I Sportweek findes en profil af den nye træner for Diavolo (hvor han allerede har vundet et mesterskab), der betragtes som profeten for et spekulativt og defensivt spil. Og han morer sig med at drille sine kritikere…

I sine 804 kampe som træner, mellem mesterskaber og forskellige pokalturneringer, har Massimiliano Allegri vundet 435 sejre. Af disse kom 114 med en score på 1-0, det såkaldte minimumsforspring for at vinde 3 point: lidt over 26 procent af det samlede antal. Måske er det bare en værdiløs kuriositet, måske er det derimod tal, der betyder noget, nu hvor Conte Max vender tilbage til en trænerbænk – den i Milan, hvor han allerede vandt et mesterskab i 2011 – og samtidig genoptages diskussionerne om hans old school-fodbold. If man ser på tallene ovenfor, ville det være på sin plads at droppe historien om »kort snude«, som Max selv trak op af hatten i 2019 efter et nederlag for hans Juve mod Spal, der havde udskudt mesterskabsfejringen.

Allegri bruger ironi (sarkasme) og subtile og intelligente provokationer som et våben til at distrahere masserne. Han er en af dem, der har forstået det hele: fodbold og livet. Nu leger han med det udtryk, der er lånt fra hestevæddeløb (hans store passion) og bruges til at forklare, at en hest vinder over en anden med en halslængde – den del af dyret, der omfatter hoved og hals – altså med en uendelig lille eller lidt større afstand. Anvendt på fodbold er dette udtryk blevet det mærkat, som kritikerne har sat på ham for at retfærdiggøre hans påståede tendens, ham der som fodboldspiller var trequartista og derefter offensiv midtbanespiller, til et spil, der er mere præget af forsigtighed end af risiko. Allegri er mester i kunsten at være tilfreds, mere end i kunsten at klare sig, kort sagt. Men hvis det er sandt, at det altid er et spørgsmål om synspunkter, er det på tide at droppe denne historie om Allegri som defensiv og catenacciaro (i den forbindelse svarede han således på spørgsmålet om, hvordan hans Milan vil spille: »Hvis jeg ikke svarer, siger I, at jeg er en catenacciaro; men vi vil spille offensivt…«), altså tro mod en forældet, overhalet, indelukket og offensivt kvælende, for ikke at sige forstoppet idé: lavt tyngdepunkt, kompakt forsvar, og så kommer der før eller senere et lille mål. Allegri er ikke sådan. I hvert fald har han ikke altid været det.

Vinde eller overbevise?—  Naturligvis var træneren fra Sassuolo og Cagliari (for ikke at tale om Aglianese, Grosseto og Spal…) ikke ligefrem ved roret i en racerbil, så det er forståeligt, at han gentog det gamle mundheld om »først ikke at tage imod«. Faktum er, at siden den 1-2-sejr på udebane mod Spal har han vundet 1-0 i 27 af 61 kampe: Det er en procentdel på over 44 %, hvilket viser, at den bemærkning om ›kort næse‹ – som egentlig mere var ment som en illustration af Allegris filosofi: det vigtigste er at vinde mesterskabet, og hvem fanden bryder sig om, om det er med et point – faktisk har haft indflydelse på hans måde at spille fodbold på, i hvert fald fra et bestemt tidspunkt i hans karriere og frem. Og hvis det er rigtigt, at det næsten altid er det seneste minde, man har om en person, der former ens mening om vedkommende, så er Allegri mod sin vilje blevet symbolet på en fodbold, som (ifølge ord) ingen længere kan lide. Alle bebrejder ham de sidste tre år i Juve, der faktisk har været mere skuffende end tilfredsstillende, og kun få graver i hukommelsen efter de store glimt af ›bel giuoco‹ (for at bruge Berlusconis udtryk, der på Gallianis råd hentede ham til Milan), som han viste i Rossonero og senere i Bianconero.

domme og fordomme—  Det er blevet skrevet, at Allegri har den fordel – eller ulempe, det kommer igen på synspunktet – at han altid tror, han er lidt smartere end de andre, og derfor er der i hans ›usagte ord‹, der veksler mellem spydige bemærkninger og, når det ikke er tilfældet, voldsomme udbrud i tv mod hans lejlighedsvise (Sacchi) eller langvarige (Adani) kritikere, er der meget af den typiske livornesiske karakter, der er munter og spottende. Det generer ham ikke at blive placeret på listen over ›resultatorienterede‹ i modsætning til ›spillere‹ eller dem, der formodes at være det. Tro mod sin pragmatisme betragter Allegri visse diskussioner om kvaliteten af spillet som en ren stiløvelse, der er uklar, hvis ikke overflødig: »Hvis I vil more jer, så gå i cirkus«, sagde han, da visse bemærkninger irriterede ham mest. Men når man ser på tallene, vandt han i sin debut på bænken for en stor klub, nemlig Milan, mesterskabet med 65 scorede mål, hvilket var det næstbedste angreb i ligaen efter Inter (69 mål). På den anden side indkasserede han kun 24 mål, hvilket bekræfter – som han selv gentog i begyndelsen af sit andet eventyr i Rossonero – at »i Italien vinder den, der indkasserer færrest mål. I de senere år er det kun Sarri i Juve, der har vendt tendensen«. Når det er sagt, virker fordommen om Allegri som en (u)sund forkæmper for en spekulativ, defensiv og dermed lidt spændende og medrivende fodboldstil ærligt talt uretfærdig. Den skyldes, som nævnt, de sidste tre år i Juventus, der har været fattige på tilfredsstillende resultater og godt spil, som følge af et hold, der gradvist er blevet tømt for talent, hvilket har tvunget ham til at gøre en dyd ud af nødvendigheden (og det kunne i det mindste delvist forklare de 44 % af 1-0-resultaterne) og en krise i klubben, hvor Allegri måtte fungere som lynleder for at beskytte spillerne mod de strømme, der blæste fra alle sider. Men Allegris første Juve havde også leveret spektakulære præstationer i Europa, bortset fra de to tabte Champions League-finaler i 2017 og 2019. På den anden side af vægten er der dog 5 mesterskaber og 4 Coppa Italia-titler i træk samt 2 italienske Supercoppa-titler. Det er selvfølgelig Buffon-Barzagli-Bonucci-Chiellini i forsvaret, Pjanic på midtbanen og Tévez (omend kun en sæson), Dybala, Higuain og Mandzukic i angrebet.

Fodbold er simpelt—  Men det er Allegri selv, der hævder, at spillerne er vigtigere end spillet, i modsætning til sine kolleger (de fleste), der i stedet tilpasser spillerne til takten. I modsætning til visse dogmer mener Max, at »det ikke er taktikken, der vinder, men spillernes tekniske færdigheder. Fodbold er simpelt: defensiv organisation og individuel teknik«. I Sportweek i juni 2009, efter en fantastisk sæson i spidsen for Cagliari (der allerede var sikret i første halvdel af sæsonen), sagde han ved sin debut som træner i Serie A: “Jeg er uenig med en som Mourinho i hans syn på fodbold: for mig er det spillerne, der er i centrum, ikke træneren. Jeg får ondt i maven af at høre filosofere om formationer og taktik”. Disse ord blev dog udtalt efter at have vist et offensivt, brillant spil med bolden på jorden, som indbragte ham Panchina d’oro som bedste træner i ligaen. Ord, der dog kostede ham beskyldninger om en offensiv taktik fattig på ideer, til fordel for individuelle initiativer og generelt en (overdreven) frihed til spillerne. Når man har talentfulde og kreative spillere som Ibra og Robinho i sin første Milan-sæson (som bevis på sin pragmatisme erstattede han i januar den aldrende Ronaldinho med den hårde Van Bommel og vandt mesterskabet) eller Dybala og Tevez i Juve, virker det ikke som en dårlig idé at give dem lidt mere frihed. Allegri selv forklarer det endnu tydeligere: »I fodbold findes der kategorier. Der er spillere, der vinder Champions League, dem, der vinder mesterskaber, og dem, der ikke vinder noget«. Modric, stjernen i hans nye Milan, tilhører bestemt den første kategori, når det gælder kvaliteten af spillere, der tæller mere end taktik (Max dixit). Det er endnu uvist, om det er provokation eller ægte overbevisning, i betragtning af at hans kolleger, der er gået over i historien (Sacchi, Guardiola… for blot at nævne de seneste), er dem, der har banet vejen for nye sejre.