Den tidligere fodboldspiller er i dag Pirlo’s assistent i De Forenede Arabiske Emirater: »Han har lært af mig… Det er for sjov, jeg har i hvert fald aldrig været misundelig. Mor har været alt for mig«

Hvis Roberto Baronio kunne komme ind på Hogwarts, ville han gerne snuppe »tankebassinet«. Vasken, der vækker minder til live. Indimellem ville han bruge den til sig selv og hente postkort fra Brescia eller Rom frem, men oftest ville han hjælpe sin mor, der lider af Alzheimers, og som han ringer til en gang om dagen for at sige det samme til hende: »Husk, at jeg elsker dig«. Baronio, 48 år, en tidligere dygtig midtbanespiller, der er blevet træner, støver sit livsalbum af fra De Forenede Arabiske Emirater. Siden sidste sommer har han været assistent for sin ven Pirlo hos United FC i anden division.

Hvordan fortsætter det?

»Vi ligger på andenpladsen med et point op til førerholdet. Efter nederlaget mod Sampdoria, hvor jeg blev fyret efter tre kampe få måneder før slutspillet, uden at have haft mulighed for at hente nye spillere, havde vi brug for et nyt eventyr«.

Hvornår begyndte dit eventyr?

“I 1990, da jeg var 12-13 år. Jeg så »Galagoal«. Alba Parietti var vært, et mål på en baghåndsspark af Fonseca i Sampdoria-Cagliari og sangen »Uno su mille ce la fa« af Gianni Morandi. Der tænkte jeg: »Den, der klarer det, må være mig«.

Og hvornår indså du, at du ville klare det?

“Med Lucescu, i Brescia. Han var vild med mig og Pirlo, min ven fra barndommen. Han hentede os fra ungdomsrækken til førsteholdet. Fra gårdspladsen hjemme til trøjen for livet. Jeg voksede op i en beskeden arbejderfamilie med en bror, der var 7 år ældre end mig. Det første tv var sort-hvidt. Før jeg blev fodboldspiller, arbejdede jeg også som maler. Kender du de der sommerjob, hvor man tjener 50.000 lire? Min bror hjalp mig, også fordi vi dengang kun var mig, ham og vores mor derhjemme.»

Hvilken slags mand var din far?

«Han døde, da jeg var 11 år, den 28. december 1988. Han var kold af karakter, en stor arbejder. Da jeg debuterede i Serie A med Brescia den 23. april 1995 i Bari, ville jeg gerne have haft, at han var der.»

Hvor afgørende var din mor?

«Hun var alt. I sommeren 1996, før jeg skiftede til Lazio, græd jeg. Jeg ville ikke forlade hende. Det tog mig tre dage at underskrive, selvom vi taler om en kontrakt på en halv milliard. I Brescia tjente jeg seks millioner. Dengang var både Juve og Inter interesserede, men jeg hørte først om Lazio, da det allerede var en kendsgerning. Den dag, jeg rejste, havde jeg fire rejsetasker med. Jeg vidste ikke, hvad jeg gjorde. Jeg ville virkelig ønske, at hun huskede det».

Hvad siger hun, når du hører hende?

«At hun skal huske, at jeg elsker hende. ›Jeg er Roby, din søn‹, siger jeg til hende i videosamtalen. Hun svarer ja og smiler. Jeg ved ikke, om hun virkelig ved, hvem hun taler med”.

Hvad ville du ønske, hun huskede?

»At jeg har realiseret vores drømme«.

Først i Brescia, derefter i Lazio.

»Jeg tænker på Zeman-træningerne, jeg kastede op hver anden aften efter at have løbet 3.000 meter. Så spiste man ikke meget: grøntsager, supper, minestrone…«.

Og i mellemtiden var Pirlo stadig i Brescia.

“Moratti snuppede ham fra Parma og lod ham blive der. Vi voksede op sammen: vi vandt U21-EM, delte værelse og spillede for Reggina i Serie A i det bedste år i mit liv sammen med dem fra Chievo. I 2000 ville Milan have mig, men jeg valgte at vende tilbage til Lazio. Hvem ved, hvordan det ville være gået».

Har den konstante sammenligning med Andrea kastet en skygge over dig?

«Jeg har aldrig været i nærheden af ham, aldrig. Ingen misundelse. Måske talte man bedre om mig i starten, men han var ikke Pirlo endnu. For sjov siger jeg til ham, at han har lært af mig at være spilfordeler. I New York sagde jeg engang til ham: »Åh, om et par år bliver du min assistent.« Og han svarede: »Det er snarere omvendt, jeg finder et hold…«

Og i 2020 hentede han dig til Juve.

»Vi startede med U23, og endte i Serie A. To mesterskaber og kvalifikation til Champions League på sidste spillerunde var ikke nok til at blive. Jeg ville gerne have fortsat.«

En anekdote om Ronaldo?

»Den første måned sagde han kun «hej” til mig, men så en eftermiddag sparkede jeg et par frispark efter Pirlo. Alle gik i krydset. Han stod ved sidelinjen sammen med Nedved og spurgte ham, om jeg havde spillet. Da jeg fortalte ham, at jeg havde delt omklædningsrum med Couto og Conceicao, lyste han op. Fra den dag begyndte han at kalde på mig til indlæg. Han ville have bolden i højde med straffesparkspletten for at kunne heade den ind. Jeg svedte koldt.”

Og har du selv haft en god karriere?

»For at være en mester skulle jeg have været det i alt, ikke kun i teknikken. Jeg ville ikke have vundet VM, men med mere engagement i det daglige kunne jeg have præsteret mere. Og nogle gange har jeg været uheldig.«

Apropos. Hvad skete der i Perugia med Gaucci i 2003?

»Cosmi gjorde alt for at få mig, men det gjorde han ikke. Han var ikke enig i lønnen. Sandheden er, at i de første kampe, hvor jeg spillede dårligt, havde jeg en urinvejsinfektion. Så Gaucci gik til træneren og sagde: «Enten lader du ham ikke spille, eller også fyrer jeg dig”. Han udtog mig ikke, jeg måtte ikke tale med journalisterne. En slags mobning. Så sagde Gaucci til Cosmi, at han skulle sætte mig på bænken og ikke lade mig spille. Til sidst, for at retfærdiggøre det hele, kom han med den forklaring, at nummer 13 bragte uheld, og at det var derfor, jeg ikke spillede. Til sidst besluttede klubben at sætte et »+« mellem 1 og 3. Ved sæsonens afslutning ringede Riccardo, Lucianos søn, til mig og undskyldte på alles vegne. Jeg havde svært ved at svare. Og så gik jeg.»

Et mareridt, ligesom hos Fiorentina sæsonen før med nedrykningen til Serie B.

«Jeg gik derhen for Mancini, men klubben var i opløsning. En dag dukkede Stankovic og Mihajlovic op, men forhandlingerne gik i vasken, fordi der ikke var penge.»

Og hvordan vurderer du din tid hos Lazio?

«Jeg ville spille, derfor blev jeg altid udlejet. Det eneste år, hvor jeg spillede, var 2009-10, hvor jeg vandt Supercuppen som fast starter. Da Ledesma var ude af truppen, var det mig. Det sjove er, at jeg allerede i januar havde indgået en aftale med Bologna, men Lotito svor, at han ville give mig en toårig kontrakt. »Kom til mig, når transfervinduet lukker, så får vi det hele på plads.« I seks måneder kunne jeg ikke få fat i ham, han var forsvundet. Pastorello forsøgte på alle mulige måder at kontakte ham. Men jeg har aldrig givet interviews, aldrig skabt polemik. Sådan skulle det bare være.»

Hvad ville du sige til den 20-årige Baronio i dag?

«At han skulle gøre mere, ikke bare sidde på sin bagdel. Tanken om, at »jeg tjener jo alligevel«, var begyndelsen på enden. I dag lærer jeg de unge ikke at se på pengene.”