Den tidligere forsvarsspiller blev syg på banen i 2014: »Der sluttede min karriere. Jeg kom tilbage, men jeg var ikke længere mig selv.«

Livet kan, på godt og ondt, være fuld af overraskelser. Leandro Castan har oplevet det på egen krop, i stilheden i sine muskler, i ordene fra dem, der var ved hans side, da alt var mørkt, og der ikke var noget lys for enden af tunnelen. »Jeg var bange for at dø. Jeg blev diagnosticeret med en cavernom, dvs. en vaskulær misdannelse i hjernen. Der sluttede min karriere.« På et øjeblik ændrede alt sig. Du går i seng som fodboldspiller, og når du vågner, er du ikke længere det. Forsvarsspilleren genoplever dramaet, når han taler om det. Forsvarsspilleren var 26 år, havde spillet omkring 60 kampe i Serie A og var en del af det brasilianske landshold. »Tumoren ødelagde mine drømme. Jeg ville have vundet Scudetto med Roma og spillet VM med Brasilien.«

Castan, slutningen på hans karriere har helt præcise koordinater: Det var den 14. september 2014, Roma spillede på Empolis hjemmebane. Maicon bemærkede, at noget var galt…

»I løbet af de 15 minutter var det hele slut. Maicon gik hen til Garcia og sagde: «Leo har det dårligt, skift ham ud”. Jeg forlod banen og kom ikke tilbage. Dagen efter vågnede jeg med en særlig kraftig hovedpine, tog på hospitalet og fik taget en MR-scanning. Kroppen reagerede ikke længere, jeg var bange for at dø.”

Så kom diagnosen. Han fik at vide, at han havde en cavernom i hjernen. Kan du huske din reaktion?

“I starten fortalte Roma mig ikke noget, sikkert for at beskytte mig. Jeg forstod, at de var bekymrede, de sagde bare, at jeg skulle tage det roligt. Da jeg fandt ud af det, var det forfærdeligt. Jeg gik fra at kæmpe for at vinde mesterskabet med Giallorossi til at ligge i en hospitalsseng og kæmpe mod en tumor. Det var et mareridt, jeg kastede op hver dag. Jeg havde tabt 15 kg på to uger. Målet var blevet at overleve, intet andet. Fodbold kommer i sådanne øjeblikke i anden række.”

Kan du huske en særlig besked, du modtog efter operationen?

»Ja, mange. Mange af dem var uventede. Jeg husker, at Baresi skrev til mig, det var utroligt. Så skrev Del Piero, Bonucci og andre. Ud over alle mine holdkammerater, de var fantastiske.«

Efter en lang genoptræning forsøgte han at vende tilbage. Men det var ikke let. Havde du en fornemmelse af, at din krop ikke længere reagerede på dine kommandoer?

»Lad mig fortælle dig dette. Jeg husker perfekt den første bold, jeg forsøgte at gå efter. Jeg forsøgte at stoppe den, men den røg under mine ben. Det var, som om jeg ikke havde kontrol over min krop. En forfærdelig fornemmelse«.

Har du nogensinde overvejet at stoppe?

»Ja, mange gange. Jeg kan ikke beskrive skuffelsen med ord. Du genkender ikke dig selv, du vil nå et niveau, men du kan ikke. I den periode græd jeg hele tiden. Og jeg kom også op at skændes med mine holdkammerater. Som den dag med Dzeko…«.

Fortæl os om det.

“Under træningen vendte Edin sig om og gav mig en lussing. Jeg tog det ilde op og fem minutter senere gik jeg hårdt ind på ham og begik en grim fejl. Han fornærmede mig, og der blev udvekslet nogle hårde ord. Om aftenen ringede jeg til ham og undskyldte, og i dag er vi gode venner. Det samme skete med Keita. Vi skændtes under træningen, jeg havde det dårligt og blev hurtigt oprevet. Også med Seydou blev alt ordnet i omklædningsrummet.”

Var de tæt på dig i Roma?

“Ja, meget. Jeg kan kun takke klubben og de mennesker, der var sammen med mig i den periode. Walter Sabatini var som en anden far, men Rudi Garcia var også afgørende. Efter hver træning kom han hjem til mig og tilbragte en halv time med mig. Det skete hver dag. Det var hans måde at få mig til at føle mig som en del af gruppen. Jeg har aldrig sagt det før, men det er noget, jeg bærer i mit hjerte.»

Spalletti, derimod, satte dig praktisk talt ud af truppen efter kampen mod Hellas Verona…

«Han kaldte mig ind på sit kontor for at sige, at han ville give mig en ny chance. »Hvad skal jeg gøre for at få en af ligaens stærkeste forsvarsspillere tilbage?«, spurgte han mig. I starten gav han mig faktisk sin tillid. Men efter den forfærdelige kamp mod Verona valgte han ikke at lade mig spille mere. Han kaldte mig ind og sagde, at jeg skulle gå, at mit niveau var på niveau med en, der kunne spille i Frosinone. Altså i Serie B. Det var grimt, ikke så meget på grund af valget, men på grund af den måde, det blev sagt på. Jeg følte mig ydmyget. Men jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har diskuteret det med ham gennem tiden…”.

Der sluttede faktisk hans oplevelse med Roma. Har han i dag lært at overbevise os, eller er det stadig en beklagelse?

“Jeg er ked af, at jeg ikke formåede at forblive på det niveau. Jeg gav alt, hvad jeg havde, men det var ikke nok. Min succes var allerede at kunne vende tilbage på banen. På et tidspunkt var det dog blevet skadeligt at træne. Roma fornyede ikke min kontrakt, og jeg valgte at vende tilbage til Brasilien. Efter et par år gav jeg så op.»

Hvilke minder har du fra din tid i Roma?

«Vi var meget stærke, der var spillere på verdensklasse. I dag ville et sådant hold vinde tre mesterskaber i træk. Salah, Edin, Francesco, De Rossi, Benatia, Nainggolan og så videre. Vi var bare uheldige at møde et utroligt Juventus-hold, der aldrig tabte.»

Hvem var den stærkeste, du har spillet med?

«Jeg vil gerne sige Totti, men ved du hvad… Jeg har spillet med Ronaldo. Ronnie har altid været mit idol, og det var utroligt at dele omklædningsrum med ham. De første fire skridt kunne man aldrig fange ham, og så havde han allerede maven med, ikke?

Hvilket forhold har du til fodbold i dag?

»Indtil for to år siden kunne jeg ikke engang se en kamp. Jeg fik en klump i maven. Nu er jeg begyndt at se det igen, og jeg vil faktisk gerne træne. På bænken vil jeg gerne genvinde det, som uheldet tog fra mig som fodboldspiller«.

Tænker du nogensinde på, hvordan det ville være gået, hvis…?

»Hver eneste dag, tro mig. I lang tid spurgte jeg mig selv, hvorfor det var sket for mig. Kræften ødelagde mine drømme på tribunen. Jeg tror, jeg ville have vundet mesterskabet med Roma og spillet VM med det brasilianske landshold.«