En eftermiddag med den 15-årige sensation inden for italiensk sprint: »Min far er Milan-fan og ville have, at jeg blev fodboldspiller. Det er ikke kun mig, der bestemmer, om jeg skal til VM.«

Midt på eftermiddagen, på den glorværdige bane i San Donato Milanese, kan man kun høre cikadernes kvidren. Den lille gruppe, der træner i sommervarmen, er meget diskret. Pludselig kommer hun. Og alt ændrer sig. Kelly Doualla er en cyklon, et elektrisk stød. Som 15-årig er hun allerede en leder: hun fylder rummet med sin blotte tilstedeværelse. Her har hun haft sit andet hjem i et par år. Men nu er hun på gennemrejse: mellem guldet i 100 meter og i den svenske stafet, som hun vandt i sidste uge ved Festival Olimpico della Gioventù Europea i Skopje, Nordmakedonien, og en samling i Rom forud for EM for U20, der begynder på torsdag i Tampere, Finland. I mellemtiden er ekkoet af hendes 11”21 – kontinentalt rekord for kvinder under 18 og tredje bedste tid nogensinde for en italiensk kvinde – bestemt ikke forstummet.

Kelly, hvordan var det at løbe i det italienske landshold?

»Følelsesmæssigt var jeg lidt påvirket af det tomme stadion. Og så kendte jeg allerede mange af mine holdkammerater. Derimod var det fascinerende at være blandt så mange fremmede, selvom jeg kun talte med dem, der talte fransk. Fra september skal jeg gå på engelskkursus om lørdagen«.

Teknisk set ser det ud til, at hun har haft det godt…

“Kun før finalen på 100 meter var jeg lidt nervøs. Og så var jeg lidt urolig i stafetten, da jeg skulle løbe fra startblokken med stafettestaven i hånden. Ellers var det ikke nogen nem tur med den varme, den dårlige mad og en mistet flyafgang på hjemrejsen. Vi levede af færdiglavede nudler fra supermarkedet.»

Er du generelt opmærksom på din kost?

«Jeg er ret glad i mad, til Walter (træner Monti, red.) store glæde, og jeg elsker fastfood, men min diætist siger, at jeg har mindre og mindre fedt på kroppen. Min hemmelighed er, ud over at sove omkring ti timer om dagen, inklusive om eftermiddagen, min mors madlavning, der består af mange camerounske retter med kød, fisk og grøntsager. Jeg ville gerne tilbage til mine forældres hjemland for at se, hvor de er vokset op.”

Hvordan er dit forhold til dem?

»Jeg skylder dem meget: De tilpasser deres arbejde på plejehjemmet efter mine behov. Far kører mig som regel fra Sant’Angelo Lodigiano til banen. Og han kører mig i skole, så jeg slipper for en halv times gang. Og hvis han ikke kan, tager mor bussen og kører mig, og så ordner hun også frisuren for mine veninder, eller også gør min bror Franck det.«

Hvor lang tid tager det hende at lave dine?

»Den sidste, som ikke er blå ved et tilfælde, tog fire timer. Den holder en måned.«

Er dine forældre stolte af dig?

»Jeg prøver ikke at gøre dem bekymrede: når jeg går ud, ved de altid, hvor jeg skal hen. Og aldrig om aftenen.«

Hvor går du hen?

»Til Milano, hvor jeg mødes med mine atletikvenner ved Duomo og spiser. Det er nemmere med dem end med mine klassekammerater, selvom alle fra min folkeskole, mellemskole og nu min sportsgymnasium i Sant’Angelo går i samme skolekompleks«.

Hvad er dine yndlingsfag?

“Må jeg sige gymnastik? Jeg har det ikke så tit, men næste år vil vi også prøve taekwondo.»

Er det rigtigt, at din far gerne ville have, at du blev fodboldspiller?

«Han er en stor fan, han holder med Milan, men nu er han glad. Hvis jeg ikke risikerede at komme til skade, ville jeg dog altid gerne spille fodbold. Jeg ser nogle kampe i tv, og det er den eneste sport, der interesserer mig. Bortset fra atletik, selvfølgelig.”

Føler du dig lidt presset i betragtning af den opmærksomhed, du får, og din alder?

»Jeg nyder virkelig det, jeg laver, selvom det er ved at blive mere seriøst end bare en leg.«

Er 100 meter din yndlingsdisciplin?

“Ja, også fordi jeg aldrig har løbet 200 meter. Jeg tror, jeg kan klare det godt, men kurven skræmmer mig lidt. Da jeg løb en i vinter i Ancona i en indendørs stafet, kom jeg til skade for første gang i mit liv. Vi får se, hvordan det går næste sæson.”

Og længdespring?

»Jeg har aldrig rigtig trænet det, men jeg har gode fødder: jeg tror, jeg har et stort potentiale.«

Hvem af dine ›kolleger‹ beundrer du?

»Shelly-Ann Fraser, Sha’Carri Richardson, Tara Davis og blandt italienerne Filippo Tortu, som jeg har mødt et par gange.«

Hvilke minder har du fra de italienske bedrifter ved OL i Tokyo?

»Næsten ingen, jeg var 11 år: jeg så Tamberi, men så faldt jeg i søvn…«.

Kan du lide Jacobs?

»Jeg så ham live ved EM i Rom: jeg foretrækker de mere aggressive sprintere«.

Tænker du på VM i Tokyo?

»Bare tanken får mig til at indse, hvor langt jeg allerede er kommet. Det er rigtigt, at jeg også gerne vil på ferie, men det er ikke kun min beslutning.«