spillere har kendt store mænd: Ferrara, Montero, Zidane, Maldini, Costacurta, Baggio… ydmyge mennesker, ›med begge ben på jorden‹. Dengang blev dem, der opførte sig dårligt, straks sat på plads af de store i omklædningsrummet. Ingen turde spille smart.
Har du nogensinde sat nogen på plads?
“Ambrosini, dengang i Cesena. Jeg ›skældte‹ altid på ham. Jeg var 25, han var 19, han kom med førsteholdet fra Bolchi. Fantastisk med hovedet, men når han sparkede… skandaløst (griner, red.). I træningskampene fik han mig til at tabe, så jeg gav ham et par ›smæk‹.
Hvem har derimod »skældt« dig ud?
“Jeg vil ikke kalde det en reprimande, men taktisk passede vi ikke rigtig sammen med Baggio. Det var både held og uheld at have spillet sammen med ham: han ville have en angriber, der spillede på kanten, jeg elskede at gå i dybden. Så kom Luca Toni i stedet for mig. Udover det er Roberto dog en dejlig, ydmyg person. Vi var Brescias arbejderhold, og da han kom – en, som man indtil dagen før kun havde set på tv – var det imponerende. Han var usædvanlig ydmyg og blev en del af gruppen, som om han havde været der i ti år. At være tæt på ham var som at træne ved siden af sit idol: man var i ærefrygt, man var bange for at gøre noget forkert, men han lærte en uden at sige noget.”
Det Brescia var Carlo Mazzones Brescia…
“Carletto var enestående. Han gav dig alt, hvad du havde brug for, men til gengæld krævede han altid én ting: det maksimale på banen. En gang skulle vi til Perugia for at spille, og klubben ville køre af sted med bus om fredagen, overnatte i Cesena og så køre videre. Calori, Baggio, Bisoli og jeg spurgte: ‘ Kan vi ikke flyve lørdag morgen?›. Carlo gik til Corioni og foreslog det. Efter træningen kom han ind i omklædningsrummet og sagde: ‘Gutter, ingen bus mere, vi flyver lørdag. Men husk: jeg giver jer denne bonus, men søndag vil jeg se elleve løver på banen‹. Vi spillede 2-2, men heldigvis scorede jeg to mål”.
Er landsholdet en beklagelse?
“I starten ville jeg have svaret nej, fordi jeg havde folk som Baggio, Inzaghi, Vieri og Totti foran mig. Tag Montella som eksempel: en, der hvert år scorede 15-20 mål i Serie A, men alligevel spillede meget lidt på landsholdet. I dag siger jeg dog: de kunne i det mindste have ladet mig spille en venskabskamp… Jeg håbede, at Trapattoni ville ringe til mig, da Vieri blev skadet, men det skete ikke. Det er ærgerligt, for i de sidste 10 år har jeg set spillere med 5-6 landskampe og nogle, der endda blev udtaget, før de havde debut i Serie A, som Zaniolo. I 90’erne kom man ikke på landsholdet, hvis man ikke havde 200 kampe i Serie A. Dengang var problemet at vælge mellem Totti og Del Piero… I dag er vi nødt til at naturalisere angribere, fordi vi ikke har flere.”
Er det ungdomsafdelingernes ansvar?
“Ja. Jeg husker Cesena: 25 spillere fra Romagna og Marche i truppen. I Brescia var der spillere fra Brescia, Lombardiet og Milano. Vi havde mange stærke italienere. Hvert år kom der 5-6 spillere ud af Primavere, der var klar: målmænd, forsvarsspillere, midtbanespillere, angribere. I dag er der for mange udlændinge i Serie A’s Primavere. Og så undrer vi os over, at vi ikke vinder EM eller VM: det er en selvmodsigelse. Italien er også ved at miste sine målmænd: vi har Donnarumma, og så? Engang havde vi Peruzzi, Buffon, Toldo… vi havde de stærkeste i verden”.
Angrebet giver anledning til glæde og håb for den italienske fodbolds fremtid.
“Pio Esposito er meget stærk, men ung. En angriber vurderes først for alvor, når han er 25 år. Han skal vokse og forbedre sig i løbet af disse fem år. Jeg husker Cutrone udmærket: I september skulle han være Italiens centerforward, i januar var der ikke længere tale om ham. I min tid havde Paolo Maldini, som 18-årig, allerede to sæsoner som fast spiller, og man sagde: ›Han er en god spiller‹. Den unge spiller skal spille og begå fejl. Camarda? Jeg håber, han spiller meget i Lecce, for ellers er det nytteløst. I den alder skal man lære håndværket. Jeg ville være gået i Serie B: 38 kampe mod forsvarsspillere, der slår dig, du bliver fysisk stærk og scorer mål, og så rykker du op. I Serie A beviser man intet med 20 minutter. Han skal se på Pios vej: først skal man arbejde sig op, så springer man ud.»
Det er umuligt ikke at spørge dig om VM på dette tidspunkt…
«Jeg er optimistisk, fordi Gattuso har den særlige evne at få folk til at elske trøjen, hvilket har været den største mangelvare indtil nu. I de seneste år har jeg set for mange udtagede spillere vende hjem på grund af ›småproblemer‹. Hvis Trapattoni havde kaldt mig ind, ville jeg have spillet alligevel og derefter været ude i en måned. Landsholdet er landsholdet.”
