Den tyrkiske sølvmedaljevinder ved OL vandt også EM i den individuelle konkurrence. En person med en særlig stil: “Jeg lærte at skyde under militærtjenesten. Min stil? Jeg har aldrig efterlignet nogen, hemmeligheden ligger i vejrtrækningen og kontrollen. Det rigtige mål er inden i dig selv.»

Yusuf Dikec, netop ham. Her er han (igen), den olympiske James Bond, manden med pistolen. Skytten, der aldrig behøver at spørge. Han vandt det sidste EM (mod tyskeren Paul Frohlich). Med hænderne i lommen. «Jeg greb for første gang et våben under min militærtjeneste. Min instruktør bemærkede min fasthed og sagde: ›Du skulle prøve denne sport‹. Det gjorde jeg. Og jeg har ikke holdt op siden.” I Paris blev han den rolige og afslappede pistolskytte. Senere blev han til et meme, et idol, en karakter. Mellem Taxi Driver og en Marvel-helt. De ringede til ham fra Hollywood. »Ja, der var en spøgefuld hentydning til den nye James Bond-film. Jeg svarede: ›Mit job er at ramme målet, Bonds job er at overleve‹. Sjovt.« Opvokset i Göksun, Tyrkiet, 52 år, en datter, en kat. Og den ikoniske pose, der er blevet legendarisk over hele verden. Anerkendt, respekteret, fejret. Meget imiteret. Yusuf smiler: »Nogle gange genkender folk mig de mest tilfældige steder – fortæller Yusuf til Sports Predictions – for eksempel i supermarkedet. Det er underligt, men dejligt. Popularitet kan være trættende, men jeg ser det som folks kærlighed.«

Hvordan har dit liv ændret sig efter OL-sølvet?

»Nu løber min telefon meget hurtigere tør for strøm. Seriøst, jeg har fået utrolig meget støtte fra hele verden. Det gør mig ydmyg, men mit liv er stadig det samme: træning, te, familie og koncentration.«

Og Tarçın, kanel, din kat.

“Ja, hun er uafhængig, stædig og elegant. Hun er 7 år og er en britisk korthår. Måske er det derfor, vi kommer så godt ud af det sammen. Jeg elsker dyr. Katte bringer fred i mit liv. Jeg er født i en lille by, hvor disciplin og respekt betyder alt. Jeg har tjent længe i hæren. Nu er jeg professionel atlet, men jeg lever stadig et enkelt liv: rolige morgener, stærk te og min kat Tarçın.»

Hvad har OL så bragt?

«OL er højdepunktet for enhver atlet, men for mig handler det mere om at repræsentere mit land end om at konkurrere. Ved hvert slag føler jeg flaget på min skulder. Jeg vil vise, hvad disciplin, tålmodighed og tro kan opnå.»

Og hvad synes du om denne succes ved EM?

«Dette resultat viser, at succesen ikke var et tilfælde. Hver konkurrence fortæller en ny historie, men beslutsomhed, disciplin og ro forbliver den samme.”

Du har modtaget meget mærkelige forespørgsler fra hele verden. Var der nogen, der var så absurde, at de overraskede dig?

“Jeg har modtaget beskeder fra alle mulige steder, ikke kun fra Tyrkiet. Nogle var rørende, andre meget kreative. En person skrev: ›Du er så god til at ramme mål, jeg forestiller mig, at du også rammer hjerter‹. Jeg smilede: Nogle gange begynder folk at se dig ikke kun som en atlet, men som et symbol. Jeg dedikerede medaljen til mit land, Tyrkiet, og til alle de unge atleter, der arbejder i stilhed. Medaljen er min, men stoltheden er vores alles.

Og den ved EM?

“Til min datter. Hun er den første, jeg tænker på efter hver succes. I denne medalje ligger også hendes tålmodighed, hendes kærlighed og den tillid, hun har til mig.»

Er der en metafor bag din sport?

«Skydning handler om balance: ikke aggressivitet, men koncentration, vejrtrækning og kontrol. Det virkelige mål er ikke på papiret, det er inden i dig.”

Undskyld, men hvorfor bruger du en så personlig stil?

»Det kommer naturligt for mig. Jeg har aldrig efterlignet nogen, denne stil er et resultat af erfaring. Hvis resultaterne taler for sig selv, behøver stilen ikke at tale.«

Du stikker hænderne i lommen, bærer kun briller og bruger næsten ingen udstyr. Har denne stil et navn?

»Lad os kalde det ›rolig præcision‹. Hænderne i lommen minder mig om at forblive afslappet og ikke tænke for meget.« Hvordan kontrollerer du dine følelser?

“Med vejrtrækningen. Hvert slag begynder og slutter med vejrtrækningen, det er sådan, jeg styrer adrenalinkicket og bevarer koncentrationen. Man skal have et koldt hoved og et passioneret hjerte. Uden følelser mister man målet, uden ro mister man præcisionen.»

Har der været et svært øjeblik i din karriere, hvor du har overvejet at stoppe?

«Ja, mange gange. Skader, træthed, tid væk fra familien. Men hver gang jeg overvejede at stoppe, huskede jeg, hvorfor jeg var begyndt.”

Hvad laver du udover at skyde?

”I min fritid elsker jeg at være sammen med min datter og min kat. De minder mig om ro, tålmodighed og det, der virkelig betyder noget i livet. Nogle gange er det mere værd end noget andet at være sammen med dem i naturen, i stilheden eller bare derhjemme.”

Selv mere end en olympisk medalje?

»Ja, selvfølgelig. Selvom det at stå på podiet i Paris var det øjeblik, hvor årelangt arbejde blev belønnet. At se de tyrkiske flag på tribunen, den følelse er ubeskrivelig. Og bag kulisserne at knytte venskaber med atleter fra hele verden. Det er uvurderligt.«